x
Marshall Cecil stod på spring for at underholde i Vega

Marshall Cecil, Store Vega, København

Marshall Cecil stod på spring for at underholde i Vega

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

København er rastløs i aften. Det er lørdag aften og første gang i laaaang tid, at jeg skal til koncert igen. På turen igennem hovedstadens gader kan man mærke den summen af mennesker, der er samlet i større mængder, før på restauranter og natklubber, nu ude på åben gade. Jeg nikker genkendende til følelsen og behovet, og det samme, antager jeg, gør sig gældende for Marshall Cecil.

Den elektroniske trio har i deres levetid på efterhånden fire års tid identificeret sig ved udtrykket "bipolar pop". Aftenen føles måske også sådan og derfor passende for undertegnede at tage ind til Store Vega og høre den første levende optræden med trioens debutalbum, som udkom akkurat inden Covid-helvedet brød løs, betitlet navnet på deres allerførste single; ”Going Up / Going Down”.

Opvarmning: OMWI

Det er en noget anden størrelse at gå til koncert under pandemien på et stort spillested. Lange køer og snørklede indgange til siddepladser linet op med krav om et stoleplads mellemrum blandt grupper dulmer ikke rastløsheden i de spændte tilskuere. Tværtimod er det mere anledning til køb af drikkevarer, og det kan mærkes i et publikum, der stille og roligt lakkes til, uden at det gør noget ved oplevelsen. For det meste. Men mere om det om lidt.

Aftenen skydes reelt i gang med opvarmningsbandet OMWI, der består af duoen Bashir Billow og Jakob Miang, som har akkompagneret sig med bassist og pianist i deres elektroniske set-up. Lyden er dog mere funket og valsende end Cecils, hvilket mærkes fra start med åbneren ”Beats and Lies”. Folk lystnes op, og den tilønskede effekt ved opvarmningen er herved opnået. Så drengene har som sådan allerede bestået prøven som en act, der er up and coming.

"Chenai" fylder den store sal ganske fint med let vuggende energi, og Billows vokal er rigtig fin i både levering og tempo. Højdepunktet nås dog først, da korpigerne Johanne og Louisa hives ud på scenen til at synge duoens seneste single ”Where You Wanna Be”. Her kommer R&b’en til orde på en måde, der føles særdeles moderne og velkommen. De mange stemmer og musikere på scenen læner sig fint op ad hinanden, og Miangs guitar får også lov til at træde i karakter her i små glimt.

Den uudgivne ”Dive” bliver anderledes ensformig i sit udtryk og mangler lidt tyngde og kant, før den rigtig kan bjergtage lytteren. Afslutteren ”On My Mind” lider lidt under samme symptom, men der er ingen tvivl om, at OMWI bliver interessante og sjove at følge i den nærmeste fremtid.

Marshall Cecil

Hen til aftenens hovednavn, der efter lydniveauet at dømme har samlet sig en dedikeret og trofast fanskare i hovedstaden, hvor de da også har hovedkvarter. Det var annonceret, at oplevelsen her til aften skulle bjergtage, både poetisk, visuelt og "transcedentalt". Det er store ord og store sko at skulle fylde ud. Og første bud på dette forekommer heller ikke liige matchende med ovenstående beskrivelser.

Opsætningen er snarere minimalistisk til tonerne af ”Uhhh”, og hele nummeret leveres en smule stationært, uden studieversionens og bandets typiske strittende og spruttende produktion. Men der er givetvis noget, der skal rystes af, for både forsanger David Abrahams fortrolighed på den store scene og vokalens lydstyrke finder et passende niveau.

For allerede på andet nummer rammer energien rent på den messende og eskalerende ”Beautiful World”, et af gruppens stærkeste numre i det hele taget. Her får producer Sophus August Tuxen lov til at udfolde sig og tilsætte ekstra krydderier i gryden, og Abraham begynder at interagere med Sebastian Fibiger på trommerne i en legende facon, og det klæder musikken med bevægelse, trods at publikum må forholde sig i ro så vidt muligt. ”Visualizations” skæres anderledes i det smalle tremandssetup til en ballade-størrelse, der synes rimelig passende, og dog lidt monoton på samme tid.

Tiden bliver så skruet tilbage i den halvfyldte sal til noget af bandets ældre fundament, den 2017-udgivne ”Beatrice, X, Regine (A Timeless Love Machine)”. Her fremhæves teksten først med lidt røgslør i baggrunden i et reciterende a cappella-stykke, inden sangen vugger sig i gang. Man mærker, at Cecil gerne vil så meget med det her nummer, op og ned i tempo, sang og rap inkluderet. Men Abraham er en støbning, der læner sig mere op ad en ny poetry-slam-tradition en egentlig hiphop, og opremsningen af diverse musikalske og filosofiske forbilleder og litterære værker røber altså lidt mere om en trang til at associeres med disse end at fremstå faktisk poetisk.

Sidder du og læser anmeldelsen nu og tænker, at det er en unødvendig håndhævelse af janteloven, så har du sikkert helt ret. Men jeg rammes ikke i følelsesregisteret netop her, og sådan er det bare. ”BALANCE – STRENGTH – SPIRIT – GAIN” sætter sig heller ikke helt som den oprørssang, den gerne vil være og føles også, som om der køres efter en formular, som gruppen kender og er trygge i.

”Pale Blue Dots” følger efter og er om noget en klassisk skåret popsang. Gruppen kikser noget i timingen ved første omkvæd, men henter hurtigt overhånden tilbage. Sangen hjælpes dog ikke lige her af det siddende publikum og det simple udtryk.

Det gør til gengæld det efterfølgende nummer, hvor Cecil i fraværet af Talitha Ferri har hentet sangerinden Prefina ind for at hjælpe til på ”When You Fall” (alene at turde hive en ny sangerinde ind i sangen er et kunstnerisk plus), og her står samarbejdet mellem Prefina og Abraham meget smukt, skrøbeligt og klart. Et stort forsvar for popmusikken begik de fire på scenen lige der.

Og her fremstår Abrahams rap også stærk og velleveret, og lige tilpas Marshall Cecil-febrilsk på den gode måde. Gruppens ubetingede hit, P3s uundgåelige, ”Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)” spilles herefter, og det går først her op for mig, hvor naturligt det faktisk er, at den blev et hit. Publikum er med hele vejen, bassen bliver lige pludselig blusset op, som om den indtil nu har ligget i dvale, og beatet er både energisk og medrivende. Abraham bliver ved med at temperere sin vokal rigtig fint, og som mange tekstglade sangskrivere gør han en dyd ud af at rappe til ug. Og det er et plus.

Så spilles ”All In” (en hymne imod store dillere), og frontmanden forsøger sig i fællessang med publikum. Men nu begynder de lettere festglade koncertgængere ligesom at snakke og råbe i munden på hinanden og grine ad egne jokes, mens Cecil virkelig anstrenger sig for at nå i timing og sync med sit store kor. Det er en skam for helhedsindtrykket, men ikke katastrofalt.

Sidste skud fra albummet er titelnummeret, der leveres ganske fint, men desværre er folkemængden blevet endnu gladere for deres egne jokes, hvilket nu forplumrer selve sangen. Men trods det leveres trioens svendestykke med selvsikker og ført hånd, og det er virkelig en sang, som Abraham selv pointerer er i Cecils dna. Og det er et flot og ambitiøst tegne-sæt, man har givet sig selv for sine numre med sådan en sang. Og efter de værste forstyrrelser er ovre, er hele salen med på bølgen.

Aftenen sluttes af med spritnye tracks, der ikke er færdigpudsede endnu. Den karismatiske Daniel advarer om, at de nye tracks er demoer og primært skitser, og måske blot fordi han nævner det, fremstår de også – ja – demoagtige. ”Good Life” er i selskab med Prefina igen og er et opråb fra trioen om at stræbe mod det gode liv. Det gøres dog i et lettere slapt og meget sterilt lydunivers.

”Fade Away” har karakter af endnu en usnobbet popsang, og det er noget, gruppen faktisk er rigtig god til, om end man også har hørt den skabelon før. Abrahm, Fibiger og Tuxen takker af med et forsøg til et meget dansabelt nummer, ”This is Our Song”. Her kunne de godt have fat i noget, der kunne gøre sig godt på de danske nu nedlukkede diskoteker. Koncerten slutter i hvert fald, og det er tydeligt, at mange i crowden længes efter netop nu at have et sted at give slip på al den opsparede energi (og promille).

Marshall Cecil hjalp dem et godt stykke hen ad vejen en kur på rastløsheden, men drengene skal huske at forblive nysgerrige og turde variere deres stil for at blive ved med at have den fremdrift, som de har i øjeblikket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA