Metallica reddede sig ud fra ujævn start til publikumsekstase

Metallica, Parken, København

Metallica reddede sig ud fra ujævn start til publikumsekstase

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Metallica er stadig på deres turné, hvor de promoverer seneste album Hardwired... to Self-Destruct fra 2016. Altså: Vi må forvente gammelt stof, hvilket måske ikke er så underligt, når Metallica har for vane at lade der være en verdenskrig mellem hvert album. Sidst, vi så dem var indendørs med samme bagage og fire koncerter i Royal Arena – og en enkelt gang i Boxen i Herning. Ikke siden 2004 har de spillet i Parken, og lyden der har ikke været i Metallicas favør. Det var den heller ikke denne gang. Men inden da skulle vi gennem opvarmning fra blandt andre Ghost.

Her stod det klart, hvor stor Metallica stadig er: Ghost virkede som et diminutivt band med (under helt andre og mindre omstændigheder) imponerende lysshow. I Parken virkede det derimod som en cykellygte i en gigantisk lagerhal til de musikalske masseødelæggelsesvåben, som Metallica gemte på bagved.

Ghost spiller godt. Punktum. 

Og lad så være, at de gemmer sig bag teatermaling og masker. De indimellem storladne, lyriske udløsninger var dog mere, end opvarmning til Monster-Metallica kan bære. Lyden dunkede også lidt og blev for upræcis. Og en saxsolo udført i fuld bispeornat blev for bizar oven i lydsløjfer med munkekor. Da det til lejligheden otte mand store band var klar til at lade sig hylde, stod der malet ”POP” hen over det hele. ** To stjerner herfra. 

FOTOGALLERI: Ghost i Parken

OG SÅ var vi klar til Metallica.

Første nummer ”Hardwired” er det nye old-school thrash fra et forholdsvist nyt og seneste udspil. Det fræser ind under huden i sit ætsende tempo. Men det roder i starten – OG SÅ eksploderer ballonerne over bandet som en ny gimmick. Det ser ud til, at vi nok lander, hvor vi skal. Men overbevist er jeg ikke.

Til gengæld er publikum med fra start.

På ”The Memory Remains” er vi på guldsiderne i kataloget, og fællessangen er høj og lang på de udødelige linjer – og et ”åhhh , åhhhh” til ikke et øje er tørt længere.

Lyden går også mod det bedre, men der er stadig mudder i mixerpulten skabt af gruppens mangeårige wingman, Big Mick. Det vil ikke helt blive hans største dag, og det smitter af på Metallica. Vi er ikke i gear.

Meget tilgives med det voldsomme drive fremad, som er Kirk Hammetts bidende riff i aften.

I ”Ride the Lightning” er vi helt tilbage i kataloget, og jeg elsker det nummer. Men momentum tabes igen. Det er som om, at de ikke helt mener det her i tredje nummer. Det hjælper igen en hel del, da Kirk Hammett brillerer med en skærebrændersolo, som sætter tingene på plads. Der er håb endnu om, at denne aften kommer helt op at ringe, men det ujævne, rutineprægede trav mangler at komme over i galop.

”The God That Failed” er et tungt, tungt nummer. Og er der noget, Metallica kan, så er det tungmetal. Alt slæber sig af sted – på den fede måde, hvor kollektiv headbanging er borgerligt ombud. Jeg genkendte bagskærmens billeder af ”Kors-bakken” – pilgrimsstedet 12 kilometer nord for byen Šiauliai i det nordlige Litauen. Over 100.000 kors er der. Og så filmet i sort/hvid. Mere dystert kan det ikke blive.

Og dog.

I ”The Unforgiven” er vi ved at være der igen, efter et eller andet gik galt i noget backtracking.

Nummeret er melodiøst, inciterende og drevet af den nødvendighed, som jeg først begynder at fornemme nu. Lyden er også endelig på vej hen i skabet nu. Desværre afslører det, at James Hetfields stemme er hørt bedre end i aften. Lidt af dybden og luften mangler. Det kan måske heller ikke være lige godt hver aften på en lang turné, men for hede hule et riff, da Kirk Hammett får lov til alt det lir, som nummeret kan bære.

Jeg er endelig helt på, men det har taget uvant lang tid med Metallica.

”Do you feel it Copenhagen..?” råber Hetfield.

Jo da! Endelig!

Og så går han ud på en miniscene blandt publikum med noget fra seneste udspil. ”Here Comes Revenge”. Metallica-formen anes for første gang helt og fuldt. Hammetts og Hetfields guitarer kører både smukt og brutalt tostemmigt og asynkront i lange forløb.

Milde moses – hvad vil du mere, når den endelig rammes rent?

Jo, også vor landsmand Lars Ulrich bag gryderne kommer også først der helt op i samme gear. Desværre først hen mod slutningen af nummeret.

Godt det samme – for næste nummer er en personlig favorit.

”Moth Into Flame” handler om misbrug (og er endda ved en Grammy-fest sunget med Lady Gaga). En flamme bevæger sig effektfuld tværs hen over gulvet badet i rødt lys. Flere flammer lader varmen bølge ud i den så småt kølige aften, mens min sidemand, Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo, bliver ramt af en kaskade af fadøl i nakken af en eller anden mentalt underfrankeret personage. Selvfølgelig er Treo berømt for sine skidtspande, men folk må jo mene, hvad de vil i et frit land, og det skal ikke ødelægge den ellers gode stemning på dette tidspunkt. Netop som James Hetfield udtrykker sin kærlighed til det danske publikum, som ikke tages for givet, forklarer han.

”Og vi lærer hele tiden,” siger han med selverkendelse over den ujævne start, inden han lover noget MEGET heavy.

Mere heavy end ”Sad But True” fra det berømte sorte album findes nok ikke den dag i dag.

Det hele godt fulgt op af utroligt flot storbylys som bagtæppe til ”No Leaf Clover”, hvor Kirk Hammett igen nærmer sig aftenens heltestatus, uagtet han har været udsat for meget kritik i tidens løb.

”Kunne I lide sangen?” spørger Hetfield. ”Og så er vi klar til noget lokalt.”

D-A-D's ”Sleeping My Day Away” riffet brager overraskende ud, mens bassist Robert Trujillo synger. Hammett har øvet sig, og det bliver en helt hæderlig udgave – om end vi mangler Lars på trommer i baggrunden. Så havde den nok været mere oppe at ringe, men ud over det er sjovt og kuriøst, så letter det nummer ikke rigtigt. Vi er ovre i underholdningsbranchen uden den farlighed, som de nu ret modne mænd i Metallica havde engang.

Robert Trujillo fortsætter i en basøvelse alene. Afdøde Metallica-bassist Cliff Burton (1962-1986) toner frem på skærmen. Smuk gestus i Metallica-familien, inden det bliver heftigt helt i Burtons ånd.

”Frantic” er et fræsende nummer med abrupte breaks, hvor vi bliver skåret igennem af laserlys, men nok ikke den største komposition fra Metallicas side. Til gengæld er det virkningsfuldt for et band, som nu har spillet sig helt varm til krig.

Flammer slikker hen over scenen, mens laser illuderer maskingeværer, inden ”One” går i gang, og soldater marcherer hen over bagskærmen. Ikke rart, men det er vist heller ikke meningen. Det hele lægger op til, at den dystre, rolige sang i den skæve taktart eksploderer i sit voldsomme heavy efterspil og kaos af vandrende kranier, der vist er så meget hippie-anti-krig, som det kan være.

Flot, flot.

Klassikeren ”Master of Puppets” er for mig den sang, som alt det der Metallica-hejs begyndte med. Jeg er ikke den eneste – at dømme efter publikums-koret, som brølede ”Master, master!” Alt synes endelig at virke nu.

Smukke tostemmige guitarer, mens rækken af kors fra soldatergrave defilerer forbi bagved.

Har vi det muntert?

Ja, faktisk.

Uanset hvor mange dæmoner, så fornemmer vi kendte, trygge rammer. Ganske ligeså i ”For Whom the Bell Tolls,” hvor hele Metallica rykker ud på den lille scene ude blandt publikum.

Metallica synes at slippe anarkiet løs, mens jeg selv sidder med fornemmelsen af en tryg, munter dagligstuehule i Metallica-familien. Det var vist ikke meningen fra begyndelsen, men det er lidt af en præstation at fange den dobbelthed, som også er i nummeret ”Creeping Death”, der samler alt i en holistisk omgang lys, lyd og ikke mindst energi, som lader Metallica slippe af sted med endnu en magtdemonstration hen mod enden, hvor flammerne ikke kun er fra scenen, men også på søjler midt i Parken.

Stakkels brandvæsen!

Vi får også den uundgåelige ”Seek & Destroy.” (Hvilken sang vil I høre? – Nå, surprise!)

Af en eller anden grund er det blevet signaturnummeret for Metallica. Det lever vi med, for det har alt det, som gør Metallica til Metallica. Og aftenens udgave er alt andet end træt og slidt, som den ujævne start godt kunne antyde. Publikum nærmer sig den ekstase, vi alle er kommet for, og ekstranumrene står klar.

”Spit Out the Bone” har den heftighed, som holder momentum og berettiger Metallica til netop momentvis også at kalde sig et thrash-band. Når først Metallica er deroppe, kan ikke mange matche dem, men det er ikke hele sandheden.

”Nothing Else Matters” og ”Enter Sandman” viser, hvordan sådan et band også nærmest kan blive folkeeje.

Efter en meget dybfyldt version af ”Nothing Else Matters” viser storskærmene billeder af Hetfields plekter. Først med billede af navnet Metallica. Og da han vender den lille ting, får vi bynavnet ”Copenhagen” på samme plekter. Så er det ikke svært at blive populær, når det hele tilmed går over i ”Enter Sandman” med fyrværkeri op over Parken, kanon soli – og et band, der slutter en til tider ujævn koncert helt på toppen.

Et stykke ad vejen i starten var vi nede på tre stjerner, men med den slutning er der ingen vej uden om med de fire stjerner. På en lidt bedre dag ville de også få fem, måske endda seks – for det er stadigt største band blandt ”The Big Four”. Metallica lader sin outtro passende ledsage af et gigantisk fyrværkeri. (Og så lovede jeg en fra publikum at skrive, at det var den fedeste koncert, han nogensinde havde set.)

…Og mens folk er ved at gå hjem, kan bandet næsten ikke finde ud af det. Lars Ulrich må til sidst hen og fortælle lidt fra Memory Lane om de koncerter, han har spillet i Danmark – første gang i Saga i 1984. ”Tænk, at jeg skulle ende med at spille på Danmarks hjemmebane!”

Ja, sådan kan verden være så smuk sammen med Metallica – selv, når vi ikke når de samme højder som set før med bandet.

 

Sætliste:

Hardwired

The Memory Remains 

Ride the Lightning

The God that Failed

The Unforgiven

Here Comes Revenge

Moth Into Flame

Sad But True

No Leaf Clover

(+ Kirk & Robs D-A-D-cover ”Sleeping My Day Away” )

Frantic

One

Master of Puppets

For Whom the Bell Tolls

Creeping Death

Seek & Destroy

EKSTRA:

Spit Out the Bone

Nothing Else Matters

Enter Sandman

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA