x
Drake: Care Package

Drake
Care Package

Drake samler op på sine g(l)emte hits

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 02.08.2019
Anmeldt af
Cillian Murphy

Drakes Care Package er en slags opsamlingsalbum, og velsagtens det eneste af slagsen, der kan laves i denne digitale tidsalder. Det består af 17 numre, som hidtil kun har været tilgængelige på Soundcloud og YouTube. Med andre ord: numre, som har manglet på alle vores streamingplaylister i årevis, og som nu skal tjene en lille mønt ind til Drake, som ellers ikke kan påstås at mangle på den front.

Taget i betragtning, at alle sangene er throwaways og demosingler, er der mange velsmagende bolsjer i posen. Åbneren, den Jai Paul-samplede “Dreams Money Can’t Buy”, sender os direkte tilbage til før Take Care-æraen og 2011’s selvglade, men samtidig selvironiske og bramfri Drake. Deromkring finder vi også “Paris Morton Music”, som, i min helt ydmyge optik, rummer en af de allerbedste Drake-vers, Drake til dato har leveret (”It take a certain type of man to teach/ To be far from hood, but to understand the streets/ I never threw away that paper with my Grammy speech/ Because I haven't hit the pinnacles I plan to reach”). Mere overlegent og bramfrit bliver det på “Draft Day” og “5AM in Toronto”, hvor der bliver skudt med skarpt på resten af branchen.

Numrene bidrager hver især perfekt til det kunstneriske image, Drake har bygget kompromisløst og målrettet op de sidste ti år. Der er aldrig blevet sat en fod forkert, hvilket sætter en fed streg under Drakes position som gallionsfigur for den nye måde at gøre tingene på; om man bryder sig om manden eller ej

Care Package er en god times sange, som aldrig ramte hitlisterne, fra manden, som grundlagde singlekulturen og selv fik 22 af slagsen på Billboard 100. Lad os derfor blot konstatere, at Drake har været en af 10’ernes helt definerende popkulturelle skikkelser i spændingsfeltet mellem pop, rap og r&b.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA