x
Ozzy Osbourne: Ordinary Man

Ozzy Osbourne
Ordinary Man

Mørkets prins lyder forbløffende frisk på nyt album

GAFFA

Album / Epic Records
Udgivelse D. 21.02.2020
Anmeldt af
Keld Rud

En gæsteoptræden på “Take What You Want”, der er at finde på Post Malones tredje album Hollywood’s Bleeding og mødet med Malones producer, Andrew Watt, var startskuddet for det, der er blevet Ozzy Osbournes 12. album. En nøgle til at forstå Osbournes studiealbum er, at Ozzy måske nok har flair for at sætte ord sammen og skrive vokalmelodier, men da han ikke spiller et instrument ud over en smule mundharpe, er han afhængig af at have kollaboratører at spille bold med. I første halvdel af Osbournes solokarriere var det primært guitaristerne, han omgav sig med, der udfyldte den rolle, men fra Ozzmosis og frem har det i stigende grad været professionelle sangskrivere og producere, som Osbourne har skrevet sange sammen med.  

Samarbejdet med Watt, der også betvinger den seksstrengede på mange af albummets sange, har ikke resulteret i en genfødsel eller et mesterværk. Men det har produceret ti sange, der for de flestes vedkommende har en friskhed over sig, som man ikke ville forvente fra en 71-årig mand, som Ozzy efterhånden er blevet. Af uvisse årsager er førnævnte “Take What You Want” proppet ind som afslutningsnummer. Watt måler sig måske ikke helt med Osbournes tidligere guitarister, når vi taler ekvilibrisme, selvom han bestemt er en yderst habil musiker. Det lader til gengæld til at have banet vej for et større fokus på, hvad den enkelte sang har brug for. 

Blandt albummets bedste sange er titelnummeret, hvor Osbourne er at finde i det beatle'ske balladehumør. Elton John gæsteoptræder på denne sang, der reflekterer over berømmelsen, den pris den bærer og i høj grad også den sti, Osbourne har valgt i livet. “Ordinary Man” er ikke et prædikat, Ozzy sætter på sig selv. Tværtimod hedder det i sangen: "I don’t want to die an ordinary man". “Under the Graveyard” forener et melodisk vers akkompagneret af akustisk guitarspil med et tonstungt omkvæd, der er et ræsonnerende memento mori: "Under the graveyard we’re all rotting bones. “Today is the End” prædiker dommedag i et psykedelisk ægteskab mellem Sabbathske riff og iørefaldende vokalharmonier. Brugen af AutoTune på sangen skurrer i mine ører, men ellers er det også et eminent stykke rock med knusende tyngde. 

Det eneste deciderede fejltrin ud over inklusionen af “Take What You Want” på albummet er “It’s a Raid”, hvor Post Malone gengælder og gæsteoptræder. Sangen er en fræsende ligegyldighed, der mangler nogle hooklines, man kan sænke tænderne ned i. Samlet set er Ordinary Man et album – til trods for de mange ildevarslende tekster, der forudser sangerens undergang – hvor man finder Osbourne langt mere levende end død. Det er alt andet end ordinært. Og skulle det blive det sidste album fra Osbournes side, er det en fornem svanesang.  

             


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA