x
Fredagsfregat i hårde farvande

Weyes Blood, Roskilde Festival, Pavillion

Fredagsfregat i hårde farvande

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Og så skal jeg nok stoppe med flere Titanic-referencer, selvom det er oplagt at kaste isbjerg-metaforen ind i Weyes Bloods koncert på Pavillion. Jeg gjorde det også i anmeldelsen af hendes korte karrieres højdepunkt: Titanic Rising. En plade, der er vokset på mig støt og roligt – dog uden at karakteren nødvendigvis har ændret sig. Men pladen leverede, på sin egen facon, smagfuld og flot, alternativ popmusik, med intelligente tekster om livets kvaler samt passende instrumentering.

Det er også det, vi fik serveret på Pavilion scenen – på mange måder indfrielsen af de forhold Aldous Harding burde have haft til sin særlige koncert tidligere på dagen. Men hvor Harding indimellem har for meget personlighed, kæmper Natalie Mering med det modsatte. Ikke fordi hun mangler talent. Kvinden kan skrue en gedigen storyteller-hymne sammen og kan samtidig levere et sangforedrag, der lægger op ad den altoverskyggende inspirationskilde, som er Karen Carpenter – bevidst eller ej kan inspirationen mærkes i høj grad.

Stemningen var endnu engang blandet. Publikum var delvist på, men også afventende en større forløsning, som udeblev. Dog blev jeg, i løbet af koncerten, decideret snotforelsket i to fyre – i matchende patchwork-skjorter – der tydeligvis havde Roskildes vildeste bromance kørende, mens de kendte sangerindens musik ud og ind. Vi var en flok fyre, der ikke kendte hinanden, der mærkede kærligheden på en helt anden måde, da de to '67'er-sofaer for alvor startede deres hede affære under nummeret "Seven Words".

I det hele taget leverede Mering så god en koncert, som hun kunne, under omstændighederne. Det velspillede band bør fremhæves, med alt fra den venlige ældre herre på guitar til den fantastiske bassist, som bør fremhæves for et sublimt og detaljeret spil, der sørgede for at være sin egen, samtidig med, at hun leverede et sublimt korarbejde. Som sådan var der ingen problemer med oplægget.

Men Weyes Blood lider af det samme problem som på pladerne. Merings sange er charmerende og arrangementerne så gennemførte, at hele herligheden hele tiden ligger på nippet til at vælte ned i ligegyldighedens dybe kløft. Et sted, hvor alt for mange (mandlige og kvindelige) singer/songwriters havner, jo flere der bliver om patten. Mering har nogle stærke kort på hånden, men alt for tit spiller hun sin svage hånd, når hun forskanser bag et dødsbo-klædt klaver eller spiller en ret så unødvendig coverversion af The Beach Boys-klassikeren "God Only Knows".

Sidstnævnte giver god mening i forhold til inspirationskilderne, men lægger mere op til den fadølsfællessang, som publikumt i virkeligheden ønsker sig. Mering opfordrer også til fjerdedelsklap på afslutteren "Do You Need My Love?". En fatal fejl, da publikum ikke kan administrere at klappe rytmisk, hvilket er et generelt problem til koncerter. I det hele taget.

Midt i de finere akvarelforhold står alligevel en sang klart frem i grumset af pussenussethed. Sangen "Movies", som Mering flasher midt i sættet, er så knusende en god sang, at den her truer med at overskygge resten af koncerten. Akkurat lige som på Titanic Rising. Nummeret besidder en iboende skønhed, der gør, at den vokser, jo mere man lytter til den, samtidig med at den tør række ud af sangskriverens komfortzone. Den minder mig stadig, i høj grad, om Philip Glass' sange på Songs of Liquid Days, og hvis ikke Mering selv har hentet inspiration til sangen derfra, så bliver jeg decideret overrasket. 

Så vi ender på tre stjerner. Jeg kan og vil ikke give mere. Publikum var kun overvejende på, og musikken blev fladtrykt under sine egne floskler. Virkelig ærgerligt, når Mering sagtens kunne mere end det, hun gør. Det kan være svært at styre ud om de isbjerge, selvom det ser overskueligt ud.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA