x
Mark Lanegan Band: Somebody's Knocking

Mark Lanegan Band
Somebody's Knocking

Rockens mørke crooner i en ny elektronisk udgave af sig selv

GAFFA

Album / Heavenly Records
Udgivelse D. 18.10.2019
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Rockens mørke sjæl Mark Lanegan har arbejdet hårdt for solokarrieren det seneste årti. Siden 2012 har udgivelsesfrekvensen været skruet i vejret med mere end et nyt album hvert andet år. Somebody’s Knocking er ingen udtagelse. Den lander to år efter 2017’s fine Gargoyle og viser, at Lanegan stadig arbejder hårdt på at sætte tyk streg under sit eget navn som soloartist. Her er hverken slækket på flid eller kvalitet. 

Dannelsen til fuldbyrdet soloartist tog sin form i slut-halvfemserne gennem en række vitale samarbejder på kryds og tværs, efter at Lanegans band Screaming Trees sprængte sig selv til atomer. Sammen med Isobel Campbell, Greg Dulli i The Gutter Twins og Queens of the Stone Age og en række glimrende udspil blev der arbejdet hårdt på at kunne stå helt på egne ben. Det er dog især de to album med den britiske producerduo Soulsavers, It’s Not How Far You Fall, It’s The Way You Land og Broken, der stikker. De viser, hvorfor Lanegan har en af rockens dybeste og mest sjælfulde vokaler. Her sprænger hans udtryk alle grænser.

Med åbneren ”Disbeleif Suspension” giver Lanegan en forsmag på sine formidable evner som sanger, hvor han krydser klinger med dirty-ass rock’n’roll og surf i sin mest beskidte aftapning, uden egentlig at bringe nye sider af sig selv frem i lyset. Den sti følges på ”Nightflight to Kabul”, hvor vokalen bliver penslet helt ud og er lige så rå, som natten er mørk.

På den elektronisk flimrende ”Dark Disco Jag” skifter Lanegan spor og lyder som et goth-udslip fra Sisters of Mercy, mens ”Gazing from the Shore” med sin flydende basgang bider fat i haserne på New Order, mens de var bedst. Det opdaterede musikalske udtryk skyldes især Lanegans mangeårige samarbejdspartner, produceren og multimusikeren Alain Johannes, der er en mester i leg med lyd.

Kulminationen og højdepunktet er den rørende ”Playing Nero”, der med de andægtige keyboardflader og cirklende basguirlander giver stærke associationer til Joy Divisions ”Atmosphere”. På den smukke, hymneagtige ”Two Bells Ringing at Once” crooner Lanegan ”Walked a dusty road/Dragging an ancient driving wheel/Met the false and met the fair”, som var det hans eget, til tider problemfyldte liv, han var kommet overens med. Musikalsk emmer Somebody’s Knocking af overskud og en nysgerrighed, hvor rockens mørke crooner lyder som en ny elektronisk udgave af sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA