x
Bright Eyes: Down In The Weeds, Where the World Once Was

Bright Eyes
Down In The Weeds, Where the World Once Was

Storslået og intenst comeback

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 21.08.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Conor Oberst har aldrig været væk. I de ni år, der er gået, siden Bright Eyes udgav The People's Key har den notorisk produktive sangskriver udgivet fire soloplader, et album med sit punkband Desaparecidos og et fællesalbum med sjælefrænden Phoebe Bridgers under navnet Better Oblivion Community Center. Plus det løse. Alligevel er det nu noget særligt, nu hvor han atter efter så mange år har slået pjalterne sammen med kumpanerne Mike Mogis og Nate Walcott for at udgive karrierens tiende Bright Eyes-studiealbum. Og et eller andet sted føles det helt rigtigt, at den lander netop nu, midt i en pandemiramt verden på randen af opløsning.

”Verden er uforudsigelig og kaotisk,” har Oberst for nylig udtalt i et af de mange interviews, han har givet i forbindelse med udgivelsen af Down in the Weeds, Where the World Once Was, og netop uforudsigeligheden i både tekst, musik og produktion er en central del af det samlede udtryk på albummet, der både bevæger sig ud ad klassiske Bright Eyes-dyder og forholder sig musikalsk til mere samtidige lydlandskaber. Og så er det vel nærmest kun Conor Oberst, der kan skrive en så uimodståelig linje som ”it’s a self-induced seizure like a kid on a rave smeared in Day-Glo paint” og tilmed levere den, så man ikke kan lade være med at synge med.

Den slags medrivende stunder dukker der flere og flere op af for hver gang, man lytter til sangene, der leveres med en indlevelse og intensitet, der er næsten fysisk. Siden The People’s Key har Oberst været igennem en skilsmisse, en uretmæssig anklage for voldtægt samt sin brors død. Den slags sætter sit præg, og det giver da også adskillige stik i hjertet, når han synger om sin ”phantom brother”, ”look down at your other brother's grave” og om at drømme om sit ”ex-wife’s face”. Men albummet har mere at byde på end beskrivelser af tab. Meget mere. Og musikalsk nægter trioen at stå i stampe og forsøge at genskabe fordums tiders stjernestunder. I stedet sigtes der efter nye, og der ses fremad med musikalsk mod og en klædelig nysgerrighed, der både komplementerer ordene og kæmper med dem om lytterens opmærksomhed.

Når det kommer til stykket, er der ikke noget andet band, der kunne have lavet denne her pragtplade, og sammen med Fiona Apples Fetch the Bolt Cutters, Run The Jewels’ fjerde udspil, Phoebe Bridgers’ Punisher og Dylans Rough and Rowdy Ways udgør den det fjerde musikalske verdenshjørne af verden anno 2020. I lige så høj grad den indre som den ydre verden, der udforskes med ikke blot lige dele sans for det dramatiske som for det depressive, men også for det ærlige og tilkæmpet opløftende. Et majestætisk og modent album, der problemløst føjer sig til rækken af store Bright Eyes-udspil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA