x
Lamb of God: Lamb of God

Lamb of God
Lamb of God

En arbejdshest af et album

GAFFA

Album / Nuclear Blast
Udgivelse D. 19.06.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Trommeslager Chris Adler blev afskediget fra Lamb of God sidste år efter en periode, hvor Art Cruz vikarierede på livefronten. Forlydender siger, at Adler ønskede at bevæge sig i en mere artistisk udfordrende retning end resten af bandet. En af Adlers afskedsreplikker var, at han ikke ville ”paint by numbers”. Når man lytter til Lamb of Gods 10. album, der blot bærer bandets navn, er det tydeligt, at det er bussiness as usual hos Lamb of God. På godt og ondt. Der er dog langtfra tale om, at bandet har lavet en bevidstløs pligtaflevering.

Chris Adler efterlader sig et hul, der svarer til det, en finger efterlader sig, når man tager den op af et glas vand. Den lange ildevarslende intro på over halvandet minut, der indleder åbningsnummeret, ”Memento Mori”, baner vejen for et pulveriserende omkvæd, der er båret af et klassisk LoG-riff. Art Cruz lægger et solidt fundament for Willie Adler og Mark Mortons riffarbejde. En grundsten i Lamb of Gods succes. Frontmand Randy Blythe lyder så respektindgydende som nogensinde, når han kommanderer: ”Wake up, wake up, wake up”.

Store dele af Lamb of God bliver kørt i hus på de betydelige mængder guitarklodser, Adler og Morton får liret af sig. I modsætning til Resolution, der bibragte en del nye tiltag i det amerikanske bands arsenal af angrebsvåben, er albummet ligesom forgængeren VII – Sturm und Drang konsoliderende. Selvom man med argumenterne på plads kan beskylde Lamb of God for at spille sikkert og træde vande rent stilistisk, er det beskyldninger, der helt og aldeles bliver afmonteret og pillet fra hinanden i kraft af materialets kvalitet.

Der er muligvis ikke mange numre bortset fra ”Memento Mori”, der øjeblikkeligt skriger klassikerstatus. Omvendt er der ikke noget, der minder om et svagt nummer. Det hele er så gennemarbejdet og konstrueret med blik for hver del af sangene, at numrene gradvist, jo oftere man hører dem, træder i karakter. Selvom variationen er til at overse, er der alligevel en vis vekselvirkning i spil.

En af albummets langsomste skæringer, ”Ressurection Man”, banker nådesløst og konsekvent sit bastante riff ind i kraniet og bliver afløst af ”Poison Dream”, hvor tempoet er sat en kende op samtidig med, at der på riff-fronten er levnet mere plads til melodi. Et kalejdoskop af bistre toner falder som en endeløs kaskade af mørk lyd. Herpå følger ”Routes”, der er det hurtigste nummer på albummet, og herefter ”Bloodshot Eyes”, hvor Blythe i versene lægger brølet på hylden for en stund for at hellige sig nogle indsmigrende melodier.

Lamb of God er et album af den karakter, metalbands også har brug for at lave, hvis de vil have en lang karriere foran sig. Der er ikke tale om en hjørnesten eller et fundament. Men i stedet det materiale, der skal udgøre væggene og holde sammen på skidtet. Det er sovsen og kartoflerne. Det bliver næppe det album, som en inkarneret fan vil anvende til at omvende andre. Men det er et af de albums, der giver ro i sjælen at have i baghånden. For hvert sekund er fuldfed kvalitet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA