x
Tame Impala: The Slow Rush

Tame Impala
The Slow Rush

Ét stort bevis på, hvad Kevin Parker har mest lyst til

GAFFA

Album / Caroline Records
Udgivelse D. 14.02.2020
Anmeldt af
Eskil Olaf Vestre

Hele fem år er der gået, siden australske Kevin Parker, bedre kendt som Tame Impala, ramte en guldåre med sit tredje album, Currents. Enmandsprojektet startede som en guitar-tung, fascinerende produceret, psykedelisk rock med foden plantet i 60'erne. Siden da har det flyttet sig stadig længere væk fra disse rødder.

Da Currents kombinerede 70'ernes disco og 80'ernes Prince-vibes med psykedelisk electronica, blev mange rockpuritanere chokerede – men til gengæld fik manden et stort antal nye fans. Han har selv sagt, at det var oplevelsen af ​​at lytte til Bee Gees på svampe og kokain, der inspirerede ham til den helt nye og unikke Currents-lyd. Vi er ikke i tvivl.

I løbet af de fem år, der er gået siden, er Parker flyttet fra Australien, har købt et hus i LA, oplevet huset brænde ned igen, lært at mestre keyboards i stedet for guitarer og har udsat efterfølgeren utallige gange.

The Slow Rush skulle udgives inden sidste års NorthSide, men i stedet bestod koncerten næsten udelukkende af fire år gammelt materiale. Men vi hørte to nye sange, inklusive "Borderline". Denne grådigt iørefaldende single skiller sig også ud på The Slow Rush og beviser endnu en gang, at Parker er træt af guitarer og sværger til tangenterne. "LA really messed me up,” synger han med sin karakteristiske falset, men nu er det hverken psykedelika eller Prince, den minder om: Tame Impala er blevet fuldstændig som Bee Gees. Lækker, dansevenlig tristesse.

Finurligt sammenkogt dansemusik

For dem, der har fulgt med, burde det næppe være en overraskelse, at det meste af The Slow Rush er helt elektronisk. Åbningsnummeret "One More Year" starter som en bizar krydsning mellem Panda Bear og Boards of Canada, og derefter fortsætter den finurligt sammenkogte dansemusik. Selvom Currents jo aldrig var helt uden strengeinstrumenter.

Kevin Parker er en af ​​verdens bedste bassister, og den fantastiske baslinje hele vejen igennem Currents' mesterværk "Let it Happen" imponerer stadig. Derfor er det skuffende, at vi ikke får mere af dette at opleve på The Slow Rush. Kevin Parkers yndlingsgenstand, og den eneste, han reddede fra sit hjem i LA, før det brændte ned i efteråret 2018, er hans elskede 60'er-Höfner-bas. Angiveligt. Ikke så underligt, at Travis Scott valgte Parker som bassist til sin megalomane, stjernespækkede optræden i Saturday Night Live sidste år.

Svageste hidtil

I det hele taget har Parker i sine fem år i eksil fra Tame Impala-aliaset mest koncentreret sig om at bidrage med bas eller produktion for nogle af verdens største stjerner som Lady Gaga, Kanye West og Travis Scott. Det er en velkendt historie: en tidligere alternativ musiker formår at udklække verdens mest unikke og hippe lyd og sidder derefter fast i producerens stol. Hele The Slow Rush opleves på trods af dets mange styrker som et eneste stort  bevis for, at Parker faktisk er mere opsat på at arbejde som producer end at udgive flere Tame Impala-album. Ikke underligt, at det tog tid at få pladen i kassen.

De to første numre, "One More Year" og "Instant Destiny", er okay, men noget af det kedeligste sangmateriale, Parker har udgivet. Selv når han leverer ganske stærkt, kæmper han for at leve op til sig selv. Giv dog pladen en chance og hør den hele vejen igennem, så du ikke går glip af den mesterlige afslutning "One More Hour". Undervejs er der også masser af sprød, ambitiøs og tilfredsstillende produktion at nyde samt masser af godbidder til fansene. For eksempel det strålende fjerde nummer "Posthumous Forgiveness", der føles som den perfekte bro mellem Currents og Innerspeaker. Det svageste Tame Impala-album til dato er bestemt stadig en god plade.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA