x
Afslutningsfesten, Svendborg sent vil glemme

Jung, 5700 Summer, Svendborg

Afslutningsfesten, Svendborg sent vil glemme

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Jungletrommerne begyndte allerede torsdag aften at buldre: noget ekstraordinært var på vej til Svendborg. Fredag formiddag var det officielt, og på rekordtid blev de eftertragtede billetter til 5700 Summers afslutningsfest afsat.

En scenisk venue med udsigt over Svendborg Sund, et fyrværkerishow og Danmarks absolut hotteste pop-rocknavn er opskriften på den perfekte nattetime, koncertgæsterne i Forskerparken denne aften sent vil glemme.

For under et år siden var Jung opvarmning for Benal. I dag er de blevet headhuntet til at lukke og slukke 5700 Summer. Michael Hovmand på synth, Jonas Jung på vokal og Sigurd Boesen på guitar flankeres af den nyeste live-holdspiller Frederik Haakansson på trommer. Der åbnes med bas, og masser af det, i en toneopbrydningssekvens, som blot stiger i intensitet og pitch straks flankeret af fællesklap.

Det er den bas, publikum har ventet på i snart et halvt år. Den, der dunker i brystet og synkroniserer sig med hjerterytmen. "Ik’ Så Meget” åbner meget sigende det musikalske festfyrværkeri med en versefod, der siger alt: “Jeg er opstået på ny igen” starter afslutningen på genfødslen af dansk musik og festivallandet i mere end en forstand.

En organisk sætliste pumpet op til live-publikummet

Sætlisten er ligesom albummet, hvis ikke endnu mere, organisk sammensat. Det er ikke blot, fordi posen er blevet rystet. Selvom der kun ligger et enkelt album i diskografien, så falder kompositionerne strippet for musikalsk udenomssnak.

Jung bruger deres kompositioner og strukturer til egne fordele. De tager konventionerne og beefer dem op med storladen lyd og skærer det unødvendige fedt fra. Et track som “Ud I Kørebanen” bruger eksempelvis et C-stykke som crescendo-opbygning, hvor versefoden “Ja det går nok” messende leder til det afsluttende omkvæd.

Med korte numre, der i gennemsnit ligger sig omkring de tre minutter, så er C-stykker ikke noget, der opereres vildt meget med i Jungs sange. Det er klart sing-along-værdige omkvæd, der bærer musikken. Musikken er som skabt til live-publikummet. Samtidigt bruges soli i særlig grad som afslutningsvirkemiddel. Numrenes længde, struktur og energi gør derfor, at sangene føles friske, og at konceptet tid modificeres, forkortes eller endda helt forsvinder, når Jung dirigerer nattens rytmer.

Når kulkælderen er feel good

“Kulkælderen” byder på festivalens første og eneste Brødrene Olsen-moment anno 2020. Fem hundrede mobiltelefoner dikteres op i vejret. Flere af festivalens fællesøjeblikke har været en smule afventende, mens det for visse artisters vedkommende har været med øjeblikkelig reaktion fra publikum. Dette er tilfældet med Jung, der i løbet af en lille time sikrer 5700 Summer de sidste afkrydsninger på den obligatorisk festival to-do-liste i 11. time.

Med et minimalt antal pauser opfattes de 50 minutters koncert som festivalens hurtigst overståede, og man efterlades som publikum hungrende efter mere.

Det vil være synd at sammenligne Jung med bands, der har haft deres storhedstid, for Jung er deres egne, og de er fremtiden. De taler direkte til en generation, der mest forbinder 80'erne med skulderpuder, vandsenge og kikset hår. Samtidigt taler gruppens musik direkte ind i de nostalgiske hjerter på dem, der i deres formative år selv sportede skulderpuder, mistede mødommen i en vandseng og helst ikke vil kendes ved deres forhistoriske frisure. Det afspejler sig da også i den fine aldersspredning blandt publikummet.

Særligt skal det desuden fremhæves, at Jung, trods 80'er-sammenligninger med pow på lilletrommen, har en dybfølt kærlighed til bassens magt. Meget 80'er musik kan ved gennemlytninger i dag virke basforladt for generationen, hvor en 18’’ nærmest er standard i Puntoen. Det her er med andre ord 80'er-musik for millennials.

Skal man alligevel sammenligne Jung med noget, så er det bedste bud The Minds of 99. For så vidt ikke musikalsk eller tekstmæssigt, men derimod den åbenbaringsfølelse, man i sin tid fik med Minds: Det her er også noget helt specielt. Den eneste forhindring, der er for, at Jung ikke spiller arenarock eller flækker festivaltelte midt over ASAP er den samme akilleshæl, alle artister har i skrivende stund. Det er intelligent pop, der taler direkte til ungdommen og bare skal udbredes hurtigst muligt til folkemasserne.

Postmodernisme og simplicitet er opskriften på det storladne

På mange måder er Jung en tilbagevenden til 80'er-poesiens postmodernistiske leg med ord og fejring af livet i en mørk og kold tid. Det er byens lys og den uholdbare kærlighed, man bare ikke kan holde sig fra. Det er anarkistisk, men samtidig tro mod genrekonventionerne, det er rocket og anti-generisk, men samtidigt poppet og sing-along-worthy, det er Jung. Og de er stensikkert at finde på din næste Spotify-playliste.

“Ved hvor det gør ondt” er muligvis det nummer, hvor Boesens Telecaster bedst kan spinde igennem. En enkelt tone slås monotont an til teksten af hjerteskærende smerte, der inkluderer en ualmindelig lang kunstpause og en smuk guitarsolo-outro. Lidt drømme-pad fra de hjemmebryggede synteser, stensikker vokal og publikumsvelvillighed gør, at der ikke er et øje tørt. That’s it. Nogle gange er det bare dét, der skal til: keep it simple, specielt når bandets DNA er båret af melodisk poesi, der kan opretholde energi og momentum.

Der afrundes med crescendo på lydsiden og stroboskop-effekt på lysopsætningen på "Hun kommer tilbage", inden der desværre går en lidt for lang pause, før det gigantiske og højt anticiperede fyrværkerishow får lov til at oplyse Sydfyns nattehimmel igennem små ti intense minutter. Det måtte gerne have været timet en kende bedre som baggrundsshow for afslutningen på Jungs fremfærd mod stjernerne.

På mange måder er albummet Blitz det mest 80'er-agtige album skabt med klassiske og moderne virkemidler af musikere, som kun kan have oplevet 80'erne gennem højtalere og billedalbums. Det kommer da også som et mindre chok, at Michael Hovmand på keys ikke står bag en analog synthesizer. Det er nye tider, og det analoge kan næsten genskabes i en 1:1 digital version, men hold da op, hvor lyder Hovmands bassynthesizer godt. Fyldig og varm og med en fantastisk evne til at fange opmærksomhed og hjerterytmen hos sine tilhørere.

Det er selvfølgelig svært at vurdere et band med et så storladent debutalbum i bagagen, og svært at forudsige langtidsholdbarheden. Den svære toer vil lure ude i fremtiden sammen med de store shows. Sandheden er dog den, at Jung har lagt grobunden for at være sin ungdomsgenerations soundtrack. Med så stort momentum, som bandet har i disse tider, så skal den hype-pony bare rides til.

Det her er musikken, der skal give den 16-årige gymnasieelev modet til at snakke med hende den søde fra parallelklassen. Det vil være lyden af cykelturen mod undervisningsinstitutionen. Det er for-festen. Det er efterfesten. Det er feststarteren. Det er morgenstarteren. Det er koffein på lydformat. Drømme, håb, kærlighed, opture, nedture. Jung er det hele på én og samme tid. Det er lyden af ungdom af den uforbandede slags. Jung har været denne sensommeraftens ultimative festdirigenter.

 

Sætliste:

"Ik’ Så Meget"

"Hvad Skal Jeg Tro På"

“Ud I Kørebanen"

“Jeg Skal Nok Vente"

“Kulkælderen”

“Sig Mig”

“Blitz, Baby”

“Ved Hvor Det Gør Ondt”

“HDTV"

“Hun Kommer Tilbage"

 

Live-bandmedlemmer:

Jonas Jung - Vokal 

Michael Hovmand - Synth

Sigurd Boesen - Guitar

Frederik Haakansson - Trommer

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA