x
Baal: The Quiet Session

Baal
The Quiet Session

Skal du ha' skarntydesaft i din café latte?

GAFFA

Album / Eurodope Records
Udgivelse D. 14.04.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Fænomenet ”album med akustiske genindspilninger” afføder ikke altid en positiv reaktion blandt hardcore musikfans og nørder. I bedste tilfælde kan den akustiske fortolkning af eget materiale resultere i, at gamle travere får ny og anderledes saft og kraft. I nyere tid er især The Cure og Eels sluppet fra det, på henholdsvis Acoustic Hits og Live at Town Hall. Men i værste tilfælde kan det fremstå som den sidste ildelugtende prut fra et band, der burde være stoppet for længst. Man har bare ikke brug for at høre Mr. Big spille ”To Be With You” for Gud ved hvilken gang, på lap-steel og sækkepibe. I værste tilfælde er det et cashgrab, der gør, at din musik kan blive hørt af folk, der slurper café latte på spa-ophold.

Heldigvis slipper gode, gamle Baal ret så hæderligt fra de akustiske genfortolkninger på deres ottende album The Quiet Session. For selvom pladen kun indeholder to nye sange, lader det til, at bandet opfatter pladen som et fuldgyldigt studiealbum. Og hvad får vi så? Vi får bandets mest stille numre, genfortolket i gennemført akustiske versioner, komplet med rå livestrygere og bandets altoverskyggende dæmon-crooner Bjørn Fjæstad som intimitetens naturlige midtpunkt. Og The Quiet Session lykkes langt hen ad vejen, dog uden at det kommer helt op at ringe.

De to nye numre: ”Blood Rivers” og ”Sylvia” fremstår ikke som hastværk, men er formfuldendte i sig selv. Især ”Blood Rivers”, der står som en af Baals stærkeste sange – måske endda siden den sidste store plade The Supreme Machine. Sangen bæres af et underskønt sammenspil mellem Morten Lundsgaards akustiske guitar og Henrik Melanders klaver. Samtidig leverer Fjæstad et næsten klassisk sangforedrag, som passer perfekt til sangen, der lyder så tidløs, at man mærker både Kurt Weill, Bertolt Brecht og Burt Bacharach spøge bag de smægtende livestrygere leveret af det københavnske strygerensemble LiveStrings.

Af genfortolkningerne er de mest radikale og nytænkende indslag de to sange fra det frygtindgydende mesterværk Karaoke, hvor titelsangen og den hjerteskærende ”The Lunatic” dukker op. ”Karaoke” forbliver en tragisk kærlighedssang, som i genfortolkning bliver lidt for loungejazzet. Man savner originalens cinematiske tæppe af synths, selvom sammenspillet mellem cello og klaver er utrolig smukt. ”The Lunatic” er sjovt nok mere spraglet end den ensomme klaverballade, man møder på originalen, og tilføjelsen af det udvidede akkompagnement får sangen tættere på de skrå brædder, end den nogensinde har været før. Dog er originalens knusende ensomhed stadig at foretrække.

Af andre genfortolkninger er især ”Wagners Music” et must, selvom denne version egentlig ikke er så langt fra originalen. Til gengæld er sangen stadig en dybt overset og ganske morsom ballade om det formfuldendte storhedsvanvid. ”My Boy”, fra Sensorama, får også en lettere ansigtsløftning med kontrabas og med en kælen, dybt syngende Fjæstad. Her er nyfortolkningen faktisk at foretrække.

Nyere sange som ”Time is Old” og ”On and On” fanger desværre ikke opmærksomheden på samme måde, men det er nok mere en hilsen til faktummet, at Baals sangskrivningsstandard fra Sensorama frem til The Supreme Machine var helt utrolig høj. Samtidig kan man undre sig over, at sange som teaterbaskeren ”Det sorte sand” og singlen ”Slowly” er med, når numre fra The Supreme Machine overses fuldstændig. Sange som ”Hold On to Yourself” og ”The Other Side” havde været helt utrolig smukke i denne sammenhæng, og sammen med ”Orbit” og ”The Future” fra Funtex havde The Quiet Session været en utrolig samling af cinematisk, intens akustik, hvis disse også havde været med.

Samtidig kunne man tænke over, hvad der var sket, hvis bandet rent faktisk havde set bort fra de oplagte ballader og havde kastet vildere numre som ”Eurodope”, ”Trash”, ”World is Losing Air” og ”Moonraker” ind i dette koncept. Det ville have resulteret i et knugende, voldsomt drama, som jeg seriøst tror ville have sparket bolden helt i mål. Den version af ”Moonraker”, jeg har kørende i min indre jukebox lyder helt vild.  

Vi må dog nøjes med resultatet, vi sidder med nu, og The Quiet Session er helt sikkert en hæderlig, smuk og udpræget positiv fornøjelse, trods de ovennævnte mangler. Jeg tror bare, at konceptet, og dermed også pladen, kunne have været endnu mere vedkommende, hvis bandet havde søgt tilbage til fortidens eksperimenter og leveret en væsentlig mere dramatisk plade. Nuvel! Baal slipper godt fra det akustiske album, og man skal da lige tjekke efter, om der er nogen, der har kommet skarntydesaft i ens latté, mens man lytter til pladen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA