x
The Strokes: The New Abnormal

The Strokes
The New Abnormal

Dovenmelodisk overskud fra de evigt cool newyorkere

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 10.04.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

The Strokes kan stadig ryste gode sange ud af ærmet og lyde som om, de ikke engang prøver særlig hårdt. Det beviser de til fulde på The New Abnormal, der ser dagens lyd her små syv år efter Comedown Machine. Og ligesom på forgængeren spiller synth og keys en væsentlig rolle i lydbilledet, der overordnet set føjer flotte farver til bandets dovenmelodiske overskud.

”Dancing By Myself”-ekkoet af en single,”Bad Decisions”, hægter sig fast efter første afspilning, ligesom ”At the Door”, ”Eternal Summer” og ”Why Are Sundays So Depressing” også hurtigt kommer i indre rotation efter endt lytning. I det store hele tager The Strokes den med ro uden at give afkald på intensiteten på The New Abnormal, og der skal nok være dem, der savner de hurtigere og mere rockede numre. Heldigvis har bandet tydeligvis ikke i sinde at stå i stampe, og hvis man savner ”noget af det gamle”, kan man jo altid smide Is This It på for 117. gang.

For nu at være diplomatisk har jeg ikke nødvendigvis behov for at høre læssevis af sange med Julian Casablancas’ falset i fokus, og selvom den er til stede hist og her – sjovt nok mest på første halvdel af pladen – tager det heldigvis ikke overhånd, og der er stadig godt med mere rå vokal fra den evigt cool forsanger drysset ud over pladen. For eksempel på det flotte afslutningsnummer ”Ode to the Mets”, hvor bandet ser tilbage på deres tidlige dage og leverer et episk punktum for pladen.

Det siger også noget om bandet, at de har nået en alder, hvor de nu kan se tilbage på tiden for tyve år siden, da de brød igennem og blev udnævnt som rockens redningsmænd og fremtrædende skikkelser i en bølge af retroorienterede rockbands, der alle hed noget med ”the”. Der er simpelthen on ro over bandet, der ikke var der tidligere – på godt og ondt, men absolut mest godt.

Tiden er en anden nu, og The Strokes har uden at ryste for meget på hænderne fundet deres musikalske ståsted anno 2020, der alt taget i betragtning vitterligt er the new abnormal, og selvom det naturligvis ikke har været intentionen, er der en følelse af kontemporær samhørighed over at lytte til sange med titler som ”The Adults Are Talking”, ”Selfless” og ”Not the Same Anymore”, verdens situation taget i betragtning. At de nævnte eksempler så oven i købet er pissegode sange, gør jo heller ikke noget.

Den musikalske selvsikkerhed er den samme som ved årtusindskiftet, og der bliver fortsat taget musikalske chancer, uden at sangene nødvendigvis vakler på det grundlag. Det er ikke sikkert, The Strokes vinder nye lyttere med The New Abnormal, men på den anden side lyder de nu også pænt ligeglade med den slags bagateller.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA