x
Run The Jewels: RTJ4

Run The Jewels
RTJ4

Eminent soundtrack til en verden i brand

GAFFA

Album / Jewel Runners
Udgivelse D. 03.06.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

“Fuck it, why wait? The world is infested with bullshit so here’s something raw to listen to while you deal with it all.” Sådan lød begrundelsen fra Killer Mike og El-P, da de onsdag smed deres fjerde album på gaden, to dage før den egentlige udgivelsesdato. Og ganske rigtigt i disse tider føles en ting som en pladeudgivelse pludselig som en mindre vigtig begivenhed set i det store perspektiv. Alligevel virker det nu alligevel perfekt, at albummet her ser dagens lys netop nu.

Mens Amerika står i flammer, og en virusinficeret verden skriger sig hæs i higen efter retfærdighed, er altid træfsikre Run The Jewels klar med soundtracket, og det er hårdt og tungt. Jamie og Mike har alle dage været socialt bevidste, og harmen og indignationen er på ingen måde aftaget, så de efterhånden uhyggeligt realistiske dystopier fra deres mesterlige tredje album fortsætter på RTJ4. De har fået mere end nok af al verdens bullshit, og det kan mærkes på en plade, der sitrer af intensitet og helhjertede indsatser fra Mike og El-P.

”Walking in the Snow” blev godt nok skrevet i efteråret, men, som Killer Mike også selv har påpeget, passer følgende linjer i skræmmende grad på drabet på George Floyd: “And ’til my voice goes from a shriek to whisper, ”I can’t breathe” / And you sit there in the house on couch and watch it on TV / The most you give’s a Twitter rant and call it a tragedy / But truly the travesty, you’ve been robbed of your empathy.”

Med RTJ4 overgår de to tungt rullende veteraner endnu engang sig selv med et skarpskåret storværk, hvor der både bliver plads til klassisk hiphop-bravado og hudløs ærlighed på storskrydende ”Holy Calamafuck” (”You're a common cold and my flows are cancerous”) og gribende ”Pulling the Pin”, hvor El-P pointerer, hvordan virkeligheden for længst har overhalet fiktionen. Nummeret byder på en gæsteoptræden fra Josh Homme, men det er Mavis Staples’ sprukne og sjælfulde vokal, der på rørende vis stjæler rampelyset, når hun grådkvalt synger “And at best I'm just getting it wrong / And at worst I've been right from the start / It hurts, I'm bein' torn apart /  There's a grenade in my heart and the pin is in their palm".

Rimene sidder i skabet og følelserne uden på tøjet, både når vores to hovedpersoner legende deler linjer som på ”Goonies Vs. E.T.”, og når vi præsenteres for livets skyggesider, både i helikopterperspektiv og helt nært og personligt, som på det uafrystelige afslutningsnummer, hvor Killer Mike over insisterende synths og en skrattende saxofon fortæller om sin mors død, om sin opvækst som sort i Amerika, sit liv og de perspektiver, det giver på tilværelsen, når man mister en forælder, der med Mikes egne ord har ”fået sit hjerte knust af omverdenen og dør som misbruger.”  

Her er ingen regnbuefarver i håret eller mumlende AutoTune, til gengæld er der masser på hjerte, og El-P spiller i dén grad med musklerne i producerstolen, hvor han endnu engang beviser, at han også der er en af de skarpeste inden for sit felt i disse år. Zack de la Rocha leverer som altid en ætsende og ramsaltet indsats, denne gang på "JUST", der også gæstes af Pharrell: "How can we be the peace / When the beast gonna reach for the worst? / Tear all the flesh from the Earth (...) But the breath in me is weaponry / For you, it's just money".

Der er ikke en eneste svag sang eller ligegyldig stund på RTJ4, der i skrivende stund må indtage pladsen som årets bedste – og vigtigste – album, intet mindre.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA