Nyhed

Benjamin Hav annoncerer kæmpekoncert – spiller i Parken

Den folkekære musiker indtager stadion med Familien til sin største koncert nogensinde.

Benjamin Hav inviterer til folkefest og en hitparade med alt fra hiphop til dancepop, når han spiller koncert i landets nationalstadion Parken lørdag den 3. juli 2027. 

Læs også: X Factor-afgørelsen fik mig til at bide negle, som var det en tyskeksamen

Koncerten bliver med bandet Familien, og Hav teaser, at publikum kan se frem til en stor fejring af fællesskabet:


"Jeg elsker jo hele Danmark. Hver og en. Når vi samles til min koncert, så håber jeg, at vi kan genopdage hinanden. Se, hvor meget vi ligner hinanden, selvom vi ikke ligner hinanden. Vi skal både have røde pølser og kebab. Egon Olsen og Kim Larsen. Vi spiller for jer allesammen! Vi genopfinder hele Danmark sammen! H. C. Andersen varmer op! Læser et eventyr for børnene! og der er shots!"

Hos GAFFA er Benjamin Hav rost for sine udtryksfulde optrædener. I 2025 kvitterede vi med fem ud af seks stjerner for hans koncert i Royal Arena, og anmelderen beskrev koncerten som “en kunstnerisk magtdemonstration” og fortsatte: 

“Én ting er, at han kan udfylde og eje selv en stor scene. Noget andet er, at han for mig at se er sammensat. Mest centralt for mig er, at han virker som om, han er sig selv. Ægte, trodsig, sårbar og insisterende.”


Billetsalget starter fredag den 17. april klokken 10.

ANNONCE