x
Owen Pallett: Island

Owen Pallett
Island

Orkestral indiepop, du roligt kan tage med på en øde ø

GAFFA

Album / Domino Recordings
Udgivelse D. 22.05.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Da den canadiske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Owen Pallett udgav sine første plader i midt- og slut-00’erne, dengang under navnet Final Fantasy, var det ofte en del af fortællingen om ham, at han havde skrevet strygerarrangementer for en række markante indiebands, ikke mindst Arcade Fire. Det gør han i øvrigt stadig, men han har også markeret sig stærkt i eget navn, både som solist og som komponist, og i 2014 blev han og Arcade Fires William Butler nomineret til en Oscar for deres fælles musik til Spike Jonze-filmen Her.

Island, Palletts første album i eget navn i seks år og femte i alt, er han tilbage i rollen som sanger, sangskriver og multiinstrumentalist. Pallett har spillet klassisk violin, siden han var tre år, og instrumentet har ofte en central rolle i hans sange. På dette album er det dog i lige så høj grad fingerspillet, akustisk guitar, der er i fokus på de ofte trommeløse numre sammen med Palletts lidt spinkle og drengede, men ganske karakterfulde stemme, der kan minde om Sufjan Stevens’ – en kunstner, Pallett har en del til fælles med.

Albummet er indspillet med symfoniorkesteret London Contemporary Orchestra, der, som navnet antyder, spiller nutidig musik. Orkestret har en forholdsvis tilbagetrukket rolle på begyndelsen af albummet, men fylder gradvis mere og mere, jo længere vi kommer ind på det, og det kulminerer på den fejende flotte finale, ”In Darkness” (inden to lidt overflødige alternative versioner af to af sangene).

Og så er der Palletts tekster, der er et helt kapitel for sig. På Island er hovedpersonen atter Lewis, den fiktive karakter fra 2010-albummet Heartland, som Pallett dengang beskrev som en ”ung, ultravoldelig landmand” fra planeten Spectrum. Teksterne på Heartland var Lewis’ først lovprisning af, så diskussioner med og til sidst fysiske kamp med sin gud og skaber, altså Pallett – en kamp som Lewis tilsyneladende vandt. Denne fortælling virkede måske en anelse fortænkt, men kunne let læses som en allegori over menneskets forhold til religioner, og på Island møder vi så Lewis i en gudløs verden, han forsøger at finde mening i.

Albummet åbner med nogle ganske dystre akkorder i et instrumentalnummer, hvis titel er en pil, inden stemningen fortsætter i ”Transformer”, der blandt andet rummer følgende opgivende linjer: ”When I wish I was never born / My mother tells me / I wasn't born so much as excreted”, men også den hurtige, efterfølgende konklusion: ”But this emptiness is a gift / I'm free to write the future”. Melodien og den akustiske guitar er samtidig utroligt smuk, og dermed er der også noget opløftende over sangen.

Denne stemning fortsætter på hele det yderst gennemarbejdede album, som rummer mange højdepunkter. Eksempelvis ”Paragon of Order” og den hurtigere og groovy ”A Bloody Morning”, to af albummets få numre med trommer. På sidstnævnte længes Lewis, for nu at citere Tom Kristensen, ”mod skibskatastrofer og pludselig død”, da han her har fået hyre som kaptajn på et passagerskib, som han dog i en kæmpe brandert bevidst vælger at lade havarere. Unægtelig ikke en gennemsnitlig indie-pop-tekst.

Der er i det hele taget ikke meget gennemsnitligt over Island, der understreger, at Owen Pallett er et af de helt store talenter på musikscenen siden årtusindskiftet. Både som sangskriver, musiker, arrangør og producer, ja, på sin vis også som sanger, selvom hans vokal ikke er særlig kraftfuld. Den er dog udtryksfuld og passer godt til det afsøgende univers, han præsenterer på Island. Et album, du sagtens kan tage med på en øde ø.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA