x
Svensk storladenhed og virtuositet slog revner i nationalscenens fundament

Opeth, Det Kgl. Teater, Gamle Scene, København

Svensk storladenhed og virtuositet slog revner i nationalscenens fundament

Anmeldt af Nana Vogelbein | GAFFA

Siden begyndelsen i 1990, hvor Opeth gik efter verdensrekorden i ondhed, har band og fans været på en dannelsesrejse, der bevæger sig mere og mere i retning af det progressive. Med udgivelsen af bandets 13. studiealbum, In Cauda Venenum, i slutningen af september i år, stod det helt klart, at turen mod det legende og eksperimenterende ikke er til ende.

Det var da også bandets fortolkning af prog-rocken og dens univers, der stod stærkest i løbet af de mere end to timer, som bandet underholdt de 1300 fremmødte på den totalt udsolgte Gamle Scene i Det Kgl. Teater. Opeths første og eneste udsolgte show på turnéen, som kom til sin afslutning i København, fortalte frontmand Mikael Åkerfeldt og sendte i den forbindelse det danske broderfolk en stor tak for opbakningen.

Klædeligt uperfekte

Forestillingen begyndte ellers lidt sløvt. Først i tredje sang, "Hjärtat Vet Vad Handen Gör", fik bandet spillet sig ordentligt ind på hinanden og den danske nationalscene.

Åkerfeldt fortalte, at han ikke var på toppen. Det bar hans stemme præg af. Sliddet var dog aldrig så iørefaldende, at det skæmmede koncerten, og de glimtvise svagheder var faktisk med til at give Opeth en mere upoleret og tilbagelænet fremtoning, som bandet ellers ikke er kendt for. Det klædte dem at være uperfekte, og Opeth spillede søndag aften i den grad lige så meget til hjertet som til hjernen.

Det er langt fra den bedste koncert, Opeth har givet på dansk grund, men det er suverænt en af de mest hjertelige og empatiske optrædener, denne anmelder har overværet i lange tider, og Opeth spiller bare aldrig rigtigt dårligt.

Frontmanden var, sygdom til trods, i glimrende humør og viste sig fra sin lune og charmerende side. Som sædvanligt, når orkestret gæster Danmark, var frontmand og publikum uenige om, hvilket sprog Mikael Åkerfeldt skal tale i mellem numrene. Og som sædvanligt endte det med, at han måtte skifte til engelsk. Når det kommer til at dechifrere det svenske sprog, er og bliver vi altså nogle danskjävlar.

Den totale oplevelse

Den otte år gamle sang "Nepenthe" fra Heritage, som sjældent bliver spillet, blev med stoisk ro og autoritet fremført halvvejs inde i koncerten. Med sin mellemøstlige, lettere jazzede og sfæriske vibe fungerede den fortræffeligt live. Ligesom det meste andet af Opeths materiale i øvrigt gør.

Det er som om, at numre, der på pladerne måske ikke gør det store væsen af sig, åbner sig op og vokser til noget helt andet og meget større, når de bliver spillet på en scene foran et publikum.

Visuals og lys komplementerede aftenen igennem musikken på ypperste vis og gjorde koncerten til nøjagtig den totaloplevelse, rammerne lagde op til.

Lyset i mørket

Det kan godt være, at Mikael Åkerfeldt påklædningsmæssigt er straight outta’ Tønder Festival, men jeg bliver sgu altid lidt forelsket i ham til hver koncert. Rockstjerneauraen er der ingen tvivl om. Den lyser ud af ham.

Men manden fra Stokholm udstråler også en solid portion ”je ne sais quoi”, der med årene er taget til i styrke. Han er et gudsbenådet talent. Typen, du egentlig godt gad at tage med hjem og præsentere for din mor, for han er et smukt menneske, som skriver smuk musik. Men han har også en mørk side, som ikke engang dine værste mareridt kan hamle op med. Det mærker man tydeligt, og det gør ham til et halv-farligt bekendtskab. Åkerfeldt indkapsler på den måde, præcis hvad Opeth er: Helt sin egen enhed, som man aldrig rigtigt ved, hvor man har.

Vanvittig virtuositet

Det svenske orkester er en konstellation af virtuose musikere. Bassist Martín Méndez synes måske ikke af meget, som han står dér, tilbagetrukket på sin platform. Men den rytme og disciplin, der kommer ud af ham og hans fire strenge, er dybt, dybt imponerende.

Breakdown-bæstet Fredrik Åkesson fik det til at se så legende let ud under den næsten 11 minutter lange "Moon Above, Sun Below", som lead-guitaristen havde insisteret på blev en del at sættet under denne turné. Selv den mest garvede strengespiller vil skulle øve sig en rum tid på nummerets tablaturer, der er så über-intrikate, at Mozart-busten ganske givet har nikket anerkendende fra sin plads i den smukke sal.

At kalde trommeslager Martin Axenrots spillestil for kompliceret er en underdrivelse. Det burde ikke være fysisk muligt at nå alle de slag, han når, og han missede ikke en takt aftenen igennem. Hans sidemand bag keyboardet, Joakim Svalberg, havde sin egen fest, mens han med stor præcision fik suppleret lydbilledet med de toner, der er så essentiel en del af progressiv rock og dermed også Opeths udtryk.

Dødskarrusel og prog-gynger

Forløsningen kom med afslutningsakten "Deliverance", som over 14 minutter blev bygget op til et urokkeligt monument over Opeths musikalske formåen og imponerende karriere. Det storladne, det delikate og den dommedagstunge dødsmetal i skøn forening med en lydmur så massiv, at de vist skal have tjekket Det Kongeliges fundament for revner.

Opeths legeplads vokser konstant, og selvom bandet måske nok er stået af dødskarussellen rent kompositionsmæssigt, cementerede søndagens seance, at der også er fucking fedt i prog-gyngerne.

Ingen islandsk impotens

Ballet blev åbnet af retro-rockerne i The Vintage Caravan fra Island. De tre herrer spiller dillerrock uden så mange dikkedarer, og de beviste, at de har potentiale til momentvis virkelig stiv pibe.

Nummeret "Innerverse" fik for alvor publikum til at rykke frem i veloursæderne, og under det stemningsfulde "On the Run" kunne man næsten mærke Ishavet sprøjte ind over østaten. Bandet bringer som sådan ikke noget nyt til bordet i deres genre, men det, de gør, gør de godt, og de gik til opgaven med stor energi og masser af spilleglæde.

Trioen fik ad to omgange plastik-toningen på noget af scenelyset til at falde af og dale ned på scenen, fordi der var så meget smæk på volumen og intensitet. Det fortjener nordisk næstekærlighed, og derfor rundes de tre og en halv stjerne, som de godt 45 minutters optræden var til, op til fire.

Sætliste:

Livets Trädgård (intro)

Svekets Prins

The Leper Affinity

Hjärtat Ved Vad Handen Gör

Reverie/Harlequin Forest

Nepenthe

Moon Above, Sun Below

Hope Leaves

The Lotus Eater

Allting Tar Slut

Ekstranumre:

Sorceress

Deliverance


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA