x
Ravi Kuma beviser, at Tessa ikke sidder på rapdronningernes trone alene

Ravi Kuma, De Grimmeste Aftner, Brabrand

Ravi Kuma beviser, at Tessa ikke sidder på rapdronningernes trone alene

Anmeldt af Simone Nowack | GAFFA

Mine forventninger er ekstremt blandede, inden jeg tager til Ravi Kuma-koncert på Grimhøjgaard. Stedet kender jeg i forvejen, og jeg ved at hjemstedet for GrimFest sætter rammerne for nogle helt særlige oplevelser. Omsluttet af skov og eventyrlig udsmykning, og oven i købet med en vejrudsigt, der lover fuld smadder på solen og 27 grader, er forventningerne til aftenens koncert-setting i hvert fald noget høje.

Men som bekendt står vi midt i en corona-krise, og aftenens koncert vil både foregå siddende og med et begrænset antal publikum. Og så er det i øvrigt allerførste gang, at jeg skal se Ravi Kuma live. Det skaber et påtrængende spørgsmål, der rumsterer inde i hjernen på mig. Et spørgsmål, jeg inden koncerten er ekstremt spændt på, at få svar på:

Hvordan griber Ravi Kuma lige de omstændigheder an?

Bandet, der består af rapper og frontkvinde Sharon Kumaraswamy samt producer Aske Knudsen er nemlig kendt for at kunne levere et ekstremt energisk sceneshow. Og især Kumaraswamys evne til at skabe en nærmest aggressiv energi hos publikum er jeg spændt på, hvordan kommer til at se ud i dag.

Starten er blid. Ind på scenen kommer først Aske Knudsen, der stiller sig i en centreret dj-pult og starter aftenens første beat. Og så kommer Kumaraswamy. Det får en begejstring og hujen igang hos publikum, men Ravi Kuma forbliver anonyme i deres udtryk lidt endnu. Med deres nyeste single “Breakfast 1pm” står frontkvinden til venstre for sin partner, lidt kedeligt og stille bag ved sit mikrofonstativ igennem hele sangen.

Det forvirrer mig lidt. For hvor er tornadoen, jeg har hørt så meget om? Og i et øjeblik overvejer jeg, om det er den æstetik, der er valgt, på grund af de corona-restriktioner, vi lider under.

Men lidt efter lidt sker der altså noget, og det er tydeligt, at der gradvist bliver skruet op for attituden. Endelig bevæger den ellers yderst charmerende rapper sig væk fra sit mikrofonstativ, og en stor, lang leg med publikum er gået i gang for at stadfæste sig – nærmest i det uendelige.

For... Hold. Nu. Lige. Fast. For hvis du ikke holder fast, så bliver du simpelthen blæst fuldstændig bagover af den bombe af en kraft-duo, der præsenterer sig selv på Grim-scenen fredag aften og tager publikum med storm til aftenens fjerde nummer “Only Make Out With Myself”.

Nærmest eksplosivt indtager frontkvinden nu scenen, som om hun har stået på den mange gange før, og som om hun er fuldstændig øvet i corona-sikrede koncerter, med et siddende publikum, der ikke må rejse sig. Omstændighederne betyder ingenting. Hverken for Ravi Kuma eller for publikum. Men jeg tror, at det mest brændende ønske, der indfinder sig i tilskuerne, og ikke mindst mig selv, er muligheden for deltage i energibombens danse-univers – rejse sig og slippe alle hæmningerne. For det er lige præcis den stemning, Ravi Kumas performance inviterer til.

Ekstremt professionel

Og Kumaraswamy er da også ekstremt professionel i sin måde at integrere og engagere sit publikum. Om det er gennem humoristiske indslag, opfordringer til at klappe i takt til beatet eller ved at løbe rundt blandt tilskuerne på græsplænen og virkelig owne stedet.

Da det tunge, populære nummer “Pretty” fra sidste års debut-album Sub. kommer på, spidser stemningen kun yderligere til. Pretty-nummeret kan altså bare noget helt særligt og har en ekstrem paradoksal effekt, fordi nummeret giver en lyst til at være alt andet end pæn. Lyduniverset er tungt og upænt – perfekt uperfekt så at sige – og trangen til at hylde alle ens beskidte sider er stor. Og det går kun op i en endnu højere endhed og får nærmest en poetisk effekt, når vi nu er til et arrangement under navnet “De Grimmeste Aftner”

På en og samme tid er frontkvinden fuldstændig kontrolleret i sin stemmeføring og totalt ukontrolleret. Hvad betyder det så, tænker man måske. Det betyder, at hun har en evne til at mestre sin egen stemme og forme den igennem flere lag og niveauer. Det kommer især til udtryk, da duoen spiller “Staring at My Dick”. Det er virkelig et friskt pust, for det vidner om, at den tekniske snilde, hun har med sig fra musikkonservatoriet ikke bliver for pæn, poleret og porcelæns-agtig, eller noget, der sætter en stopper for hendes eksprimenterende lyd.

Og de tunge, onde beats serveret af Knudsen bliver det perfekte musikalske bagtæppe for frontkvinden og hendes lyse, men sikre stemme. Det kan nærmest beskrives som to modpoler, der mødes, og det går op i en høj, original enhed. Og så tager det publikum med en sådan storm, at jeg sidder tilbage måbende over, hvordan det er Kumaraswamy muligt at skabe en siddende fest i en sådan kaliber. 

Til slut indtræffer den fuldstændige ekstase, da sangen “Greet ‘Em All” bliver fremført som det sidste nummer. En performance, der bliver leveret med så meget bad-ass attitude, at det stiller mig tilbage med lidt af en undren over, hvorfor Danmarks nye darling, Tessa, er blevet tegnet som den eneste kvindelige figur, der har en stemme på den danske hiphop og rap-scene.

Jeg under det kvindelige rap-ikon al hypen, det må man ikke misforstå, men jeg synes, det er enormt vigtigt at understrege, at Tessa ikke sidder på rap-dronningernes trone alene. Og det er kun vanvittig positivt.

Og jeg vil gerne her lige understrege, hvor vild Kumaraswamy er. For en corona-sikret koncert er tydeligvis INGEN hindring for hende. Til “Greet ‘Em All” fortæller hun om, at hun savner de moshpits, Ravi Kumas koncerter normalt inviterer til, men spørger til gengæld ud på græsplænen, om vi ikke skal lave et “anti-mosh” sammen. Og så lægger den eminente rapper sig ellers ned på ryggen og viser publikum et move, hvor man smider arme og ben op i luften, og ellers bare går helt og aldeles amok.

Og før jeg får set mig om, er der en hel græsplæne fuld af mennesker, der ikke giver en fuck for at se ekstremt dumme og latterlige ud for at være med på Kumaraswamys fuldstændig geniale idé. Et øjeblik, der står yderst stærkt i min erindring, og som jeg nok vil komme til at huske resten af mit liv.

Det nærmest eneste, mindre positive, jeg har at byde ind med, er det manglende ekstranummer. Kumaraswamy italesætter det selv. De har ikke et. Så i stedet tager vi droppet fra “Greet ‘Em All” og “cykelturen” på ryggen en gang til. Og det fungerer, fordi momentet er så enestående og anderledes, at det kan holde til det. Men som udgangspunkt havde jeg nok foretrukket et godt gammeldags ekstranummer.

Men for at opsummere, og for at svare på det spørgsmål, jeg stillede mig selv om, hvordan Ravi Kuma tacklede corona-omstændighederne, kan jeg bare sige:

Helt og aldeles fænomenalt og professionelt. Restriktioner er tydeligvis ingen hindring for duoen, der fredag aften indtager en grim aften og gør den endnu mere grim – på den smukke måde. Kumaraswamy spirer fra et ydmygt frø til et kæmpemæssigt, frodigt og selvsikkert træ.

Og så beviser Ravi Kuma at vi sagtens, med god samvittighed, kan åbne yderligere op for koncertlandskabet, som vi så længe har eftertragtet. For de har om noget skabt grobund for, at corona-sikrede koncerter er en ting, vi som musikbranche ikke behøver at være så bekymrede for, for de kan sagtens fungere – til bravour. 

 

Sætliste: 

Breakfast 1pm 

If You're Nice to Me 

Honey 

Only Make Out With Myself 

Don't Ya 

Office Man 

Take off My Scarf 

Mad-moiselle 

Pretty 

Staring at My Dick 

Fuck This Shit I'm Gonna Be a Princess 

Greet 'Em All


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA