x
Ásgeir Trausti: Bury the Moon

Ásgeir Trausti
Bury the Moon

Når en vulkan spruder muddervand

GAFFA

Album / One Little Indian
Udgivelse D. 07.02.2020
Anmeldt af
Nicklas Christensen

Det er hverken for sjov eller tilfældigt, at blot 27-årige Ásgeir Trausti i efterhånden en del år for mange har fremstået som en af Islands dygtigste og mest fremtonende kunstnere. Og det til trods for, at vi altså her taler om en national musikfabrik, som med største selvfølgelighed har spyttet kæmpenavne som Björk, Sigur Rós og Of Monsters and Men ud. Ikke desto mindre har rosen, opmærksomheden og succesen været velfortjent for Ásgeir – ikke mindst på grund af hans to hidtidige, fremragende albumudspil i form af Dýrð í dauðaþögn (genudgivet på engelsk som In the Silence) og Afterglow. Men nu er luften tilsyneladende gået lidt af ballonen.

Bury the Moon starter ellers lovende ud med "Pictures", som med det samme præsenterer en for Ásgeirs velkendte atmosfæriske toner og samtidig giver smagsprøver på hans nydelige falset-vokal, som i et snuptag overgår fra underspillet til kraftfuld. "Eventide" er med sin yndige guitar og umiddelbare barhed en personlig favorit, og "Overlay" har, i dens slentrende, stigende progressivitet mod et klimaks, der aldrig rigtigt rammer, en charmerende skævhed og et beat, som trækker tråde tilbage til Afterglow.

Som altid er store dele af Ásgeirs tekster og sangtitler imponerede og eklatante let på hatten til naturen, dens overvældende skønhed og dens utallige fænomener og afvigelser. Men mest af alt virker Bury the Moon som en gejser, der ikke sådan for alvor orker at sprutte, eller en lagune, hvor vandtemperaturen ligger et godt stykke under stuetemperatur. Uden nerve og uden varme.

Det bliver aldrig til mere end lidt uimponeret fodrockeri til "Lazy Giants". "Breathe" er en heftigere "Going Home"-kopi med unødvendig baggrundsstøj og uden fingerspidsfornemmelse for, hvad der gjorde sidstnævnte inderlig og intim, og så lyder versene i "Living Water" tempomæssigt for meget som et misforstået elektropop-cover af Rihannas "Stay" til, at man kan abstrahere fra det. Det lyder skørt, og det er det også. 

Tag ikke fejl. Hele molevitten er velproduceret og stilren, og Ásgeirs vokal når da også enkelte steder at titte frem og vise sit værd, som på førnævnte "Pictures" eller på det udmærkede, tempofyldte titelnummer. Ellers må den hovedsageligt erkende, at den ikke helt formår at distrahere fra den relativt uinteressante og modløse grå masse, som den musikalske kulisse gennemgående stiller til rådighed ("Until Daybreak", "Rattled Snow").

På den nostalgi-hungrende "Youth" opsummerer hovedpersonen meget passende bedst indtrykket, man må lade sig stå tilbage med efter et par gennemlytninger af hans nyeste album. "Do you recall the things that used to give us joy?". Og svaret er et rungende ja; selvfølgelig husker jeg lykken, Ásgeir. Dét var dine to foregående plader. Bury the Moon bliver allerhøjest begravet bagerst i min vinylreol. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA