x
Caroline Polachek: Pang

Caroline Polachek
Pang

Pang! Du er nu hypnotiseret!

GAFFA

Album / Perpetual Novice
Udgivelse D. 18.10.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

"Bing! Du er hypnotiseret!" hedder punchlinjen i en klassisk Carl Barks-serie, hvor Anders And er overbevist om, at en legetøjs-hypnose-pistol rent faktisk virker. Jeg tør henvise til samme punchlinje, for jeg føler, at den tidligere Chairlift-frontfigur Caroline Polachek har holdt en hypnose-pistol for min tinding de sidste mange måneder, siden hun udsendte singlen "Door" – tilbage i juni. Dog kan man friste til at sige "Pang!", når nu albummet hedder det.

Chairlift slog igennem tilbage i 00'erne, hvor de blev populær på baggrund af en iPod Nano-reklame – jeps! Det var dengang, man kunne blive stor, fordi man reklamerede for hardware eller havde en MySpace-profil. Dog ligger Polacheks mest interessante musik i hendes soloarbejde. Hun har skrevet og arbejdet sammen med Beyoncé og Charli XCX – men burde fremhæves for sine mere alternative kanter, hvor hendes album Arcadia under pseudonymet Ramona Lisa står som en lille, overset perle. Her lykkedes det for Polachek at lave sfærisk artpop, med lo-fi optagelser og direkte inspiration fra musique concréte og dadaisme. Derfor er hendes debut under eget navn Pang meget interessant – da den er en slags fuldbyrdet version af de skridt, Polachek tog på Arcadia.

På Pang tager Polachek det endelige spring og leverer den rundtossede popplade, som hun tydeligvis altid har haft i sig. Singlerne, der blev udsendt før albummets udgivelse er her alle – og de er lige så ekstremt stærke, som før udgivelsen. "Door" er en midtempo powerballade med et lettere enerverende og gentagende omkvæd, der først giver mening, når man tænker over det, og introducerer pladens brug af akustiske instrumenter mod elektronik.

"So Hot You're Hurting My Feelings" er en decideret radiobasker, der lyder som Imogen Heap, hvis hun kun havde hørt Kate Bushs "Babooshka", komplet med en flirtende Polachek, der (vist nok) synger "show me your banana". Sidst, mens ikke mindst er "Ocean of Tears" et stykke rendyrket smadrepop, med en af Polacheks mest gradbøjede vokaler og et hårdtslående synthforløb, der intensiveres. En stærk kandidat til årets alternative popbanger.

Af andre numre bør titelsangens Game Boy-blip og latinpop-rytme bifaldes, især det synth-wash, der kommer, når Polachek endelig udbryder "into – PANG!", som understreger lydeffektens euforiske islæt. "Caroline Shut Up" er en medrivende selvironisk popbanger med et fantastisk omkvæd i shufflerytme, og "New Normal" blander country-lapsteel, håndspillet bas og endnu en latin-rytme i en euforisk fest af genreforvirring. "Hit Me Where It Hurts" bør også fremhæves for sin nutidsopdatering af en slags bastard-r&b. Og så videre. Og så videre.

Ud over en konstant leg med genre og produktion er Polacheks stemme og sangskrivning den virkelige stjerne på Pang. Kvindens fantastiske stemme bøjes via maskinerier, og selvom hun sagtens kan ramme alle tonerne selv, giver den androide AutoTune hendes kompositioner et ekstra lift, hvilket kulminerer på "So Hot", hvor Polachek synger en solo, der lyder mere som en Robert Fripp-guitar end hendes stemme.

Det er faktisk kun "Go As a Dream" og "Parachute", der trækker lidt ned i deres totale anonymitet, men måske er det fordi, de blegner totalt ved den legesyge man finder på de andre numre, så man kan blive enig med sig selv om, at det – for en gangs skyld – ikke trækker ned! Undertegnede var tæt på kun at give fire stjerner til det her album, og gå videre med det næste, men et eller andet i de mange lag af produktion lod mig blive hængende, og albummet endte med at suge mig ind i en helt anden verden – det samme, som Arcadia gjorde det inden. Giv det en chance! Hvis al popmusik var så legesygt, velskrevet og ambitiøst, ville verden være et bedre sted. 

Betragt det som en trussel: Pang! Du er hypnotiseret – Nu er du Caroline Polachek-fan!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA