x
Bliv ved med at rocke i den frie verden

Neil Young , Tinderbox, Blå Scene

Bliv ved med at rocke i den frie verden

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Et ”godt at se jer, alle sammen!” en halv time inde i koncerten, et ”hvordan har I det?” midvejs og et ”see you down the road” til sidst. Ordene er få, men musikken til gengæld monumental, da den 73-årige canadiske rocklegende Neil Young og hans fremragende backingband Promise of the Real giver koncert i Odense sent lørdag aften.

”Rock’n’ Roll will never die” synger Neil Young i en af de utallige klassikere, han har med i aften – og selvom det naturligvis er en absurd påstand i et større, historisk perspektiv, tror man ham næsten, mens mørket falder på.

Og Onkel Neil gudhjælpemig stadig udfolder sin uortodokse guitarisme, som gjaldt det livet – lange, tilnærmelsesvist transcendentale forløb under overskrifter som ”Cowgirl in the Sand”, ”Down by the River”, ”Powderfinger” og Ragged Glory-skæringen "Love & Only Love", som åbner den to timer lange koncert.

Og vi får 49 år gamle "Alabama", gnistrende intens og sørgeligt aktuel i lyset af statens radikale stramninger af abortlovgivningen – hvilket dog med en vis sandsynlighed går hen over hovedet på den del af publikum, som er mere optagede af administrere branderten, tjekke mobilen eller noget helt tredje.

Den gamle guitar

Dem om det, for det er ikke desto mindre en seksstjernet koncertoplevelse, som folder sig ud – tiltagende i intensitet, efter et par akustiske indslag midtvejs i skikkelse af "Unknown Legend" og "From Hank to Hendrix":

"From Hank to Hendrix / I walked these streets with you / Here I am with this old guitar / Doin' what I do”, som det hedder i sidstnævnte.

Og det er vitterligt den Gamle Guitar, det i høj grad handler om på en elektrisk aften med Neil og sangene fra nogle af hans bedste plader: Rust Never Sleeps, Ragged Glory og min personlige favorit Everybody Knows This Is Nowhere.

Backingbandet Promise of the Real – med Lukas Nelson på vokal og guitar – klæder hovedpersonen fremragende og har da også flankeret Young i efterhånden fem år. Ganske som kollegaen Bob Dylans fænomenale band, leverer de lærredet. Hvorpå mesteren så kan udfolde sig i mere eller mindre fri form.

Heldigvis højt

Foran mig går en joint på omgang mellem nogle pæne, ældre mennesker, som ser ud, som om de ikke har fyret en fed siden Harvest udkom. De lader den gå videre til et ungt par, mens dedikerede fans foran scenen blander sig med branderter i fri dressur, mobiltelefoni og småsnak.

Heldigvis spiller Young og bandet det meste af tiden så højt, at det kan være det samme – man lytter, når Neil er i huset, og i aften er ingen undtagelse. For nogen et gnistrende genhør, for andre i aften måske en lettere eksotisk førstegangsoplevelse af populærmusik, fra da farfar var dreng.

Det er 23 år siden, jeg selv hørte manden live første gang – men indimellem bliver de gode gamle dage mindre vigtigt, og nu’et træder i forgrunden. Måske er det endda noget af det, som karakteriserer de rigtig store.

I aften på Fyn ser Neil Young – unægtelig, og uundgåeligt – ældet ud under den sorte kasket. Og leverer så alligevel en koncert, som på respektindgydende vis minder os om det indlysende rigtige og vigtige i Youngs opfordring, i aftenens forrygende finale: Keep on rockin’ in the free world.

 

Sætliste:

1. Love and Only Love

2. Mr. Soul

3. Powderfinger

4. Words (Between the Lines of Age)

5. Winterlong

6. Alabama

7. Unknown Legend

8. From Hank to Hendrix

9. She Showed Me Love

10. Hey Hey, My My (Into the Black)

11. Cowgirl in the Sand

12. Everybody Knows this Is Nowhere

13. Fuckin' Up

14. Down by the River

15. Throw Your Hatred Down

16. Mansion on the Hill

17. Rockin' in the Free World


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA