x
EOB: Earth

EOB
Earth

EEEDDDDD!!!

GAFFA

Album / Over Normal Ltd.
Udgivelse D. 17.04.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

”Radiohead. Radiohead. Kid A. Radiohead. Thom. Jonny. Radiohead.”  

Sådan er det oftest at leve med mig i sit liv. Og mine tanker går ud til alle, der har en besat Radiohead-fan i deres liv. Men det er svært ikke at have en mening om bandet, hvis man er fan og/eller musiker i de alternative og eksperimenterende genrer. Her er bandet enten en åbenbaring, en pestilens eller begge dele. Og med god ret, for bandet har fyldt helt utrolig meget i musikmedierne de sidste 30 år.

Men her bør den evige Radiohead-brandtale også stoppe, for selvom Ed O’Brien til daglig er guitarist i Radiohead, og dermed ikke kan undgå at blive sammenlignet med et af de mest frygtindgydende bagkataloger i moderne musiks historie, er hans første soloudspil, under navnet EOB, værd at kigge på med de selvstændige briller.

Ed O’Brien er en unik størrelse musiker. Han spiller guitar i band med to af nutidens mest interessante musikere, som spiller samme instrument. Thom Yorke, der er den altoverskyggende frontfigur og sangskriver, og Jonny Greenwood, der var ’90’ernes store guitarhelt og siden er blevet et finkulturelt multitalent.

Derfor har O’Brien, på tragikomisk vis, altid haft et lettere ondskabsfuldt image som ham den høje, der lavede ”whooping oodle noises” på sin Stratocaster, spillede tamburin og sang sit eget navn i baggrunden. Piller man lidt i overfladen, opdager man dog hurtigt, at O’Brien ikke bare er gruppens talsmand, men også en unik guitarist – og musiker – i egen ret. Og det formår han faktisk at bevise på Earth, som er en af årets første store overraskelser.

O’Brien har altid været den chillede diplomat i Radiohead, og Earths tematik strejfer også om noget, der minder om en spirituel opvækkelse, i den tid O’Brien og hans familie var bosat i Brasilien. På pladen står O’Brien selv for sangskrivningen og sang, og det er tydeligt, at han har været stærkt påvirket af begge sider af Brasiliens historie, hvor festen og mørket går hånd i hånd. Samtidig er der en livsglæde, som går igen på alle numre, der faktisk bryder med de lydmæssige tendenser, som O’Brien har bragt med sig fra Radiohead. Og så synger manden faktisk virkelig godt!

Åbneren ”Shangri-La” vokser sig fra minimalistiske loops til en punket rockhybrid, med en ekstremt velsyngende Ed O’Brien, der hér viser, at han kan andet end at agere back-up for Thom Yorke, når han går fra falset til fuldregister. Sangens refræn er medrivende, og man får nærmest lyst til at hoppe hjemme foran anlægget. Førstesinglen ”Brasil” er den perfekte opsummering af pladens tematik, da første halvdel af sangen er en øm, britisk folksang, mens anden del er en god, gammeldags omgang acid-techno. Det fungerer helt optimalt, på grund af det vellykkede guitarsample.

”Deep Days” besidder et cool rocket funkgroove og et virkelig enkelt og effektivt popomkvæd, mens bossanova-rockeren “Banksters” sagtens kunne have været et deep cut på Radioheads politiske Hail to the Thief. Den otte minutter lange, pulserende ”Olympik”, lyder som en lang Underworld-hyldest, med afstikkere til nutidens psych-garage, mens ”Sail On” er en smuk lille folkbagatel.

Den ømme afslutter ”Cloak of the Night” bliver nærmest lidt Paul McCartneysk, med engelske Laura Marling på drømmende duetvokal. Faktisk er pladens eneste svagheder den lettere anonyme folkpopper ”Long Time Coming” og den eksperimenterende ”Masses”, dog uden at nogle af sangene bliver decideret dårlige. Samtidig er teksterne måske ikke O’Briens stærkeste side. Men når man bliver ufrivilligt sammenlignet med Thom Yorke – en af samtidens store rockpoeter – så er det svært at være rigtig god.

Earth
når da heller ikke højderne fra Thom Yorkes tusmørke electronica eller Jonny Greenwoods kompositionsmusik, men EOB formår at skabe sit eget klangunivers. Et klangunivers, som er så meget hans. Earth er en varm, insisterende og livsbekræftende debutplade fra en voksen mand, der har spillet i et af verdens største bands i 30 år og ved, hvad han er bedst til.

En virkelig vellykket blanding af folk, ambient, alternativ rock og elektronisk finesse, med en sidemand, der endelig har fundet sig egen stemme. Det positive budskab om at stå sammen som mennesker er et virkelig aktuelt budskab i en tid, hvor coronakrisen overskygger den skinnende sol. Den fest, vi er inviteret til, i O’Briens digitale neohippie-verden, er en fest, som alle burde være med til. Earth er en bemærkelsesværdig overraskelse fra en helt igennem knuselskelig fyr, og der skal lyde den højeste anbefaling herfra.

Så ja! Ed er Radioheads hemmelige våben. Tilbage er der ikke andet end at sætte ”Weird Fishes/Arpeggi” på og skråle: ”EEEDDDDD!!!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA