x
Temples: Hot Motion

Temples
Hot Motion

ANMELDELSE: Tidsmaskine låst fast på 1969-1971

GAFFA

Album / ATO Records
Udgivelse D. 27.09.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Få bands har taget retrokonceptet til sig som engelske Temples. Deres lyd er destilleret 60'er-psykedelisk rock a la Byrds, Beatles og T-Rex, og det har ikke ændret sig meget på deres tredje udspil.

Titelnummeret viser dem fra deres stærkeste side. Der er drømmende kor, legesyge riffs, og så får nummeret lov til at space fint ud til sidst, hvor et trommedrevet temposkift løfter sangen. Et hvinende guitarriff fylder godt på ”Step Down”, og bandets feel for genre og stil er der intet at udsætte på. ”Holy Horses” lyder for eksempel som noget, Ray Davies uden problemer kunne have tryllet frem.

Den bløde ”You’re Either on Something” leger elegant med genrens rygte om brug af bevidsthedsudvidende stoffer, og frontmand, og Marc Bolan-lookalike James Bagshaws bløde vokal smyger sig om albummets småstenede, men også fine og velproducerede melodier.

Temples ender dog med at dykke lidt for dybt i tidslommen. Der er sket for lidt for bandets musik, og numrene er bare ikke så stærke som på den efterhånden fem år gamle debut.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA