x
Røde Kinder: Røde Kinder

Røde Kinder
Røde Kinder

ANMELDELSE: Bryder lydmuren med direkte energi og upoleret facade

GAFFA

EP / Eget selskab
Udgivelse D. 21.06.2019
Anmeldt af
Andrea Washuus Bundgaard

Den nye danske duo Røde Kinder er klar med sin debut-ep under samme navn. Men på trods af duoens dugfriske tilstedeværelse på den danske musikscene er særligt en af de to bagmænd allerede ganske etableret. Den ene halvdel består nemlig af Nelson Can-forsanger og sangskriver Selina Gin, som denne gang har byttet de to rockglade medsøstre med identisk pandehårs-frisure ud med instrumentalisten Jonas Emanuel, i et sublimt match af to musikalske ildsjæle. For præcis sådan lyder de; som to flammer, der brænder om kap med hinanden i hånden i gennem fire upolerede numre, der alle synes autentiske ind til knoglen, hvilket ikke mindst afspejles i måden, de er opstået på. Røde Kinder oprandt nemlig som liveindspilninger, med ønsket om at frigøre sig fra egne og andres forventninger om "det perfekte". Og det er der i sandhed kommet et fint og særlig umiddelbart udtryk ud af. Med hjælp fra trommeslager Maria Juntunen (ligeledes kendt fra Nelson Can) og producer Noah Rosanes.

En ro med bagtanker

”Hverken eller hvad” åbner festen med skramlende reallyde og en ubændig synth-melodi med tråde tilbage til 80’ernes psych-rockede udskejelser. Som et dynamisk kneb, der går igen, dæmrer en ro med bagtanker, der kun næsten når at sænke sig, før den igen opkvikkes af hårdere anslag og Selinas vokale pragtpræstation af hæshed, selvsikre ansatser og højfrekvente skrig – drevet af inspiration fra forgangne kvindelige artister med en god portion attitude, som Alanis Morrisette og Dolores O’Riordan. På samme måde rummer Selinas vokal en alsidighed, hvor det blide blander sig med det rå uden de mindste tegn på konfliktende sammenstød. Særligt i ”Byen er så fremmed” viser Selinas kraftfulde vokal sig i det dybe leje, der komplementerer den taktfaste, småhidsige instrumentering og i øvrigt tidens genfundne lyst til at udforske rock-tendenser på ny. Også den lyriske historiefortælling er en central del af værket, der sætter tematikker som angst og afhængighed af andre mennesker på dagsordenen i et univers, der veksler mellem en håbefuld optimisme og en ængstelig melankoli.

I ”Væk fra mine øjne” er det, noget pludseligt, Jonas, der tager skudens styring med et ansvar som frontmand, han dog sagtens kan bære. Med en lyd, der er mere afdæmpet og spæd end Selinas, rammer han den samme ærlige klang, som det fulde værk med stor troværdighed har til hensigt at eksekvere – omend et trin mere dystert. Her ligger instrumenteringens styrke i underspillede riffs og en særlig kælen for detaljerne, som er det bærende element i det, der fremstår som ep’ens sjælebasker. Desværre bliver de elektroniske valg dog flere steder en anelse kunstige og Logic-lydende...

Krydderi til vækstlaget

Røde Kinder er et spændende krydderi til undergrunden såvel som den mere etablerede nationale musikscene. Med deres umiddelbare udtryk, rockede vibrationer og tydeligt passionerede tilgang til musikken placerer de sig i den gruppe, der kun spicer tingene op i tidens ellers noget polerede og hitorienterede lydbølge. Genre-bevidste og særdeles vellydende som de færreste. Af samme grund kan de lyttes til i de fleste slags sammenhænge, og personligt ryger de på min hellige morgen-playliste, med henblik på at sparke dagen i gang med drivkraftig energi og tid til eftertanke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA