Beyoncé m.fl.: The Lion King: The Gift

Beyoncé m.fl.
The Lion King: The Gift

Løvernes dronning overstråles af kollegaerne

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 19.07.2019
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Når man ser John Favreus ”live action”-favntag med Løvernes Konge, sidder man i biografmørket og er på den ene side ved at kløjes i popcornene over den visuelt overdådige oplevelse, der er pengemaskinens nyeste påfund. På den anden side oplever man et totalt fravær af selv den mindste skygge af kunstnerisk nødvendighed. Det er agendaen hos The House of Mouse; der skal skovles penge ind – og fred være med det, man kan jo bare lade være med at indløse billet til skidtet og finde sin underholdning andetsteds, hvis man er utilfreds. Hakuna Matata.

Lidt samme mangel på kunstnerisk nødvendighed præger det akkompagnerende album, The Gift, Beyoncé har stået for at kuratere og selv levere adskillige numre til. Albummet udemærker sig imidlertid ved, at Queen B mellem alle sine fraseringer finder tid og plads til at lade både hjemlige og afrikanske kunstnere låne lidt at spotlyset. Heldigvis.

For Beyoncés solo-bidrag bevæger sig på et meget jævnt niveau, mens hun på kollaborationerne fornuftigt nok lader sig overstråle af så forskellige gæster som i det ene ringhjørne gammelkendte kammersjukker som husbonden Jay-Z, allestedsnærværende Kendrick Lamar og Childish Gambino og på den anden kunstnere som Salatiel fra Cameroon, Shatta Wale fra Ghana og Tierra Whack fra Philadelphia, der alle får Bey til at blegne. Særligt sidstnævnte, hvis hæsblæsende bidrag til dopamin-kicket ”My Power” er blandt albummets mere mindeværdige stunder.

Også Burna Boys musikalske himmerigsmundfuld ”Ja Ara E”, Tekno, Yemi Alade og Mr. Easis tilbagelænede magtdemonstration ”Don’t Jealous Me” står som stærke præstationer sammen med Beyoncés egen ”Brownskin Girl”.

Hvis man ser bort fra hovedpersonens standardiserede klaverballader som ”Otherside” og ”Spirit”, der ville trække mundvigene i nordgående retning hos enhver Adele-fan, gemmer der sig hist og her på The Gift rent faktisk små gaver i form af velsmurt popmusik, der låner fra den afrikanske musikkultur og udgør et interessant udstillingsvindue for, hvad der sker i vækstlagene i amerikansk hiphop og på den afrikanske scene lige nu.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA