Nyhed

The Minds of 99 spiller stor koncert til Rockbæk

Det populære band har lige udgivet deres første sang i tre år, og til august spiller de deres sidste sjællandske koncert i år i Holbæk.

The Minds of 99 lægger vejen forbi Holbæk til sommer.

Det kan foreningen Rockbæk, som står bag koncerten, nu fortælle.

Læs også: The Minds of 99 er tilbage med første sang i tre år


Koncerten finder sted den 22. august og bliver bandets sidste koncert på Sjælland i 2026, fortæller foreningen bag koncerten, der forventer at samle op mod 20.000 gæster.

Det er noget, som man ser meget frem til.

“Deres besøg er en stor anerkendelse af det professionelle setup, som Rockbæk i over ti år har arbejdet på at opbygge og optimere: En helhedsoplevelse, hvor blandt andet det imponerende sceneshow, en lyd i topklasse og en helt særlig Rockbæk-stemning er kendetegnende,” fortæller Jørn Hedemand, der er formand for Foreningen Rockbæk.


Det populære band udgav for nylig deres første sang i tre år, "Dét Der Udenfor". Senest var de aktuelle med albummet Infinity Action, der i 2022 fik fire stjerner af vores anmelder, der skrev: “Med Infinity Action har The Minds of 99 nok sluppet tøjlerne, men er ganske genkendelige og lyder uovervindelige.”

Læs også: Koncerter på størrelse med Parken kan lande i københavnsk forstad

Rock i Holbæk
Foruden The Minds of 99 kan man til festivalen også opleve navne som Medina, Kind Mod Kind og Mille.
Arrangørerne fortæller, at de har lagt meget vægt på at få både nyere og mere etablerede artister på programmet.


”Medina behøver jo ingen nærmere præsentation. Igen er det et privilegium at kunne sætte et ikon som hende på Rockbæk-plakaten. Og med Kind Mod Kind og Mille fuldender vi et stærkt lineup med yngre kunstnere, som allerede har cementeret deres talent i den brede offentlighed. Sidstnævnte blev senest hædret som ’P3 Talentet’ ved P3 Guld 2025,” siger Jørn Hedemand.

Rockbæk har som non-profit organisation i mere end et årti arbejdet på at skabe koncerter i Holbæk Fælled.

Overskuddet går til lokale og nationale velgørenhedsformål.


ANNONCE