x
Annihilator: Ballistic, Sadistic

Annihilator
Ballistic, Sadistic

Canadiere skruer bissen på

GAFFA

Album / Avalon Label
Udgivelse D. 22.01.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Før udgivelsen af hvert af de seneste mange album fra de canadiske thrash metal-veteraner, Annihilators hånd, har bandleder, guitarist og vokalist Jeff Waters været ude at bebude, at bandet nu barslede med deres bedste udspil i årevis. En tilsvarende salgstale er fulgt forud for Ballistic, Sadistic. Det er på mange måder en skam, al den stund at Annihilator er et af de mest leveringsdygtige bands inden for genren, der år efter år har sendt det ene stærke album på gaden efter det andet.

Ballistic, Sadistic er et ekstremt tændt album, og måske det mest aggressive album fra Waters nogensinde. Men der er også pletter på solen, der samlet set betyder, at det 17. udspil ikke udmanøvrerer de fortrinlige forløbere For the Demented (2017), Feast (2013) eller det selvbetitlede album (2010). Åbningsnummeret ”Armed to the Teeth” er ikke så meget en knyttet næve i fjæset som en byge af gentagende uppercuts i form af riff, soli og vokallinjer forenet i et fælles formål: at tvinge lytteren i knæ.

Allerede på andet nummer ”Attitude” melder der sig dog knas i sangskrivningen. Omkvædet byder på en manisk malkning af det samme yver længe efter, at den sidste dråbe mælk er løbet ud. Vokallinjen, det heler hviler på, kan ikke bære nummerets tyngde, og det er et af de få steder, hvor Waters som vokalist falder igennem. Det går straks bedre på den fremragende voldshymne ”Riot”, det hyperhurtige ”Out with the Garbage” og den angrebslystne ”I Am Warefare”.

Fantasiløst genbrug sætter ind på ”Dressed up for Evil”, der låner riff-passagen i sangens bro fra ”Word Salad”, og ”Lip Service” der helt åbenlyst plagierer verset fra bandets egen ”Knight Jumps Queen”. Det er skammeligt for en så opfindsom guitarist og riffsmed af guds nåde som Waters, for bortset fra de lånte stumper er begge sange gode.

Hele seancen slutter mere eller mindre på samme tone, som den begyndte. ”End of the Lie” er et hektisk kapløb mellem Waters, der igen på dette album håndterer alle strengeinstrumenter bortset fra en sporadisk guitarsolo, og trommeslager Fabio Alessandrini. Alessandrini får denne gang lov til rent faktisk at spille trommerne, og det er en velkommen afveksling fra forgængeren, hvor Waters havde anvendt software til at klare tønderne. For mand, hvor kan den knægt baske løs!

Der er så meget smæk for skillingen på Ballistic, Sadistic, at man afgjort bør lægge såvel højre som venstre kind til, hvis thrash metal på noget tidspunkt har figureret på ens playliste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA