x
GinmanBlachmanDahl: The Velvet Blues

GinmanBlachmanDahl
The Velvet Blues

Vidunderligt, vederkvægende, vanedannende

GAFFA

Album / DALI
Udgivelse D. 17.03.2020
Anmeldt af
Ivan Rod

FedtFedtFedt. At lytte til Ginman, Blachman & Dahls nye album, The Velvet Blues, er VidunderligtVederkvægendeVanedannnende. For så sensitivt, sanseligt og swingende spiller trioen, at jeg tager mig selv i at sidde og smile fra start til slut, imponeret og henført. Næsten lykkelig.

Såvel teknisk som kunstnerisk er de tre – kontrabassisten Lennart Ginman, trommeslageren Thomas Blachman og pianisten Carsten Dahl – fra den danske jazzscenes øverste hylde, som solister. Men tilsammen er de mere end det. Mere end 1+1+1=3. Tilsammen er de måske 4 eller 5 eller 6. Fra den europæiske jazzscenes øverste hylde.

Deres sammenspil er sublimt, og det har det været, hver gang (tror jeg) de igennem de sidste 20-30 år har fundet sammen. De har alle dage fremstået som ligeværdige og sammentømrede. Men nu er de oveni rutinerede, hver for sig og sammen. Og stadig nysgerrige, hver for sig og sammen!

Men det med rutinen! The Velvet Blues er kendetegnet ved en slående ro. Noget modent. Et reelt, åbent og vitalt sammenspil. Ikke en indbyrdes positionering og kamp om pladsen, men et sammenfaldende ønske om at 1+1+1 må give mere end 3.

Og derudover: en kærlighed til jazzens standards. For det er dem, der her er i spil.

The Velvet Blues åbner for eksempel med en helt fantastisk versionering af Cole Porters ”Night and Day” (fra 1932). Dén versionering er den bedste, jeg nogensinde har hørt. Instrumentalt. Dahls anslag er eminent og Blachmans forfriskende og Ginmans touch som en dans. Tag selv en lytter! Fokusér på det enkelte instrument, enkelte passager og nyd det tilsyneladende enkle, velovervejede, afdæmpede, virtuose og helt igennem stilsikre.

Eller lyt til trioens versionering af Harold Arlens ”Somewhere Over the Rainbow” (fra 1939) eller Frank Churchills ”Someday My Prince Will Come” (fra 1937) eller Bill Evans’ og Miles Davis’ ”Blue in Green” (fra 1959). For mig er det en nydelse at lægge øren til; at høre alle de fascinerende detaljer, roen og rastløsheden, helheden.

The Velvet Blues er et album, der er så vellykket og formfuldendt, så sensitivt, sanseligt og swingende, at verden (efter tidens Corona-helvede) bør stå åben for disse tre danske mestre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA