x
Vreden har ni ansigter

Slipknot + Behemoth, Royal Arena, København

Vreden har ni ansigter

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Med We Are Not Your Kind er Slipknot tilbage stærkere, end de er set i mange år. De har efterhånden bevæget sig op i samme liga som Metallica og vil formentlig blive husket på samme måde som Slayer. Slipknot har opbygget en position for sig selv, der kan formå at omfavne det, mange er nødt til at søge efter. Sammen med Behemoth i Royal Arena var Slipknot sit helt eget svar på vrede og galskab, hvor Behemoth stadig hører til dem, der kan give de kristne mareridt

I dag er Slipknots vrede mere raffineret. Mindre altudslettende end for tyve år siden, men stadig med det formål at nedlægge det, der står i vejen. Konformiteten i samfundet og politiske spilleregler, der er gået amok. We Are Not Your Kind er et symbol på den vrede, der under bandets nu tyve år lange karriere har vokset sig stærkere og ikke mindst lige så voldsom, som da Corey Taylor trak i masken og for første gang skreg, at folk var lavet af lort. Og ligesom Slipknot er Behemoth blevet den velsmurte metalmaskine, der kan lægge alverdens arenaer ned. København står for skud, og kanonerne er ladt med satanisme, ild og galdespyttende freakshows.

Behemoth – Alt det, der er forbudt i kirken

Sitrende omvendte kors og en manisk barnemessen skriger som et lys i mørket. Et kort over Danmark bevæger sig ind på bagskærmen, som et symbol på, at den sataniske messe er ankommet med fjendtlig overtagelse. Badet i røg og dobbeltpedal sætter Behemoth fra land med “Wolves ov Siberia”, imens flammerne skyder op omkring Nergal, der får de få dedikerede til at kaste djævlens horn mod scenen. Hvor de resterende venter på det kommende maskeklædte freakshow, bygger dommedagsmelodierne og det inficerende kaos sig op omkring os, imens Behemoth sætter ild under det sataniske begravelsesoptog.

Der er lige så meget show over Behemoth, som der er over Slipknot, men hvor de tyve år har gjort Slipknot til det gale cirkus, der ikke helt kan skræmme længere, har Behemoth bevaret den frygtindgydende vrede mod det etablerede. Nergal er en rendyrket rockstjerne. Han er benhård og rå, men omfavner alle de dødlækre klichéer, der gør rocken så fed, som den er. Han slanger sig rundt på scenen, til og fra sit alter, inden han griber to fakler og sætter “Ora Pro Nobis Lucifer” i gang og gør ondt ondere.

I mange år har Behemoth efterhånden hørt til de tunge tropper på metalscenen, men deres måde at kombinere ekstremerne fra metallens subgenrer har bevaret deres troværdighed. Selvom Nergal har været dommer i den polske udgave af The Voice, er han sgu stadig sej nok.

Men desværre viser Royal Arena sig lidt som en muddermaskine, der for det meste har det med at sluge de lækre finesser i stadionlyden. Alligevel er der uden tvivl troppet et par stykker op, der udelukkende har smidt deres penge efter Behemoth.

Men selvom bandet lydmæssigt adskiller sig en del fra Slipknot, kan de stadig placeres i samme stilistiske kasse. Slipknot er produktet af alle os, der ikke vil være som de andre, og det samme er Behemoth. Behemoth er nonkonform fisting af religionen og alt det, der dominerer det etablerede. Under “Bartzabel” gøres det soleklart, hvordan Behemoth er lovsang for det, der ikke hører til i kirken. Der trækkes tydeligt på kirkens virkemidler, men her er det indsmurt i sort og død. Og imens “Blow Your Trumpets Gabriel” sætter gang i kulminationen på den destruktion, Behemoth har kørt i stilling, vræler Nergal bittert ad sit publikum. Det er overvældende for dem, der ikke har hørt det før, og et gensyn med vreden hos dem, der finder sig tilpas i Vorherre Frelser Belzebubs skønne univers. 

Slipknot – Pulsen banker stadig stærkt

”Put your fucking hands in the air”, hvæser Corey Taylor nonchalant ad sine maggots, der øjeblikkeligt svarer igen med en næve i vejret. Hænderne svajer henover gulvet i salen, imens Sid Wilson træder i stilling til at vælte rundt mellem Mick Thomson og Jim Root. Vi er vidne til en absolut galskab. Den er mere kontrolleret, end den før har været, men den er stadig lige så dominerende.

”I wanna slit your throat and fuck the wound” vræler Corey Taylor kort efter bag sin halvgennemsigtige fetichmaske, imens bandet bevæger sig længere ind i ”Disasterpiece” – sangen, der er opstået af galskab og håbløshed, og som i dag er et eksempel på den kompromisløshed, Slipknot i tyve år har ladet sig omfavne af. Corey Taylor vandrer febrilsk rundt på scenen, som giver associationer til en mørk og fetichistisk pornokælder, hvor hver af de ni har hver sin funktion i et angstprovokerende rollespil.

Når Slipknot er vredest, er de vildest, og derfor fremstår de ældre sange som en kaosbefængt kanonkugle lige i ansigtet. Al pusten siver ud af publikum, som bandet fra Iowa bevæger sig igennem ”Eeyore”, der for alt i verden er mere kaos, end det er musikalsk struktur, og i støjen drukner finesserne, mens detaljerne forbliver. Det skal uden tvivl være helt uden struktur. Det er essensen af Slipknot, at alting flyder sammen, mens tusindvis af maggots står foran dem og vælter ind i hinanden. Det kaos, der foregår i Royal Arena, fremprovokerer essensen af det, Slipknot er baseret på. Det fremhæver bandets enorme evne til at få fat om sit publikum og fastholde dem gennem materialet, der for nogle er nostalgi og for andre en teenage angst, der er direkte til at føle på.

Stærkere end før

Udviklingen, som Slipknot har været igennem, siden bandet mistede Paul Gray, og Joey Jordison efterfølgende trak stikket for at lave ægte dødsmetal, hører til den slags, man næppe kommer igennem uden et par skrammer. Men Slipknot fremstår i aften stærkere, end jeg før har set. Siden jeg på Roskilde Festival 2009 troede, jeg skulle dø og sidenhen er vokset med bandet til at se det gakkede cirkus udvikle sig til en kæmpemæssig forretning, har Slipknot cementeret sig som et band i min bevidsthed, der udnytter den platform, de har opbygget for sig selv.

Men hvor det i perioder har været stort for at bare at være det, fungerer Tortilla Man, måske også kendt som Michael Pfaff, som det vitale indspark, bandet har haft brug for og nu har fået. Han kompenserer for den manglende næse ved at være sin rolle det dobbelte, imens han synkront med Clown banker løs på tønderne under ”Nero Forte”.

Slipknot har ofte kørt et show efter bogen, og jeg har tit været vidne til en af de shows, man kalder for endnu en dag på kontoret. Men i aften er undtagelsen. Det uperfekte skærer igennem og fremhæver autenticiteten i bandet, mens Corey Taylor gentager det, vi har hørt for, men alligevel med en bevidst forventning om, at det er med til at give Slipknot sit udtryk.

Kollektiv galskab

På gulvet foran scenen er der abefest med blege muskelbundter i bar overkrop, og som moshpitten vokser over ”Psychosocial”, marcherer Slipknot målrettet og aggressionsfyldt hen over sit publikum. Corey Taylor tager os med mørke steder, imens billeder af dyr, der parrer sig, kører hen over bagskærmen og fremhæver budskaberne i ”Birth of the Cruel” og ”Solway Firth”, men samtidig påpeger kontrasten mellem det Slipknot, der var i begyndelsen, og det Slipknot, der eksisterer i dag.

På imponerende vis overraskes jeg af Slipknots håndtering af sine maggots, hvis størrelse er vokset støt hen over årene, og hvor ”Wait and Bleed” udvikler sig til ”Eyeless”, bliver jeg mødt af en kollektiv galskab, der afspejler det, der fyres af sted fra scenen. Clown tænder ild til battet og banker demonstrativt løs på fastelavnstønden af blik, der hænger ned fra den nitakkede stjerne, som står hævet over scenegulvet. Det er eksplosivt og voldsomt og symptomatisk for det, Slipknot udtrykker gennem de knap to timer. 

Sætliste:

Unsainted

Disasterpiece

Eeyore

Nero Forte

Before I Forget

New Abortion

Psychosocial

Solway Firth

Vermilion

Birth of the Cruel

Wait and Bleed

Eyeless

All Out Life

Duality

Ekstra:

(sic)

People = Shit

Surfacing


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA