x
Rigmors poesi skaber et ekkokammer, du aldrig vil ud af igen

Rigmor, Atlas, Aarhus

Rigmors poesi skaber et ekkokammer, du aldrig vil ud af igen

Anmeldt af Simone Nowack | GAFFA

Hvem er man egentlig uden andre, uden sin telefon og uden sociale medier? Hvis du efterlyser noget oprør fra den iPhone-glanende generation Z, så skulle du have været på Atlas i går, hvor Rigmor, med Sarah Wichmann i front, skreg samfundet op om forventninger og krav til en generation.

Inden aftenens koncert havde jeg forventet at skulle vidne en poesiens aften, med melankolsk guitar-pop med Michael Strunge siddende på inspirationshylden, kiggende ned på bandet. Og lyden havde jeg forventet ville give associationer til andre stærke acts som Katinka og Tårn. Brudstykker af koncerten indfrier dog også de forventninger, men koncerten indfrier også meget meget mere end det.

Og der er tryk på “meget mere”, for det skal vise sig, at Rigmor trækker det ene es ud af ærmet efter det andet, og aftenen byder på vidt åbne øjne, og munde på vid gab, fra publikum såvel som mig selv. Jeg har stadig ikke helt forstået, hvad jeg netop har vidnet, for det er så overlegen og stærk en perfomance, at jeg er efterladt fuldstændig målløs – nærmest ordløs. Men jeg skal forsøge at sætte ord på alligevel.

Aftenens første nummer “Plasticsolen” er lidt langsom, nærmest søvndyssende og forekommer en lille smule kedelig. Men Sarah Wichmanns spinkle stemme skyder igennem rummet som et missil, der gerne vil udfordre din trommehinde – på den helt perfekte måde – og der går kun de få minutter, første nummer varer, før en ekstase og altoverskyggende dygtighed indtræffer i rummet, for at forblive inden for Atlas' fire vægge i uendelighed.

For som andet nummer får vi serveret “Træ”, og det er her, overraskelserne begynder at dukke op, for aldrig at stoppe igen. Nu stempler følelserne for alvor ind, og et bedrøvet udtryk giver mig gåsehud og tårer i øjnene. Sangen bygger et rocket, nærmest 70’er psykedelisk (som skal vise sig at blive en gennemgående tematik for resten af koncerten) stemning op, og bandet formår i dette nummer at præsentere en teknisk fuldstændig vanvittig snilde.

Man befinder sig i en ophøjethed, og det er sådan en sang, hvor man føler, at man står ved en klippekant og ikke tør springe, men føler, at man falder alligevel. Fordi man er ikke længere bange for at ramme bunden.

Som femte nummer får vi en publikumsfavorit “Pendul”, hvor den (overraskende) rockede lyd især træder i kræft. Nummeret bliver leveret ekstremt stærkt, og da Sarah Wichmann skriger sætningen “Prøver at ignorere stemmen i dig. Den overtaler dig til at røre ved mig” ud i rummet, får man virkelig en overbevisende fornemmelse af, hvad den spinkle stemme kan formå. Nummeret opnår den fuldstændige ekstase, da trommeslager Lasse Lykke leverer en trommesolo, der får publikum til at grine og råbe, fordi man bare ikke fatter, hvad der lige er blevet leveret. Hans tekniske kunnen efterlader et hujende publikum og et bifald, der so far er aftenens længste.

Jeg vil gerne lige bruge noget tid på at prioritere aftenens sjette nummer, fordi det gjorde enormt stort indtryk på mig. Sarah Wichmann præsenterede selv sangen “Gå nu hjem”, der udkommer på deres kommende plade, som et “ensomt nummer”. Hendes stemme er hviskende og spæd, og bassen er i fokus med kontrastfyldte tunge takter. Man befinder sig pludseligt lidt i sådan et univers, hvor man har lyst til at flytte ud i en hytte i skoven og være lidt sentimental i sit eget selskab. Bare være alene, lade telefonen, SoMe og mennesker bliver hjemme og nå helt ind til kernen af sit indre. For hvem er man egentlig uden alt det? Et univers, hvor man synker lidt ind i en væg og lidt ind i en selv og bare lytter til Rigmor på den pladespiller, man har taget med sig som det eneste.

Da gruppen spiller et uudgivet Jonas Suni-cover, “Os 2”,  hopper kæden desværre en smule af for mig. Jeg synes, det er tydeligt, at Rigmor ikke har hjemme i denne sang, og det er ærgerligt, fordi deres eget univers holder maks. I løbet at koncerten spiller bandet i alt 14 numre, og jeg synes, at koncerten havde stået stærkere, havde de bare holdt sig til 13 af deres egne, virkelig solide numre.

Sidste nummer “Rebel” starter ud en smule kedelig, og jeg når i nogle sekunder at tænke “øv”. Men “øv” bliver til “OH. MY. GOD”, fordi den her sang virkelig er med til at stadfæste sig endeløst, og selvom jeg troede, at bandet ikke kunne peake mere, peaker de altså endnu engang her. Frontkvindens stemme når nye højder, og den spinkle, spæde stemme bliver nærmest dæmonisk, og en helt absurd lang frasering bliver kastet ud i rummet, og jeg taber både arme og ben over hvor sindssygt et øjeblik det her er. Jeg får direkte associationer til Clare Torrys fænomenale vokal på Pink Floyds “The Great Gig in the Sky”, og bandet formår at skabe et ekkokammer på Atlas, man har lyst til at blive i for evigt.

Det efterlader et publikum hårrejsende, og med en applaus af en kaliber, der næsten skærer i ørerne. Et siddende publikum, på grund af corona-restriktioner, der trodser retningslinjer og giver et stående og virkelig langt bifald.

Og helt overordnet kan jeg bare sige, at jeg på ingen måde havde forventet at skulle til rockkoncert i går aftes. Men det var jeg i allerhøjeste grad, og blandingen af poesi, vanvittige soloer over hele linjen og et insisterende pompøst powerband efterlader mig måbende, chokeret og mærket. Altså på den der gode “hvad skete der lige?” måde.

SÆTLISTE: 

"Plasticsolen" 

"Træ" 

"Hvad med dig selv" 

"Vægtløs" 

"Pendul" 

"Gå nu hjem" 

"Os 2" 

"Det er ved at komme igen" 

"Tidsvagten" 

"Citatsangen" 

"Rocksang" 

"Det ligemeget" 

"Gyroskop" 

"Rebel" 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA