x
Stærke stemmer og solid sangskrivning – både fra og uden for flinkeskolen

Caitlin Canty, Signe Svendsen, Heidi Talbot, Irish Mythen, Jenn Grant og Leslie Stevens, Women's Circle, Tønder Festival, Telt 1

Stærke stemmer og solid sangskrivning – både fra og uden for flinkeskolen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Konceptet Women’s Circle har de sidste to år været en stor succes på Tønder Festival. Det går i al sin enkelhed ud på, at en række kvindelige sangere og sangskrivere spiller hver en sang efter tur, lejlighedsvis med lidt kor fra de andre, og så slutter de med et fælles nummer. Og bare rolig, der er i ligestillingens navn også en Gentlemen’s Circle.

Ligesom sidst er teltet fuldstændig pakket, da vi begynder, i år i fuld sol modsat sidste års regnvejr. De optrædende, der først lige har mødt hinanden, er amerikanske Caitlin Canty, danske Signe Svendsen, irske Heidi Talbot, irsk/canadiske Irish Mythen, canadiske Jenn Grant og amerikanske Leslie Stevens, der optræder i den rækkefølge, de her er nævnt i, med en sang hver ad tre omgange. På den måde bliver vi gradvist præsenteret for de forskellige sangskrivere og lærer dem bedre at kende. Signe Svendsen skiller sig selvfølgelig ud ved at synge på dansk, mens det musikalsk er Irish Mythen, der stikker mest ud fra mængden gennem sin rå stemme, direkte tekster og huggende guitarspil. Og Leslie Stevens gør sig bemærket som regulær countrysanger, komplet med cowboyhat og twang på stemmen. Hun er også den eneste, der spiller el-guitar, mens de øvrige betjener sig af akustisk guitar og lidt firkantet kan betegnes som en form for folk-sangere.

To af de nordamerikanske deltagere, Caitlin Canty og Irish Mythen (ja, hun bor i Canada, men tæt på grænsen til USA på Prince Edward Island), beklager ikke overraskende begge USA’s aktuelle politiske situation, men vælger dog at se optimistisk på fremtiden i deres sange, og som Canty siger: ”USA er andet end folk, der råber ad hinanden”. Leslie Stevens har til dels valgt en satirisk, anti-religiøs vinkel, hvor hun blandt andet synger ”Everybody Drinks and Drives in Heaven”, en lille, med hendes egne ord, blasfemisk sang, ”for himlen virker som et dysfunktionelt sted.” Mythen har også gang i de højere magter, når hun i den blues/gospel-påvirkede ”Jesus” synger om, at hun har ret til Jesu velsignelse, selvom hun både drikker og er lesbisk, og i øvrigt til sidst tiltaler Jesus som en kvinde, til publikums jubel.

Sat over for Irish Mythen og Leslie Stevens fremstår de øvrige fire deltagere som ret pæne og harmonisøgende, selvom Signe Svendsen har nogle ganske underholdende kommentarer – hun har ikke for ingenting 500 gange været ”hende den kedelige, der står lidt til højre for Niels Hausgaard” for nu at genbruge hendes Kirsten Birgit-citat fra Hausgaard-hyldestkoncerten dagen før. Der er smukke, lyse stemmer, fint fingerspil på de akustiske guitarer og absolut udmærkede, ofte længselsfulde sange, men det er godt, at Mythen og Stevens kaster lidt grus ind på guitarstrengene med jævne mellemrum. Mythen spiller i øvrigt så hårdt på sin guitar, at pickuppen ryger af, og en streng springer hele to gange. Det bliver heldigvis fikset backstage. Mythen bidrager også til spændingen på en anden måde ved at fortælle, at hun er allergisk over for hvepse, som der kredser en del af rundt omkring scenen, men hun har heldigvis en adrenalinsprøjte med og instrueret Heidi Talbot i at bruge den, hvis det bliver aktuelt – det gør det heldigvis ikke.

Det er rørende at høre Jenn Grant synge om sine drømme om at få et barn i ”Keep a Light On”, og det lykkedes også omsider, ”med en blanding af magi og videnskab”, og hendes ni måneder gamle søn Gus befinder sig nu i trygge rammer bag scenen. Signe Svendsens sang om hendes farmors brudte forlovelse i ungdommen er også værd at fremhæve ligesom Heidi Talbots ”The Last Star” om en tabt kærlighed. Under denne sang bemærker jeg noget smukt, man ser oftere på Tønder end på mange andre festivaler, nemlig par i senior-segmentet, der kysser hinanden ganske lidenskabeligt.

Stærkt er det også, da alle seks sangere til slut fortolker salmen ”Amazing Grace” med et vers til hver og de andre på kor – de har også sunget kor på udvalgte sange tidligere i sættet – indtil der til sidst er fællessang med publikum. På dette tidspunkt er teltet kun trekvart fyldt, men det skyldes formodentlig snarere den voldsomme hede end mangel på interesse, for de, der er blevet er tydeligvis begejstrede. Alt i alt et par udmærkede timer i godt og tilpas alsidigt kvindeligt selskab – så bliver det spændende at se, hvad mændene kan udrette i morgen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA