Fantastisk show. Forfærdelig lyd.

Pink, CASA Arena, Horsens

Fantastisk show. Forfærdelig lyd.

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Der er dømt regulær popfest i Østylland denne onsdag aften i august. På Smukfest i Skanderborg spiller årets hovednavn Robbie Williams, og kun 25 kilometer derfra er det popstjernen Pink, som er sat til at spille Casa Arena i Horsens op.

Således er toget fra Aarhus allerede fyldt godt op af forventningsfuld stemning og øldrikkende fans, som skal i hver sin retning.

Alecia Beth Moore, aka Pink, behøver egentlig ikke nogen større introduktion. Igennem to årtier har hun gentagne gange placeret sig øverst på hitlisterne, og med millioner af solgte album og streams i ryggen har hun med rette positioneret sig selv som en vaskeægte verdensstjerne.

Det er hele seks år, siden Pink sidst var på en omfattende turné kloden rundt, som dengang også bragte hende forbi Danmark. Besøget i denne runde skyldes hendes nuværende (og yderst længerevarende) The Beautiful Trauma Tour, som er opkaldt efter hendes nu næstnyeste album fra 2017. Derfor indeholder sætlisten, ikke overraskende, da også en hel del numre fra netop førnævnte udgivelse. Turneen har dog kørt i halvandet år efterhånden, og i mellemtiden har Pink også haft tid og overskud til at smide en ny plade på gaden, Hurts 2 B Human, her i 2019. Derfor får vi naturligvis også et par af de helt dugfriske numre i aften, tilsat en stribe af bagkatalogets mange hits.

Pink er notorisk kendt for at opsætte storslåede og pompøse shows, hvor koncerten er delt op i flere akter, med hver sit tema og udtryk. Forestillingen starter derfor også ganske sigende med en Sprechstallmeister i sort jakkesæt, der stiller sig helt frem på scenen og på falsk fløjte spiller intro-melodien fra filmselskabet 20th Century Fox. Gimmicken går direkte over i første nummer, “Get The Party Started”, hvor Pink bliver skudt op i luften og svæver rundt i en overdimensioneret stor lysekrone. Så er Cirkus Pink ligesom sat i gang. 

Første akt fortsætter sin hitparade med “Beautiful Trauma”, hvor rullende, lyserøde lygtepæle glider over scenen tilsat et entourage af dansere, som rundhåndet deler ud af både piruetter og flick flacks. Man får straks følelsen af at overvære en musical på Broadway, og Pinks optræden er da også langt mere et teatralsk show end en regulær stadionkoncert, skal det vise sig. 

Selve scenen er bygget ud med et T-formet podie, der har indbygget rullebånd i gulvet. Her kan Pink ubesværet glide ud og ind mellem hovedscenen og publikum. Et trick hun allerede tager i brug under næste nummer, da hun siddende på knæ synger starten af “Just Like a Pill”. Det er bestemt ikke første gang, en artist benytter rullebånd som en del af sin scenografi (det er nærmest blevet en Beyoncé-signatur efterhånden), men det gør nu ikke detaljen mindre blæret og overskudsagtig af dén grund.  

På det her tidspunkt begynder aftenens absolut største akilleshæl at manifestere sig for alvor: Lyden rikochetterer irriterende rundt på Casa Arena. Det er især slemt på siddetribunen i højre side, helt øverst oppe, hvor vi anmeldere er blevet placeret. Her er lyden decideret enerverende fra enden af stadion, hvor lydbølgerne kastes forsinket tilbage i ørene på os, som en våd, slatten karklud af et ekko. Jeg er overbevist om, at lyden garanteret har været bedre for det stående publikum på plænen (det håber jeg!), for selve lyden ud af fronten fejler intet. Pinks stærke vokal går tydeligt igennem. Det ændrer dog ikke på, at jeg igen, igen, igen bliver mindet om, hvor drønærgerlig stadion-lyd til musikkoncerter kan være, og hvor meget det kan ødelægge helhedsoplevelsen.

I anden akt får vi den mere punkede udgave af Pink at se, hvor “Fun House” er mixet sammen med No Doubts 90’er ska-hit “Just a Girl”. En overraskende fin kombination. Herefter præsenteres det yderst velspillende band én for én. Det er bare en forfærdelig skam, at lyden mudrer det hele til. Der står eksempelvis en violinist på scenen og spiller, men vi kan ikke høre den. Kun se den. 

Til gengæld virker det lidt bedre med “Hustle” fra den nye plade, der fungerer rigtig godt live med sit energiske up-beat. Igen føles det hele super musical-agtigt, med dansernes Grease-lignende outfits tilført kæmpe udskårne pap-blæsere og tegneserieanimationer i pastelfarver oppe på bagskærmen. 

Akt tre er ganske kort, og består kun af et enkelt nummer, “Secrets”. Her svinges Pink sensuelt rundt i en trapez-line med en mandlig danser. På hovedet, på siden, hængende, flyvende, svævende. Nu nærmer vi os for alvor Cirque du Soleil-stemningen. Det er spektakulært og dramatisk. Man fornemmer næsten, at publikum måber over de akrobatiske udfoldelser, de er vidne til. 

Generelt er det en grandios og imponerende produktion. Pink synger godt, hun er nærværende, kommunikerer med sit publikum og chasserer røven ud af trikot-bukserne. Når Pink er på scenen, så er hun hverken en musiker eller sangerinde. Hun er en performer. Men selvom jeg prøver at abstrahere fra det, så ødelægger lyden simpelthen oplevelsen totalt. For at sige det på underdrevet jysk: Det er sgu surt. 

Særligt i akt 4 under balladen “Just Give Me A Reason” saboterer ekkoet alt. Nu bliver det decideret uudholdeligt at høre på. Her er duetten med forsangeren i Fun, Nate Ruess, ellers iscenesat rigtig fint i Pinks univers, hvor et gammeldags antenne-fjernsyn midt på scenen levendegør hans vokal og ansigt i sort-hvid-billeder. Det kunne have været så smukt, men bliver i stedet så uendelig skingert i mudder-lyden, at jeg må holde mig for øret en kort stund. 

Af uransagelige årsager har Pink valgt at spille hele to cover-numre på denne tour, og jeg undres over hvorfor? Konsekvensen er, at hendes mange egne hits må vige pladsen for andres numre. Bevares, Bishop Briggs-sangen “River” klæder hendes vokal, og i omkvædet giver hun den fuld smadder på den fede måde. Men vi er jo for filan kommet for at høre Pink, ikk? Trøsteplasteret her er, at lyden er så tilpas bas-og guitar-tung, at man et øjeblik ikke bemærker lydhelvedet. Men det kræver åbenbart en rungende bas så dyb, at den nærmest flår indvoldene ud af maven på én, før det kan lade sig gøre i aften. 

Det er desværre kun en momentvis oplevelse, for allerede i næste sang, “Just Like Fire”, er vi tilbage i ekko-mudderet, og især når Pink rammer de helt høje toner i omkvædet, lyder det på grænsen til tinnitus-skingert. Og det er så hamrende trist, for vi ved jo, at sådan lyder hendes stemme live, under ordentlige forhold, i virkeligheden slet ikke.    

Showets længste stykke, akt fem, indledes på storskærmen, hvor video-flashbacks fortæller historien om Pinks egen karriere, hendes børn og hendes humanitære arbejde. Pink har altid slået en proper næve for feminismen og alle de mennesker, som føler, de skiller sig ud fra flokken. “Jeg er glad, hvis jeg har fået bare én pige til at få det bedre med sig selv”, gungrer det ud af højtalerne. Det er helt tydeligt, at hun har en vigtig og oprigtig mission på hjerte, men lyden drukner desværre budskabet på Casa Arena i støj.   

Et potpourri af nyere ballader og down-tempo-numre følger hinanden, i form af “What About Us”, “For Know” og “90 Days”, hvor Pink hiver sangeren Wrabel ind på scenen til en duet. Publikum virker til at tabe pusten lidt undervejs, og snakken stiger pludselig markant i volumen. De vågner dog lidt op til dåd igen under aftenens andet cover, Cyndi Laupers klassikker “Time After Time”, hvor omkvædet fungerer som et stort syng-med-kor til den akustiske guitar. Der går lidt for meget lejrbålssang i den til min smag, og det føles ganske ironisk, at publikum for alvor først skråler med på en anden artists nummer. 

Tempoet skrues heldigvis i vejret igen med den folk-inspirerede “I Am Here”, hvor bandet joiner Pink på podiet med bas, cello og gulvtam, samt et utroligt lækkert fire-stemmigt kor. Det kræver desværre bare, at man stikker fingeren i det ene øre for tilnærmelsesvis at kunne høre de musikalske lag ordentligt i larmen. Og under næste nummer, kæmpehittet “F**kin’ Perfect”, begynder mit rungende hoved for alvor at blive træt.  

Sjette, og sidste, akt starter ellers med en stærk historie om Pinks seksårige datter, der synes, hun er grim, fordi hun ligner en dreng. Pink laver derfor demonstrativt en powerpoint til hende, som hylder de store androgyne artister, der har turdet at skille sig ud gennem tiden. David Bowie, Annie Lennox, Prince. Afslutningsvis fortæller Pink sin datter, at samfundet også fortæller hende, at hun ligner en dreng med sit korte hår, og at hendes krop er alt for muskuløs til at være feminin. “Men ser du mig lave noget om ved mit udseende af den grund? Nej, mor. Og er det ikke mig, som laver udsolgte stadionkoncerter til tusindvis af mennesker verden over? Jo, mor”.

Med opsangen til både publikum og datter om at turde være sig selv, kaster Pink sig meget passende over oden til sine fans, den Max Martin-komponerede “Raise Your Glass”. Og der er absolut ingen tvivl om, at både publikum og alle medvirkende i showet har en ekstra stor fest, da datteren Willow kort efter præsenteres ind på scenen, imens hun laver uendelige vejrmøller frem og tilbage til sin mor. 

Koncerten har opbygningsmæssigt nået sit klimaks nu, og på “Blow Me (One Last Kiss) og “Can We Pretend” fornemmer man i korte glimt, hvor godt bandet swinger, og hvor stor en energisk dansefest det kunne have været, hvis lyden ikke saboterede hver eneste strofe. Jeg har decideret ondt i trommehinderne nu og har egentlig bare lyst til at koncerten skal slutte. Især den elektriske guitar gnaver sig ubehageligt ind i øregangene.  

Men inden vi når så langt, skal vi naturligvis afslutte med Pinks absolutte glansnummer, hvor hun katapulteres ud i en line og flyver ud over stadion til tonerne af “So What”. Det ser simpelthen bare rocker-blæret ud, når hun moonwalker i luften to meter over publikum fra højre til venstre. Og jeg ville helt sikkert også være lige så imponeret som dem nede på rækkerne foran mig, hvis altså ikke det var fordi, at hun afsluttede sidste tour på præcis samme måde, til præcis samme nummer. 

I dagens anledning får vi ekstranummereret “Glitter in the Air”, alene med Pink på vokal kun tilsat piano, hvor hun til sidst løber sine børn imøde på scenen efter endt sang. En fin og ærlig slutning på et ellers eminent show, der desværre blev fuldstændig totalskadet og ødelagt af en massakrerende elendig lyd. Øv. 

 

Sætliste:

Akt I:

  1. Get The Party Started
  2. Beautiful Trauma
  3. Just Like a Pill
  4. Who Knew

Akt II:

5. Funhouse / Just a Girl

6. Hustle

Akt III:

7. Secrets:

Akt IV:

8. Try

9. Just Give Me a Reason

10. River

11. Just Like Fire

Akt V:

12. What About Us

13. For Now

14. 90 Days

15. Time After Time

16. Walk Me Home

17. I Am Here

18. F**kin’ Perfect

Akt VI:

19. Raise Your Glass

20. Blow Me (One Last Kiss)

21. Can We Pretend

22. So What

Ekstranummer:

23. Glitter in the Air 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA