x
Amason: Galaxy I

Amason
Galaxy I

ANMELDELSE: Retroklingende rodebutik, på både svensk og engelsk

GAFFA

Album / Kobalt
Udgivelse D. 09.08.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Andet udspil fra det svenske musikerkollektiv, der blandt andet tæller medlemmer af Dungen og Pontus Winnberg fra Miike Snow, starter godt. Amanda Bergmans stemme smyger sig elegant om smooth synth på ”Marry Me Just for Fun” og den langsomme 70'er-klingende ”Hit The Bottom”. Også de melankolske toner fra klaver og organisk summende baggrundsstøj på ”You Don’t Have To Call Me” fungerer rigtig fint.

Men så smides der en skruenøgle ind i det musikalske maskineri, for pludselig overtager Gustav Ejstes vokalen, og sproget skifter til svensk på ”Tre Karameller”. Det ender som en flad og alt for lang opremsningssang med cheesy saxofon og fortænkt spoken word. Ærgerligt.

Den elegante opfølger ”Benny”, som er fin 80'er-synthpop, redder noget, men så smides der lige endnu en svensksproget sag ind. Denne gang en lidt fersk gang 70'er-funk på ”Samlaren”.

Med blot otte numre er den slags aparte og dårligt tilpassede udsving med til at gøre helhedsindtrykket af Galaxy I ærgerligt flagrende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA