x
Bikstok leverede fuld cigar

Bikstok, Orange Scene, Roskilde Festival

Bikstok leverede fuld cigar

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Reggae på Orange Scene på Roskildes sidste eftermiddag har altid været en fremragende måde at samle de tømmermandsramte tropper. Legender som Ziggy Marley har haft samme tjans i år 2000, hvor der virkelig var brug for reggaens healende kraft, og i år står vores egne Bikstok for at spille op til en sidste dans i solen.

Umiddelbart er Orange en noget stor teltdug at spille op for Bikstok, der ganske vist er pionerer udi den på en gang og udbredte og udskældte genre danskhall, hvor jamaicas reggaebeats møder dansk lyrik. Stokkens største bedrift er uomtvisteligt gennembrudsalbummet “Over stok og sten”, og de der husker deres koncert i 2005, hvor røgsystemet blæste et stopproppet Arena sideskæv, vil vide, at det var som at danse om reggaens hellige gulvkalv i en ren eufori. 

Derfor var det ikke uden en vis skepsis, at jeg tog opstilling foran Orange på en regngrå lørdag. Men frygt ej, for der sker to ting på en højhellig lørdag. For det første træder solen frem bag scenen, så det nærmest ligner Nemoland. For det andet rammer Stokken scenen med kæmpe overskud og et talstærkt publikum, der fra første nummer synger med på “Tyveknægt” fra “Uranium”-ep’en, der kom for fire år siden, og så fornemmer man, at folk faktisk er kommet for at feste. Pharfar laver høje knæløft i sit Adidas-sæt, Eagger-man fremstår behørigt tilbagelænet og blappet, og Blæs Bukki ser gravalvorlig ud bag et par tunge brillestel.

Et skævt indslag

Med blæser-ensemble, trommeslager, bassist og dj er Bikstok godt pakket ind lydmæssigt, og det er tydeligt, at de har erfaringen på deres side. “Jeg har lovet lydmanden en hel pose pot, hvis han skruer op” råber Eagger til udelt begejstring. Og i det hele taget er det bare en opturseftermiddag, hvor publikum i alle aldre er kommet for at fyre den af med Bikstok, der som et 3 Stk Tøj er skræddersyet til festivalstemning. 

Bikstok er, undskyld udtrykket, et skævt indslag, og det er sjovt at høre dem stå på den gigantiske scene og sende skud ud til undergrundsfænomener som Stengade, Graffiti Campen og Swingking. Men det er også det, der gør dem spændende. Her i autofiktionens tid er det også bare mere vedkommende at høre Blæs rappe om at grille og både ved Gribsø end på Lange Strand. 

Stemningen er høj og der bliver serveret klassikere som “Græder for dem” og “Unger”, men også nyere hits som “Delirium”. Der er konstant interaktion med publikum fra den medrivende indpisker Pharfar, der beder om at chante med på “tinga-tinga-ling” og andre jamaicanske klassikere. 

Og bedst som man tror, stemningen ikke kan blive højere, får Eagger lov til at blive politisk og kaster bomber over byen med “Kugledans”, hvor Geolo-G buster sine gyldne linjer. 

En rygende tackling 

Herefter lader Bikstok bandet spille sig ud. Især er de godt hjulpet af Simon Dokkedal, der bemander pladespillere og andre maskiner, så de glidende overgange får karakter af et show med Den Sorte Skole, blot under samme koncert. 

En helt, undskyld udtrykket igen, forrygende version af “DK’s Koner” bliver introduceret med korsang og stads, så hele pladsen danser rundt. Ser man Stokken i forhold til den efterfølgende generation af danskhall, er der langt flere ord, mere univers og sjovere ordleg end hos deres efterfølgere. 

Man forstår dem, når de rimer, at de går ned i en rygende tackling. Selvom et nummer som “Firseren” ikke er en landeplage på linie med gennembruddet er der stadig saft i nummeret, og det nye “Gondolagoz” fænger også hos en crowd. der gerne vil høre ordleg og fede rytmer blandet sammen. 

Lige på og fuld cigar

Allerbedst bliver det sidst. Pharfar glor på de andre og spørger helt udenfor gimmick “Lasse og Dwayne, har I husket at nyde det?” Det håber vi, for det har vi. Og en vidunderlig version af “Cigar“ leveret som ekstrarummer, bliver i den grad prikken over i’et.

Især da Natasjas stemme bliver klappet i gang, og der for nærværende anmelder melder sig et lille smil og en kæmpe klump i halsen over, hvor fint hendes vers er, og hvor stolt hun ville have været af dansk reggae på Orange Scene. Jeg tror ikke, jeg var den eneste der gik både overrasket og opløftet afsted fra koncerten. Bikstoks show besad til fulde den spilleglæde og legesyge som er indbygget i reggaen. Det var ikke close but no cigar, det var ligepå og fuld cigar.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA