x
Symfonisk svineri på højt niveau

Svin og Aarhus Sinfonietta, Langenæskirken, Aarhus

Symfonisk svineri på højt niveau

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er en ganske særlig koncert, der finder sted i Langenæskirken i aften. Den københavnske avantgarderocktrio Svin har sat ni musikere fra det aarhusianske orkester Aarhus Sinfonietta stævne. Aarhus Sinfonietta spiller moderne klassisk musik, og sammen fremfører de Svins nyskrevne værk Elegi, der græske ord for klagesang.

Der er da også en umiskendelig vemodig tone over det meste af værket, som det meste af tiden er noget mere afdæmpet og harmonisk, ja, decideret smuk, end Svins ofte mere larmende og højenergiske, instrumentale musik. Det hele begynder ganske stille med nogle toner fra Lars Bech Pilgaards akustiske guitar, mens den voldsomme regn udenfor banker mod Langenæskirkens tag og ruder. Man skulle næsten tro, det sammensatte orkester havde bestilt regnen hos vejrguderne, for lyden passer fremragende ind.

Senere bliver regnen gradvist overdøvet, mens lyden af de øvrige instrumenter – blæsere, strengeinstrumenter og slagtøj, herunder nogle gulv-gonger – rejser sig langsomt, som et hav, der bliver gradvist mere uroligt. Efter fem-ti minutter har musikken nået et dissonant klimaks, som et hav i oprør, inden det hele klinger gradvist ud. En stille klarinet fører direkte over i næste sats af værket, hvor to marimbaer spiller en fremtrædende rolle, og også her begynder satsen roligt og udvikler sig over nogle minutter til et voldsomt crescendo med blandt andet hurtige slag på bækken og Thomas Eilers enorme gulvtam, der bliver betjent med køller.

Musikerne har placeret sig i tre grupper med henholdsvis fire trommeslagere/slagtøjsspillere, fire blæsere – en trombonist og tre på klarinet/saxofon – og fire strengeinstrumenter: guitar samt cellist, violinist og harpenist. Hver gruppe består af et medlem fra Svin samt tre fra Aarhus Sinfonietta, og især Svins Lars Bech Pilgaard og Henrik Pultz Melbye: på tenorsax og klarinet fremstår som en slags dirigenter. Ifølge omtalen på Aarhus Festuges hjemmeside skal de forskellige instrumentgrupper arbejde ”med og mod højttalerne”.

Det oplever jeg dog ikke så meget fra min plads på første række ude til højre, men til gengæld sker der noget spændende midtvejs i værket, hvor de fire slagtøjsspillere placerer sig i hvert hjørne omkring publikum med hver sin lilletromme, som de hamrer heftigt på, på skift, således at vi oplever vaskeægte surround sound helt uden brug af højttalere. Det lyder faktisk temmelig meget, som regnen gjorde en halv time tidligere, men nu er den vist stilnet af. Kort efter bliver lytternes ører spiddet af nogle højfrekvente hyletoner, som kommer, når der bliver kørt en violinbue op og ned på siden af et mindre, aflangt slagtøjsinstrument. Hverken Svin eller Aarhus Sinfonietta har glemt deres avantgarde-forbindelser, og jeg priser mig lykkelig over mine ørepropper.

Slagtøjsspillerne fortsætter med at have en fremtrædende rolle i anden del af værket, hvor de ofte banker derudad i for mig svært dechifrerbare taktarter, men hvor der dog også er mere lavmælte passager. Det er tydeligt, at vi er til en koncert på den klassiske musiks præmisser, for alle spiller efter noder, og ingen fra det kulturelt kapitalstærke publikum begynder at klappe mellem satserne.

På et tidspunkt bliver vi også udsat for nogle orientalsk klingende blæserinstrumenter, der lidt lyder som en mellemting mellem en trompet og en kazoo, og Lars Bech Pilegaard spiller et afrobeat-associerende tema på den elektriske guitar, han nu er skiftet til. En banjo strøget med violinbue har han også haft gang i undervejs, og det hele slutter, hvor vi begyndte, helt stille med et melankolsk tema på akustisk guitar.

Så har vi været en god tur rundt i følelsesregisteret på den time, værket Elegi varede, men med en overvægt af de mørke nuancer, uanset om vi har været i det skønhedssøgende eller det stressende hjørne. En klagesang kan man roligt kalde værket, og om det handler om personlig sorg eller verdens aktuelle tilstand, må være op til den enkelte at afgøre. Hovedindtrykket er dog en meget smuk og meget lidt svinsk koncert, hvor der helt i tråd med årets festugetema blev bygget en bæredygtig og arkitektonisk vellykket bro mellem den rytmiske og den klassiske musik, og hvor både Svin og Aarhus Sinfonietta nok fik nogle nye fans. Jeg håber, de fortsætter samarbejdet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA