x
Pompøs popmetal uden pondus

Five Finger Death Punch og Megadeth, Royal Arena, København

Pompøs popmetal uden pondus

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Megadeth *** (se fotoserie af Megadeth her)

I dag kan de fleste nok være enige om, at det var lettere bizart, da Dave Mustaine og Megadeth i begyndelsen af 1990’erne havde Stone Temple Pilots som opvmarning på deres turné.

Knap 30 år senere har den iltre riff-maestro dog tangeret den bedrift ved at agere support for ingen ringere end Las Vegas’ Five Finger Death Punch, der ved satan er den mest diametrale modsætning til Mustaines indadvendte thrash, der på gode dage lyder som en blanding af ”Kill Em All” og ”Ride the Lightning”.

Hæren af camouflagebukser med en rød femkløver malet i fjæset ville nok have svoret, at de første par numre fra Mustaine og lejesvendene var instrumentale, for det var godt nok ikke meget vokal, der kom ud af mikronen.

”Wake up Dead” var det decideret fejlskud, og først under klassikeren ”Sweating Bullets” kunne man så små begynde at ane Mustaines snerrende vokal.

Det er dog på ingen måde skønsang, der gør Mustaines band charmerende, for når han virkelig ruller stemmen ud, lyder det i bedste fald som en hidsig tæppetisser, der står bundet nede foran Netto.

Ikke desto mindre er Megadeth indbegrebet af gammeldags fræser, og der blev da også trukket kraftigt på hovedværket ”Rust In Peace”, der i år kan fejre 30 års jubilæum.

Mustaine har for vane at lade sangene tale, og det plejer normalt at være yderst sjældent, den snerrende forsanger nærmer sig mikrofonen mellem sangene.

Ikke desto mindre fik vi et kort, men dog bevæget indblik i Mustaines kamp mod kræft, der ifølge hovedpersonen selv primært blev vundet ved at være ”pissed off”.

Det samme blev man sgu også, da Mustaine atter engang insisterede på at trække os gennem stinkeren ”Trust”, der i sin kvalmende form til fulde understreger, hvor galt det er gået, de gange Megadeth har forsøg at skrive noget, der kunne sikre dem en plads på hitlisterne.

Æren blev reddet nogenlunde hjem med ”Peace Sells” og naturligvis ”Holy Wars”, men det ændrer ikke på, at den bistre Mustaine og hans lejesvende til tider var lidt et fejlcast.

Five Finger Death Punch ***

Kontrasten blev i den grad tydelig, da Five Finger Death Punch med den tørlagte frontmand Ivan Moody væltede ind på scenen til tonerne af ”Lift Me Up” og satte gang i en regulær brydekamp mellem de mange karseklippede folk på gulvet.

Det skulle både lyde og virke farligt, men det tangerede til tider det latterlige. Covernummeret ”Bad Company” var første gang den amerikanske popmetal-maskine ramte nogenlunde plet i det pompøse metal-teater.

Den kvalmende ”Sham Pain” fulgte trop, og her stod man virkelig og længtes efter at komme langt fra Ørestaden. Et decideret vulgært nummer med en dybt banal tekst og et feel-good omkvæd, der stank langt væk. Det kunne være skrevet af et par folkeskolebørn i de lavere klassetrin, men folk hoppede lystigt til de banale strofer.

Hvis hovedparten af de ellevilde femfinger-fans nogensinde fik forvildet sig til en koncert med Behemoth, ville de få deres livs chok.

Der var dog lyspunkter. ”Burn It Down” havde den kant og nerve, man alt for ofte stod og sukkede efter, men det var decideret unødvendigt, at bandet valgte at kaste sig ud i et akustisk intermezzo med kun Moody og guitarist Jason Hook på scenen.

Her fik de 11.000 i arenaen svar på, hvorfor bandets medlemmer altid rejser i hver sin bus, og selv om den alkoholfri frontmand synger fremragende, virkede det som endnu en lidt letkøbt gimmick med to kamphaner, der muligvis har begravet stridsøksen i dollarens tegn, men fortsat ikke kan udstå hinanden.

Og det er i virkeligheden det, de storsælgende amerikanere er blevet til: En pompøs blanding af show og cirkus, men det bliver aldrig rigtig farligt. Det er lige så ærkeamerikansk som wrestling, hvor manuskriptet også er skrevet på forhånd. Ja, der er til tider gode melodier bag de hårdtpumpede attituder, der er taget lige ud af et Fitness World i provinsen, men lidt for ofte virker det bare som en oppustet joke.

Selvfølgelig var det underholdende til tider, og det var umuligt ikke at stå og vippe med benet til slagere som ”Never Enough”, men man bliver sgu træt langt ind i kroppen af at høre på noget ævl om, hvem der har fødselsdag i dag, og at Moody nu har været sober i to år efter en total sammensmeltning på scenen for nogle år siden. Selvfølgelig er det fint, at den nu står på danskvand, men vær dog stolt af det uden at høste billige bifald på det hver eneste aften.

Galde til trods slap Five Finger Death Punch takket være nogle enkelte, slagkraftige tonsere helskindet fra Arenaen, og lukkeren ”The Bleeding” er vel det tætteste, vi kommer på en ”This Love”. Der kom lidt af den nerve, man alt for ofte savnede fredag aften, for hvor ville det dog være en befrielse, hvis bandet gad fokusere på fede sange frem at stræbe efter at hente billige point.

Drop nu billige gimmicks og storladne indpakninger og spil noget tråd i stedet for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA