x
Thomas Dybdahl: Fever

Thomas Dybdahl
Fever

Den norske melankoliker kan selvfølgelig også være en funky fætter

GAFFA

Album / Petroleum Records
Udgivelse D. 13.03.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det musikalske vidunderbarn Thomas Dybdahl har aldrig rigtig sat en tone forkert siden sin debut That Great October Sound fra 2002. Som den lavmælte sangskriver fra det høje nord har han dyrket en norsk udgave af melankolsk americana. Og det har bragt ham vidt omkring inden for denne genreafsøgning, hvor han forsigtigt og tilpasset har lukket op for den amerikanske inspiration. Altid trofast over for sin egen norske lyd.

Trofast er han på sin vis også på Fever. Men meget er ændret. Det er nemlig et fuldblods soul- og funkalbum, hvor den akustiske guitar er forblevet i guitarkassen, mens den også unikke guitarist Thomas Dybdahl for alvor lader den elektriske guitar være toneangivende. Fever er nemlig et af de guitaralbums, der aldrig rigtig bliver lavet mere. Ja, faktisk bliver denne type albums ikke lavet mere, fordi Thomas Dybdahl er gået fuldstændig retro i lyd og komposition. Han står da også helt ved inspirationskilderne, som blandt andre tæller Sam Cooke og Sly & The Family Stone. Og skal der peges på en mere nutidig kunstner, er det Michael Kiwanuka.

Han lægger ud med den voldsomt funky ”45”, der tænder op under dansegulvet, og der er ikke så meget andet at gøre end at begive sig ind under diskokuglen. Det må bare konstateres, at den ellers tilbageholdende nordmand her giver den gas. Men sangen er også lidt undtagelsen på Fever, der gennemgående holder fast i det lavmælte udtryk. Dybdahl holder igen i de stramt komponerede melodier, der alle har den gamle organiske soul- og funklyd. Det er det underspillede groove, der holder melodierne kørende.

Stærkest er han i de mere dæmpede soulpassager, som i den uforlignelige ”On My Way To California”, hvor guitarspillet et eminent. Og i ”Call Me By Your Name” forstår man instinktivt, hvorfor han har måttet lave dette soulalbum.

Thomas Dybdahl er i den grad noget af en enegænger, og hjemvendt fra optagelserne til sit forrige album i Los Angeles drog han nærmest i isolation i sit hjemmestudie i Norge for at indspille albummet, der netop indfanger retrolyden af Los Angeles. Og så spiller han stort set alle instrumenter selv, og lukkede kun sin studiemakker Håvard Rosenberg ind.

Det er der kommet et ganske musiknørdet og smittende album ud af, hvor der helt i Thomas Dybdahls ånd er lagt vægt på de tekniske finesser, der flot komplementerer hans gennemmusikalske melodimateriale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA