x
Hjertelige Hjalmer

Hjalmer, Dexter, Odense

Hjertelige Hjalmer

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

De fleste mere eller mindre audiofile musikelskere kender følelsen. Den første gang. Alt for lang tid har man måttet nøjes med bilstereo og discount earbuds til de musikalske stunder, men i det øjeblik, man krænger sine nye høretelefoner ned over ørene eller fylder rummet med hi-fi-anlæggets krystalklare gengivelse af Pink Floyd, Dr. Dre eller hvad man nu lyster, da foldes ørene ud i grådig ekstase, og man får lyst til at gå på opdagelse i al den musik, man troede, man kendte. Sådan var det også, da Hjalmer ufortrødent satte gang i sin omtrent akustiske koncert på Odenses mest vellydende spillested, Dexter. 

Som ved enhver anden udsolgt koncert med unummererede pladser var Dexters ansatte på prøve for at få plads til alle blandt borde og stole og dæmpet lys og isterningklirrende drikkevarer. Ikke bare gik vibrationerne fra hver en guitarstreng og hvert et stemmebånd klart igennem hele Dexters ungdommelige kasse af et rum, publikum var også grebet af musikken og de fyldige anekdoter, som berettede Hjalmer Larsens rejse fra det håbefulde gymnasieband Nordkap til kontrakten med Universal Music. “Folk som os” var et tidligt højdepunkt. Sangen dannede et solidt fundament for en betagende koncertoplevelse, der for alvor tillader, at man undslipper dagligdagen og virkeligheden i løbet af de omtrent 90 minutter, Hjalmer stod på scenen med sin uovertrufne kompagnon Simon Luth. 

Legelystne Larsen

Der var en skævhed i Hjalmers vokal, som i jeg i hvert fald ikke havde hørt eller lagt mærke til før. Ikke live og slet ikke på udgivelser som det spritnye debutalbum Midt I En Drøm Eller Noget Der Ligner. Der var et spøgelse og en udødelighed i de små hæse vokaler, og det gjorde Hjalmer og hans koncert til utroligt meget mere end en ung mands forsøg på at være sangskriver og popmusiker. Arrangementerne bar præg af en højere ambition og en isoleret tilgang, som løfter sig langt væk fra de pasticher, Christian Hjelm, Carl Emil Petersen og Folkeklubben indimellem gør sig skyldige i. 

Det havde været oplagt at følge det friskbagte album til dørs med en turné, der med band skulle gengive de nye sange, som publikum kendte dem. Koncerten derimod pillede albummet fra hinanden og skabte et enklere, men større indtryk af Hjalmer som følelsesformidler og musiker. “Drengene” fra ep’en Skabt Til At Være Ung blev noget ganske andet med kun Hjalmer og Simon på guitar og så med Luths fabelagtige korsang gennem en art vocoder, der forresten vendte stærkt tilbage i andet sæt som intro til den bedrøvende “Godt Igen”. Med så flot en filtreret vokal kunne man kun drømme om at opleve Bon Iver på Dexters pragtfulde lydsystem.

Skuffer Ingen

En veninde fortalte mig engang, at Hjalmers far havde besøgt den skole, hun og Hjalmer gik på for at hjælpe med at gøre skolemusicalen så god som muligt. Der opstod et hidtil uset ambitionsniveau, og musikken og dramaet blev blottet for den typisk danske nøjsomhed. Det var også den fornemelse, man hurtigt fik med koncerten på Dexter, at Hjalmer og Simon Luth sammen løftede de muligheder, der normalt er for 24-årige popstjerner, som blandt andet får lov at synge duet med Medina.

Der var medbragte og omdannede gamle sange fra gymnasietiden med Nordkap, og en lille melodi kaldet “Kære Sylvia” endte i en flot og frit svævende solo fløjtet fra hovedpersonens gyngende mund. Det var tydeligt, at gamle sange var blevet aldeles forfinede, og de lidt kejtede triplet-stavelser på “I Morgen Er Glemt” blev flydende i den nøgne udgave, der drilsk kunne besnære sit publikum.

Andet sæt havde ikke samme overraskende styrke som de umiddelbare skrabede popsange, der pletvist lød som dansk musikhistorie. Det var svært for denne anmelder ikke at mærke tårekanalerne dirre ved en så uventet magisk musikoplevelse. Det lå i de små fine detaljer, som når Luth lige krængede sig lidt ekstra ud på “Hvis Du Går”, eller når elguitaren danser uforstyrret rundt i lydbilledet på Dieters Lieder-coveret “Dig Og Mig”. Sangstemmen blev måske en anelse falsk og skinger på “Koldt”, og omkvædet lød lidt fladt på “Skuffer Ingen Andre”, men det skete kun gennem ambitionen i, at hver sang skulle kunne være sig selv i et semi-akustisk sæt spillet af to dygtige musikere, der adskillige gange viste, at de kunne spille fortrinligt sammen.

Bedre end pop

Hjalmer havde efter sigende nydt stor succes med diverse guldplader og et album, der kun lige måtte vige hitlistens førsteplads for en folkelig darling som Rasmus Seebach. Det var dog sigende, at numre i uptempo som “August”, “Liv” og det nye storhit “Istedgade” ikke fandt deres plads i sættet helt så eminent som de blomstrende ballader, der langsomt trillede gennem mikrofoner og ud i Dexters mange opmærksomme øregange. “Mandag Morgen” forvandlede således onsdag aften til søndag formiddags eftertænksomme tidsløshed.

Det var en af de koncerter, der skal nydes som en enestående oplevelse, for snart har man vænnet sig til Dexters fortrinlige lyd, nøjagtig som man før eller siden mister taknemmeligheden for de nye høretelefoner og det smarte hi-fi. Dertil er det tydeligt, at Hjalmer har for stort et publikum til at kunne nøjes med en siddende flok tæt midt i Odense centrum, og næste gang er der langt større armbevægelser med fuldt band til turnéen i foråret. Det er naturligvis essensen af liveoplevelser, at de per definition er enestående. Nogle gange skal der bare en koncert med Hjalmer til, for at man sådan rigtigt bliver mindet om det.

 

Sætliste:

Folk Som Os

Lige Nu

Drengene

August

Kære Sylvia

Som at Bo på Hotel

I Morgen Er Glemt

Godt Igen

(pause)

Koldt

Mandag Morgen

Hvis Du Går

Skuffer Ingen Andre

Kongespil

Liv

Dig Og Mig (Dieters Lieder-cover)

Vådeskud

Istedgade (Uhh)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA