x
Slipknot: We Are Not Your Kind

Slipknot
We Are Not Your Kind

Frontalt sonisk bombardement med kirurgisk præcision

GAFFA

Album / Roadrunner Records
Udgivelse D. 09.08.2019
Anmeldt af
Keld Rud

Sjette album fra de maskeklædte hævnere fra Iowa cementerer den pointe, de på de fire forudgående album har fremført. Man kan som band godt afsøge og udvide sit kreative spillerum uden at udvande den kunstneriske grundessens. Ja, det forholder sig faktisk præcis omvendt. Hvis man ikke vokser, dør man.

We Are Not Your Kind er der både sange, der tager et stålfast greb om lytterens hals og klemmer til, indtil man næsten ikke kan få vejret. Og sange, der bruger mere subtile virkemidler. Når Slipknot åbner døren til helvedes sluser, som det blandt andet sker på albumafslutteren ”Solway Firth”, ”Red Flag” og ”Birth of the Cruel”, oplever man ikke, at det sker som et knæfald for dem, der ønsker, at Slipknot blot skal genindspille deres debut hvert andet år. Det sker som kulminationen på 20 års raffineret fintuning af et nådesløst maskineri.

På albumhøjdepunkter som ”Nero Forte” og ”Critical Darling” giver bandet plads til mere melodi, men kvælertaget er lige så ubønhørligt. ”Spiders” og ”A Liar’s Funeral” sætter tempoet væsentligt ned. Her er knusende tyngde og en kulsort gotisk atmosfære virkemidlerne, der ætser sig ind i lytterens sind. Jeg kunne godt ønske mig færre lydcollager og introer.

Slipknot bruger mere end ti minutter på arty fartsy lydskramlerier. De er ganske givet tænkt til at sammenkæde albummet, men reducerer i stedet albummets nedslagskraft. Det ændrer dog ikke på, at Slipknot med We Are Not Your Kind har formået at hæve barren for heavy metal her ved tærsklen til et nyt årti.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA