x
Brandfarlig rock på årets varmeste dag

Foo Fighters, Fængslet, Horsens

Brandfarlig rock på årets varmeste dag

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Rygterne om rockens død er stærkt overdrevne. Hvis man kun orienterer sig på streamingtjenester og hitlister, kan man få det indtryk, at urban og pop har overtaget markedet helt, men hvis man kigger på, hvem der kan sælge koncertbilletter, tegner der sig et andet billede. I sidste uge kunne Rammstein samle cirka 40.000 mennesker i Parken, et par dage senere havde 23.000 løst billet til Copenhell-festivalen, og i dag er cirka 20.000 valfartet til pladsen ved det gamle statsfængsel i Horsens for at se et af verdens største rockbands gennem de sidste 20 år, Foo Fighters.

Det har været årets varmeste dag, og efter hele to glimrende opvarmningsbands, engelske Frank Carter and the Rattlesnakes og danske The Minds of 99, har publikum fået tanket godt op med fadøl og shots. Klokken 21.15 lyder nogle forvrængende guitarakkorder lyder over højttaleren, og Dave Grohl kommer løbende ind på scenen med sin guitar, fulgt af de øvrige bandmedlemmer, og brøler ud til publikum: ”Are you ready? We’re gonna play som rock and roll tonight. Do you like rock and roll?”

Det kan publikum sjovt nok, og så lægger Foo Fighters ud med et af deres største hits, ”The Pretender”, og folk synger begejstret med . Det hele er egentlig ikke så avanceret med Foo Fighters. Det er forholdsvis simple, meget melodiske rocksange, som både rummer noget aggression og blidere passager, ofte i samme sang, men live får de i forvejen stærke numre lige et ekstra gear. Dels fordi både Grohl og hans fem musikere er fremragende på deres instrumenter, dels fordi sangene ofte får nye tilbygninger i form af intense mellemspil og outroer.

Det sker allerede med ”The Pretender”, hvor Grohl spiller en lang, melodisk guitaroutro, mens han, storsmilende som det meste af aftenen, løber ud til siderne af scenen og dermed får aktiveret en stor del af publikum. Og så er det imponerende, hvordan han kan brøle igennem i vers og omkvæd og synge ganske blidt i mellemspillet. Denne vekselvirkning mellem forskellige vokale udtryk oplever vi gennem hele koncerten, hvor Grohl igen synger temmelig blødt og pænt i den efterfølgende ”Learn to Fly”. Allerede på dette tidspunkt er han gennemsvedt. Foo Fighters har modsat eksempelvis Rammstein ikke medbragt nogen former for pyroteknik, men det er heller ikke nødvendigt for at tænde op under folk.

Det er snart to år siden, Foo Fighters udgav deres seneste album, det udmærkede Concrete and Gold, så i dag er sætlisten ikke specielt fokuseret på dette udspil, men er i stedet en tur rundt i bagkataloget. I en af sangene fra omtalte Concrete and Gold, den langsomme, halvtunge ”The Sky is a Neighbourhood”, kommer fire korsangerinder ind og giver sangen et mere feminint udtryk med deres meget poppede, unisone vokaler, som er noget tættere på Bananarama end gospel, men det fungerer sådan set fint.

Et par numre senere bliver den forrygende trommeslager Taylor Hawkins løftet fem meter op over jorden, hvor han først får lov at spille en virtuos trommesolo, dernæst at synge leadvokal på ”Sunday Rain”, og selvom hans stemme ikke har så meget pondus som Dave Grohls, slipper han rimeligt fra det. Det med at løfte trommeslageren i vejret er set før, hos for eksempel D-A-D og så sent som i lørdags hos Scorpions på Copenhell, men det er nu stadig meget underholdende.

Mashup af Van Halen og John Lennon

”Hvor mange sange skal vi spille? 200?” spørger Grohl kækt og lover at spille sange fra alle bandets ni plader (Sonic Highways bliver dog udeladt). Midt i sættet får vi en kombineret bandpræstation og covermedley, som er mere underholdende end decideret vedkommende, og det mest bizarre indslag her er en fortolkning af Van Halens ”Jump” over akkorderne til John Lennons ”Imagine”. Og så får vi også lige Queen og David Bowies ”Under Pressure”, som ”Vanilla Ice stjal, nu stjæler vi den tilbage”, nu med Taylor Hawkins bag mikrofonen og Grohl bag trommerne – han brød jo i sin tid igennem som trommeslager i Nirvana, og ”hvis du spiller trommer længe nok, ender du bag mikrofonen,” som han selvironisk siger til Hawkins.

”Wheels” spilles i en usædvanlig langsom version, hvor Grohl begynder helt alene med guitaren, inden de øvrige musikere kommer på, og det klæder den i forvejen stærke sang. ”Dirty Water” er også et af sættets mere stille, nærmest drømmende numre, hvor koret igen kommer ind, og Grohl præsenterer et af medlemmerne med særlig stolthed, nemlig hans 13-årige datter Violet. ”Hun har ring i næsen og blåt hår. Det synes jeg er cool. Og så er hun den bedste sanger i familien,” siger Grohl, og Violet klarer sig da også fint i koret, om end hun ikke træder frem som solist. Det kan jo komme senere – nu har far jo lidt lagt op til en musikalsk karriere.

”This is a Call” fra 1995-debutalbummet, dengang Foo Fighters var et regulært enmandsprojekt, indspillet kort efter Kurt Cobains død, præsenteres som en hilsen til de gamle fans, der har været med hele vejen, og det har en del at dømme efter publikumsreaktioner og fællessang. ”Best of You” er en anden klassiker, som får en lang, højelektrisk guitar- og trommeoutro, der ligefrem udløser en mindre circlepit, som dog bliver stoppet af vagterne – det er jo ikke Copenhell, det her. Efter mere end to timer siger bandet, der er kendt for ikke at spille ekstranumre, tak for i aften med det tidlige hit ”Everlong”.

En aften, hvor det er svært at finde noget at brokke sig over. Bundsolid og alligevel nuanceret rock and roll, perfekt til fadøllene (som jeg først fik en af efter koncerten), spillet af et band og en frontmand, der ser ud, som om de elsker det, de gør, og der bestemt ikke er tale om en dag på kontoret, selvom sætlisten er næsten ens hver aften. Da lyden tilmed har været glimrende, storskærmen bag scenen – som primært viste, hvad der skete på scenen – tilpas stor, vejret formidabelt og logistikken velfungerende – i hvert fald som jeg oplevede en – så er der ikke så meget at sige, andet end at Foo Fighters og Horsens sagtens kan være dette arrangement bekendt. Og som Dave Grohl sagde, da koncerten nærmede sig slutningen: ”Vi siger ikke farvel, for vi regner med at komme tilbage, og det håber vi, I også gør.” Det gør vi – og rocken lever også til den tid.

Opvarmning: Frank Carter and the Rattlesnakes **** (se billeder her)

Det første af aftenens to opvarmningsbands er de engelske punkrockere Frank Carter and the Rattlesnakes. Selvom gruppen har spillet i Danmark flere gange, er de selvsagt langt mindre kendte end hovednavnet, og Frank Carter & Co. ved derfor godt, at der skal arbejdes for at sætte gang i det allerede store publikum, der har indfundet sig klokken 18.30. Det gør de heldigvis også, og Frank Carter kommer bogstaveligt talt langt ud over scenekanten, da han allerede i det andet nummer løber ned til publikum og synger ud over dem på skuldrene af et par vagter. Carter har en stærk stemme, der ligesom Growls pendulerer mellem det rå og det blidere, sangene er iørefaldende, og hans fire musikere på to guitarer (den ene lejlighedsvis på keyboard), bas og trommer spiller glimrende.

Selvom musikken har rødder i punk, er udtrykket dog også ganske tilgængeligt og ikke vildere end Foo Fighters, så bandet er et godt match som opvarmning. Frank Carter får også store dele af publikum til at sætte sig ned på kommando i slutningen af det 40 minuttet lange sæt og får reklameret godt for gruppens efterårskoncert i Amager Bio, om end han er lidt i tvivl om datoen, og da koncerten ikke er offentliggjort officielt endnu, må vi vente og se. Men der bliver forhåbentlig fyldt til den tid.

The Minds of 99 ***** (se billeder her)

Med en position som et af Danmarks efterhånden største bands er The Minds of 99 ikke vant til rollen som opvarmning. De klarer det dog glimrende med et kompakt, velspillet sæt på 60 minutter, hvor de får spillet de fleste af deres hits og mere til og får en pæn modtagelse. Selvom The Minds of 99 og Foo Fighters musikalsk befinder sig et stykke fra hinanden, er der alligevel en del Foo Fighters-fans, der kan synge med på ”Hurtige hænder” (spillet solo af Niels Brandt med guitar) og ”Alle skuffer over tid”. Bortset fra at være et kvarter kortere adskiller koncerten sig ikke meget fra den, The Minds of 99 gav på Heartland for en måned siden, og den kan du læse en anmeldelse af lige her.

 

Foo Fighters-sætliste:

The Pretender

Learn to Fly

The Sky is a Neighbourhood

Times Like These

Rope

Sunday Rain

My Hero

These Days

Walk

Medley: Another One Bites the Dust (Queen-cover)/You’re the One That I Want (Olivia Newton-John og John Travolta-cover), Jump versus Imagine-mashup (Van Halen- og John Lennon-cover)/Blitzkrieg Bop (Ramones-cover)

Under Pressure (Queen-cover)

All My Life

Run

Wheels

Monkey Wrench

Dirty Water

This Is a Call

Best of You

Everlong

 

The Minds of 99-sætliste:

Solkongen

Ung kniv

Et barn af min tid

Det er Knud, som er død

En engel

Ubåd

I’m Gonna Die

Stor som en sol, flad som en pandekage

Hjertet følger med

Hurtige hænder

Ma cherie bon bon

Stjerner på himlen

Alle skuffer over tid

 

Frank Carter & the Rattlesnakes-sætliste:

Why a Butterfly Can’t Love a Spider

Tyrant Lizard King

Love Games

Kitty Sucker

Lullaby

Devil Inside Me

Crowbar

I Hate You


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA