x
Christine And The Queens: La Vita Nuova

Christine And The Queens
La Vita Nuova

Tidløs kærlighed fra vor tids mest tidløse artist

GAFFA

EP / Because Music
Udgivelse D. 27.02.2020
Anmeldt af
Nanna Frank

I 1293 så Dantes værk La Vita Nuova dagens lys, hvor den danske titel blev Nyt Liv. Historien handler om Dantes betagelse af unge Beatrice, og hvordan hun ender med at stå som kvindeidealet over alle kvindeidealer, mens hans kærlighed kun vokser.

I 2020 har franske Christine and the Queens udgivet sin overraskelses-ep La Vita Nuova, som i den grad også taler til, at den talentfulde sanger, sangskriver og producer har skabt sig et nyt liv efter kæmpesucceserne med sine to første album. Ligesom La Vita Nuova anno 2020 stadig kredser om kærlighed – ulykkelig kærlighed, der kan mærkes helt ind i marven.

Hvor de to foregående udgivelser fra Christine and the Queens, Chris og Chaleur Humaine, bar præg af lyriske fortællinger, hvor man skulle grave lidt dybere for at forstå sangens handling, er La Vita Nuova direkte i sine fortællinger. Her handler det blot om at kunne finde vej mellem de spanske, franske, italienske og engelske fraser for at finde en gennemgående rød tråd om sårbarhed, kærlighed, og hvad der sker, når den forsvinder.

Christine and the Queens synger sin ensomhed, præcis som det føles med ord som ”You say you love me, now I doubt it”, “First you give me so much and rot away […] Feelings are lost and mine are overrated” og ”I’ll write a song about you now, pretend that you’re the one with me” fra henholdsvis “I Dissapear In Your Arms”, “Nada” og “Mountains (we met)”. Sætninger, der giver genklang i ens indre, når de synges ud oven på elektroniske melodier. Med sine konstante skift mellem at vinde og tabe kampen til mørket rammer La Vita Nouva lige, hvor den skal og viser præcis, hvor stor en kunstner Christine and the Queens egentlig er.

Den vante fest udebliver dog til dels på de seks nye numre (”I Disappear In Your Arms” og ”Je Disparais Dans Tes Bras” er samme nummer på hvert sit sprog), hvor Héloïse Letissier, der er Christine and the Queens borgerlige navn, tager sin lytter med på en synthbåret, melankolsk rejse. Alligevel rammer melodierne i hofterne, og selv om det emmer af frustration og længsel, indfinder danseguvlet sig langsomt under ens fødder.

Den knivskarpe vokal er intakt og med sine mange vokalsamples og korarrangementer på blandt andet ”People, I’ve Been Sad” og ”Mountains (we met)” skaber Letissier en følelse af et bundløst hav, hvor vokalen kærligt bølger om vores kroppe. Vokalen er ubesværet og let, men takket være den charmerende franske accent fremstår den samtidig hårdtslående. Den forstærker derfor i høj grad de elektroniske trommer og synthbassen, som bærer numrene frem.

Sammen med den nye ep er en kortfilm på 13 minutter blevet udgivet. ”En feberdrøm” og ”noget af det mest sårbare” er denne film blevet omtalt som. Den er et smukt teatralsk kunstværk, som kun understøtter det parisienne-univers, man ikke kan andet end at elske ved Christine and the Queens. Præcis som hendes vanvittige sceneshow er filmen stringent koreograferet med den karismatiske hovedperson i front gennem samtlige 13 minutter.

Ep’en rummer en længsel, vi ikke før har set hos Christine and the Queens. Selv om den sproglige barriere kunne risikere at skabe en afstand mellem lytter og musiker, taler følelserne forbi ordene, så vi er med hele vejen. Og som sidste sang runger ud, er der ingen tvivl om, at Christine and the Queens stadig er en af de mest interessante elektroniske popartister, vi har nu til dags, og at hvis hun bliver ved i samme tempo og med samme autenticitet, ender vi med en artist på niveau med de helt store legender.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA