x
Brand New Havefest

Brand New Heavies, Stella Polaris, Frederiksberg Have

Brand New Havefest

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Den hyggelige havefestival Stella Polaris har gennem årene lykkedes med nogle ret eventyrlige bookinger udi blandt andet lounge og housemusik. Således har man gennem tiden blandt andet kunnet opleve Moby og Röyksopp som soundtracket til indtagelsen af sushi og Somersby i det forhåbentlige solskin, sommeren byder på. I år er ingen undtagelse, for det er en pudsig brik i det musikhistoriske puslespil, der går på scenen i Frederiksberg Have. 
 
Brand New Heavies var i starthalvfemserne bannerførere for acidjazzen. Deres britiske soulfunk banede som en positiv energiudladning vej for for eksempel Jamiroquai, lang tid før mørke skyer trak ind over Bristol og trak musikscenen i en mere dyster retning. Desuden var gruppen fra den musikalske fusionsmeltedigel London pionerer i kombinationen af rap og liveinstrumenter med Heavy Rhyme Experience fra 1992, der dags dato fylder 27 somre. De seneste år har de musikalsk repræsenteret en mere regulær soullyd, der hverken lyder af breakbeats eller acidjazz.
 
Acid eller ej, det er en syret oplevelse at sidde på picnictæppet klokken 14 lørdag eftermiddag og se et verdensnavn indtage Stella Polaris med ganske få stående gæster foran scenen. Det bekymrer dog på ingen måde Brand New Heavies. De kaster sig ud i en varm version af “Never Stop” fra debutalbummet, og gruppens ældste medlemmer, Simon Bartholamew på guitar og Andrew Levy på bas groover storsmilende. 
 
Selv et lille kiks med guitarpedalen slår dem ikke ud af kurs, og Simon Bartholamew, hvis hårpragt kan battle alle puddelrockorkestre, leverer blot et spagt “Sorry, it’s not our equipment we’re playing on, hehe,” før de bevæger sig over i hittet “Sometimes” om at gøre det rigtige for at finde lykken. Det letfordøjelige indhold i bandets tekster er ofte taget direkte ud af selvhjælpsbøger om elskere og drømmere. Det passer perfekt til en solskinseftermiddag, og det bliver leveret med charme af den nye forsangerinde. 
 
Gennem årene har Brand New Heavies haft en del kvindelige vokalister, mest kendt N’dea Davenport. For tiden er det Angela Ricci, der bemander mikrofonen. Både vokal- og personlighedsmæssigt matcher hun musikken med en fin kombi af dengse og diva. Særlig godt passer hun ind på “Midnight at the Oasis”, der er et mere tilbagelænet, vuggende soulnummer end de insisterende hits. 
 
Fra scenen joker bassisten Andrew Levy med, at de tager gigget så afslappet, at han ikke engang har skiftet fra T-shirt til skjorte, og at han allerhelst ville lægge sig ned på et tæppe sammen med os og opleve koncerten. Bandet kalder selv showet for barbecue-versionen af Brand New Heavies, og meget sigende annoncerer de, at de bliver nødt til at spille sidste nummer nu, da der står en taxa og venter bag scenen. 
 
Men faktisk bliver det musikalsk interessant til sidst. Hittet “You Are the Universe” spreder gode vibrationer ud i trækronerne i Frederik den 6.’s have, og flere rejser sig fra tæpperne og danser med. Samtidig bliver det nummeret, hvor bandet introduceres, og trommeslageren Luke Harris leverer en på en gang spøjs og funky solo, hvor han runder både jazz, hiphop og rock for til sidst at piske bandet op i tempo, da Andrew Levy falder ind på bas, og Angelina Ricci en sidste gang runder refrænet. 
 
Her viser bandet lidt af den ånd og opfindsomhed, der kendetegnede dem i starten af karrieren, da de stadig var Brand New. Om Brand New-ånden kan holdes kørende til det kommende album, der udkommer i september, må vise sig. Der var i al fald gode takter og ikke mindst gode vibrationer hos verdensnavnet, der kom på besøg til havefestivalen. 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA