x
Jesus med charme, maveskind og lækre nudler

Christopher, Smukfest, Bøgescenerne

Jesus med charme, maveskind og lækre nudler

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Christopher er efterhånden blevet den mest leveringsdygtige rendyrkede popsanger i det lille danske land. Han er en mand, der ikke kan gøre noget forkert i popdanmarks øjne, og det vidste han allerede, da regnen stilnede af foran bøgescenerne denne lørdag eftermiddag-aften. Det var nok også derfor, hele seancen fremstod lidt tilbagelænet og skråsikker. Med et veloplagt band og to korsangere kunne Christopher nok engang stjæle mænds og kvinders hjerter, uanset alder.

Allerede ved "Tulips" var det tydeligt, at Christopher kørte meget hjem på charmen og gik lidt rundt og smilede rutineret til den massive flok af unge hjerter foran scenen. Vokalen kommer nemt til manden, og derfor lød det flere gange, som om han ikke rigtigt gad udtale alle stavelserne til morsom effekt. Også grebet med at give omkvædet videre til publikum fyldte alt for meget, og vi uden for hjerteflokken havde gerne nydt nogle flere helt gennemførte Christopher-sange.

Sættet var også en anelse underligt sat sammen med mere urbanorienterede "CPH Girls" og Brandon Beals "Twerk It Like Miley" klumpet sammen med den undervurderede "Mama". Christopher anerkendte blankt, at hans musik er ren pop, og selv de nye sange er afsindigt nemme at synge med på ved "andet vers". Det betyder dog ikke, at de er afsindigt spændende, og en afslappet festivalkoncert bliver således en ret forglemmelig festivalkoncert. 

Højdepunkter var der ellers nok af med den enkle "Irony", der blev kluntet introduceret af Christopher som en sang om at være afhængig af sin telefon, men også om de urealistiske skønhedsidealer, vi finder på Instagram. Som en ekstra prik over i'et i ironi, stod det noget nær perfekte mandfolk med udstrakte arme i en formidabel Jesus-positur. Ironien flyder tykt, når sangteksten så også lyder "My label's telling me I gotta lie". Det er ikke til at se, hvor ironien starter og stopper, og det er til at blive rundtosset over.

Under "Told You So" blev blusen lige løftet tilfældigt for at tørre sved af panden og tilfældigvis afsløre Christophers veltrimmede mavemuskler. På dette tidspunkt efter "Irony" er det til at blive helt skør af, om det er kalkuleret optrin for at forvandle de regnvåde gæster til drivvåde gæster, eller om det vitterligt var en kort indskydelse. Om ikke andet var effekten tydelig at mærke hos publikum.

Det var svært ikke at lade sig charmere af det selvsikre vidunderbarn, særligt når han så nonchalant som muligt sniger sig hen til mikrofonen og blinker til kameraet og mumler sig frem til ordene i førnævnte "Twerk It Like Miley", der også står som højdepunkt ved for alvor at tilgodese den tilbagelænte attitude. Christopher fremstod her som en nymoderne crooner, der kun mangler en drink i hånden og et svajende mikrofonstativ for at være som en ny dansk Frank Sinatra. Men man savner efterhånden de gamle popkoncerter, hvor der var kælet for koreografi, mellemstykker og alskens virkemidler, der netop var udtryk for, at man ikke gik ud fra at have publikum i sin højre hånd fra starten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA