x
The Weeknd: After Hours

The Weeknd
After Hours

Abel er en Jack of all trades

GAFFA

Album / UMG
Udgivelse D. 20.03.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Det er business as usual med The Weeknd, at albummet udkommer, og det er strøet til med guddommelige popskæringer sammen med en masse andet. Nogle gange er det andet den drømmeagtige stemme, der gav ham hype og den fremragende House of Balloons, andre gange er det bare popmusikerens forbandelse at halte efter fuldendte værker som dem, Michael Jackson og Justin Timberlake har lavet. After Hours er en umådelig lytteværdig plade, men den savner retning og vision og en tålmodig udforskning af bare et af de udtryk, som Abel Makkonen Tesfaye viser et kæmpe potentiale i. 

Allerede fra de første få numre kan man lade sig begejstre af Weeknds eksperimenteren sammen med de svenske superproducere Max Martin og Oscar Holter. "Hardest to Love" kører en elegant drum 'n' bass under et flot omkvæd og en betagende synth-melodi, der lyder som om, at samarbejdet med Oneohtrix Point Never for alvor har smittet en smule af på resten af pladen. Nummeret følger efter "Too Late", der med sin britiske 2-step er ren Daniel Bedingfield sovset ind i Weeknds karakteristiske overproduktion. De tydelige inspirationer fra Englands 90'er-clubscene bliver dog som r&b- og 80'er-pop kun en kort distraktion før næste forsøg.

Vi er et skridt tilbage mod Starboy fra den indadvendte My Dear Melancholy. Tesfaye har heldigvis fundet frygtløsheden frem, og nøjagtig som det eminente "Secrets" lånte fra Romantics og Tears for Fears, bliver der elegant løftet fra Elton Johns "Your Song" med balladen "Scared to Live". Det bliver aldrig mærkeligt eller kikset, når Weeknd stjæler, og det er svært ikke at forestille sig, at meget af det andet også er lånt potentiale, der bare lyder forbandet naturligt for et popmusikalsk naturtalent som ham.

Der er uden tvivl to dele af After Hours. Anden del er sublim og en ærgerlig påmindelse om alle de muligheder, Weeknd har for at lave en ny Bad eller FutureSex/LoveSounds. Holter og Martin har givet Weeknd tre gedigne hits på stribe med singlen "Blinding Lights", "In Your Eyes" og "Save Your Tears". Det er her, manden for alvor følger op på det, han startede med Daft Punk og Cirkut på Starboy. "In Your Eyes" er en gennemført bastardisering og en rodet, men effektiv efterligning af et nymoderne disko-groove, der kunne have Nile Rodgers på guitar, hvis ikke det var malet til i de svenske produceres svedige effekter og en nonchalant saxofon-solo. 

Albummet stikker for alvor af med "Save Your Tears", der tager alle de kitschede elementer fra hits af Nik Kershaw eller Limahl og gør dem til noget næsten cool sammen med Weeknds stemme, både med og uden mekanisk filter. Så snart Kevin Parker og Oneohtrix Point Never gør deres entré på "Repeat After Me", er der meget lidt sammenhæng på pladen, og titelnummeret lægger pludselig op til en fest, som igen kunne være meget mere oplagt gennem hele lytteoplevelsen. Tilbage er til gengæld en udvalgt håndfuld numre, der fortjener genlyt en masse. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA