x
Verdens Sidste Idé: Den Indre By

Verdens Sidste Idé
Den Indre By

Aarhusianske debutanter griber faklen fra byens stolte bedsteforældre

GAFFA

Album / Beatbreaker
Udgivelse D. 16.04.2020
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Aarhusianske Verdens Sidste Ide kommer velspillende over debutkanten, med et album, der er lunt på ordspil med blink i øjet, men som dog ikke undgår livets skyggesider.

”Tine er så stille” berører netop disse skyggesider, hvor hovedpersonens veninde er forsvundet i byens mørke eller i livet. Akkompagneret af en alvorlig tangentbåren melodi, der til sidst får luft af den ensomme trompet som symbolet på jagten efter håbet.

”E.L.S.K” er helt rigtigt blevet set som radiofrontløber. En pulserende basrundgang og synthblink i diskolysets skær giver præcis den affyringsrampe, der kan bringe lidt godmodig puls i de tyndslidte hjemmekarantæner landet over, skulle FM-båndet ramme rigtigt.

”Agnes er Gud” lægger sig i slipstrømmen af den rytmiske to meters afstandsdans og er sammen med de førnævnte sange albummets højdepunkt. Med en variation og iørefaldende fantasifuldhed, der lige så blidt vugger os ud af livets alvorlige monotoni.

Selvom brass-sektionen fylder mere, end den nogensinde har gjort hos Steffen Brandt og Co., og danseskoene for alvor er snøret fast, så er det altså svært tekstmæssigt og musikalsk ikke at drage de uundgåelige paralleller. Ikke især med tanke på de underfundige hverdagsbetragtninger, der dog ikke gør sig så meget i kakkelbordsironi som de aarhusianske gudfædre.

Men grundtonen er lidt den samme. Blot tunet ind på det herrens år 2020. Og som sådan er kapelmester Asbjørn Hvelplund og co. ikke en tom kopi, men blot lyden af et Aarhus i bevægelse og ikke mindst sig selv. Og det er faktisk ikke så skidt endda. Der skal blot smøres lidt mere afveksling på de musikalske tandhjul. For skal vi være helt ærlige, så er der tomgang hist og pist, men så kan det også blive ræddi godt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA