x
Kesha: High Road

Kesha
High Road

Anarkistisk udspil fra festaben Kesha, som kun danser til sit eget beat

GAFFA

Album / RCA
Udgivelse D. 31.01.2020
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Kesha bragede igennem som fuck-it-all-vi-drikker-os-stive-i-badekarret-partypige tilbage i 2010 med hittet ”Tik Tok” fra debutabummet Animal. I 2014 var der skår i festglæden. Det var nemlig året, hvor Kesha både indlagde sig selv grundet bulimi og anklagede produceren Dr. Luke for voldtægt. En sag, der fyldte meget i de følgende år. Al tragedien blev bearbejdet på Rainbow-albummet i 2017, som blandt andet kastede den fantastiske ”Praying”-single af sig. Nu skriver vi 2020 og det virker til, at Kesha er blevet lidt træt af at være alvorlig. Nu er det tid til at feste igen. Og feste, det gør hun!

Keshas fjerde studiealbum har fået titlen High Road. Albumåbneren ”Tonight” lyder som snydt ud af 2010-Keshas festnæse. Også titelsang og single har rapsekvenser, som er klassisk old school Kesha. Der er dog sket betydelige – og interessante – ting i Keshas produktioner. Som person virker Kesha som en vildbasse med en totalt anarkistisk tilgang til livet. Og det bærer High Road i dén grad præg af, hvilket er virkelig charmerende i denne tid, hvor de fleste popkunstnere prøver at skille sig ud ved at vifte lidt med armene i stedet for at tage de helt store armbevægelser i brug.

Kesha blander rap, skønsang og gospel i produktionerne, som emmer af lige dele pop, electro, rock, soul, folk og såmænd også country. Det er anarkistisk og vildt og pisseforvirrende. Faktisk kommer pulsen helt op, når man som lytter skal vænne øret til at gå fra eksempelvis ”High Road”-skæringens sammensatte udtryk til balladen ”Shadow”, som i øvrigt er fremragende og udstiller Keshas formidable vokal. Og hvor er det rart, når øregangene bliver udfordret lidt.

Kesha balancerer på en knivsæg på High Road. Hele albummet er SÅ tæt på at være for meget det meste af tiden. Men af en eller anden lidet udefinerbar grund fungerer det meste af pladen. Selv ”Honey”, som på papiret burde være en røvirriterende skæring med halvfemser-snakke-rap, er en helt fantastisk sang, blandt andet takket være det fænomenale kor. Også ”Cowboy Blues” kunne være et halvirriterende Maria Mena-hit fra nullerne. Men i Keshas kyndige hænder får den egentlig simple sang et løft. Blandt andet takket være det hyggelige sha-la-la-kor. Selv den ”Alabama Song”-inspirerede ”Potato Song (Cuz I Want To)” er helt fantastisk og passer perfekt ind i Keshas fucked up her-bestemmer-jeg-og-kun-jeg-univers.

Der har også sneget sig et par mere ”almindelige” numre ind på denne plade. Især countrysangen ”Resentment” er en lille, fin skæring, hvor countrystjernen Sturgill Simpsons vokal komplementerer Kesha. ”BFF” featuring Wrabel er nok den mest normaltlydende sang – og den kedeligste på hele pladen. På albummets sidste tre skæringer (”Father Daughter Dance”, ”Chasing Thunder” og ”Summer”) får Kesha og lige spillet med de vokale muskler, hvis vi skulle have glemt, hvor stærk en sangerinde hun faktisk er.

Kesha kommer vidt omkring på High Road. En plade, som skuer mod den gamle Ke$ha (som i øvrigt har en featuring-rolle på ”Kinky”), men som immervæk har udviklet sig. Resultatet er noget af en anarkistisk rodebutik, hvor alle skæringer har det til fælles, at Kesha ikke giver en fuck for, hvad andre tænker om hende. Og thank god for that. Den her plade kan høres igen og igen, og det skal honoreres med fem stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA