x
Phoebe Bridgers: Punisher

Phoebe Bridgers
Punisher

Et genre-genopladende hævntogt

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 19.06.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Nå, men inden vi går i gang med diskussionen om, hvorvidt Thomas Jane eller John Bernthall er den bedste version af Frank Castle, er det vigtigt at understrege, at Phoebe Bridgers’ andet album intet har at gøre med Marvels elskede 70’er-antihelt. Men indimellem kan den formfuldendte levering på Punisher alligevel godt agere baggrundsmusik, mens du spraymaler et dødningehoved på din skudsikre vest.

Bridgers er lidt af en guldfugl på den amerikanske, alternative singer-songwriter-scene. Hun er et vigtigt medlem af grupperne boygenius (med Lucy Dacus og Julien Baker) og, ikke mindst, Better Oblivion Community Center (med Conor Oberst). Samtidig er hun en ivrig fortaler for kvinders rettigheder i musikverdenen, bl.a. i sagen om Ryan Adams. Grunden til, at jeg bringer dette på banen er, at det er vigtigt at forstå, at Bridgers er en sanger og sangskriver, der går sine egne vegne og tør sige sin mening – også selvom den har konsekvenser for hendes egen karriere.

Det ser dog ikke ud til, at kontroverserne har sænket hende – nærmere tværtimod. Også selvom Punisher kun er hendes andet album og opfølgeren til den fine debut Stranger in the Alps. Punisher er det, som om Bridgers har taget sagen i egen hånd, og på en eller anden facon formår hun at genoplive en genre, der oftest har været præget lidt for meget af metaltræthed og hurtige overspringshandlinger i selve produktionen. Pladen kradser, river og spytter oftest lytteren i ørerne samtidig med, at det hele er guddommeligt smukt.

Pladens force er uden tvivl Bridgers’ karakteristiske stemme, som ligger perfekt i mikset hele vejen igennem. Bedst er hun på pladens pulserende uptemponumre, hvor især ”Chinese Satellite” er en genistreg og også fremstår som pladens totale højdepunkt. Den eskapistiske klagesang får hele armen med Neutral Milk Hotel-blæsere og anarkistisk guitarsolo. En strålende sang, der har potentiale til at være en af årets helt store sange, især når den endelig forløses mod slutningen.

Omvendt ligger ”Kyoto” i samme tempo, men udmærker sig på anderledes vis med en væsentlig mere åben og melodisk lyd, komplet med rytmeboks og Casio-synth. De ekstatiske omkvæd, hvor sangen åbner sig, er virkelig smukke, og Bridgers leverer den melankolske tekst med en af pladens stærkeste vokaler. Trommespillet bør også fremhæves på denne sang, for det lyder fandeme fedt. Den fængende ”ICU” er på mange måder en opsummering af pladens tendenser og formår at samle alle albummets nuancer i en eksplosiv popsang, der også peger ud i en mulig fremtid.

Førstesinglen ”Garden Song” er en god repræsentant for pladens overordnede lyd, for selvom sangen har karakter af klassisk folkballade, er den delvise blanding af elektronisk behandlede akustiske guitarer og cut-up-percussion en kærkommen kontrast til Bridgers’ blide sangforedrag. Det kradser på det helt rigtige steder, og det overkomprimerede lydbillede tilføjer både Bridgers’ sange og genren et kærkomment ansigtsløft.

Samme gør sig gældende på den meget ømme – og samtidig brutale – titelsang, hvor virkelighedens realiteter og barndommens fantasi mødes i et hypnotisk lydbillede af lo-fi-klaverer og kantede overdubs. Disse produktioner minder på mange måder om Radioheads A Moon Shaped Pool, sat i et meget mere amerikansk univers.

De samme produktionsmetoder mødes på pladens resterende ballader, uden at de på noget tidspunkt bliver kedelige eller falder ud i glemslen. Den snublende ”Halloween” vinder på et virkelig flot og nogle interessante rytmiske elementer, mens ”Moon Song” besidder en bittersød tristesse. der klæder det modsatrettede lydbillede virkelig godt. Her bør de helt tørre trommer fremhæves. Samtidig skærer violinen på den utrolig smukke ”Savior Complex” decideret hjerteskærende, når den kombineres med den dybt melankolske melodi, indtil den vokser sig til en af pladens mest hjerteskærende sange. I så høj grad, at jeg rent faktisk kneb en tåre under lytningen.

Der er faktisk ikke ret meget at kritisere på Punisher, der er en af de sjældne plader, som formår at balancere det grimme med det perfekte og det ordinære med det originale. Måske er introen ”DVD Menu” lidt for kort i forhold til dens potentiale, mens den country-agtige ”Graceland Too” virker lidt malplaceret med sit langt mere traditionelle lydbillede. Til gengæld får man også det sindssygt flotte afslutningsnummer ”I Know the End”, der vokser sig fra et af pladens mest intime momenter til en sprudlende, filmisk afslutning af skrig, rytmik og triumferende blæsere.

Punisher er noget så sjældent som et perfekt sammenskruet album, med en start og en slutning. En plade med en personlighed i front, der ved, hvad hun vil, hvor hun vil hen, og hvordan det skal gøres. En kvinde, der tør at balancere det vittige, det skrøbelige, det brutale og det personlige på en yderst original måde. Det er lang tid siden, nærværende anmelder har siddet med et så helstøbt album i folk- og songwriter-genren, men Punisher tager alligevel titlen som årets mest helstøbte album indtil nu og er det foreløbige højdepunkt i Phoebe Bridgers’ diskografi. Samtidig er det også en væsentlig fornyelse af genren, som man kan lære meget af.

Vi skal være glade for, at der stadig bliver udgivet vedkommende musik i usikre tider som denne. Så fuldt hus til Bridgers herfra.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA