x
Laura Veirs: My Echo

Laura Veirs
My Echo

Skilsmissesange in disguise letter ubesværet

GAFFA

Album / Bella Union
Udgivelse D. 23.10.2020
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Den amerikanske sangskriver Laura Veirs har alle dage været en lidt pudsig størrelse. Hun startede ud som en lidt intellektuel sangskriver, men er med tiden drevet over i en indiepræget folkpop. Og hun er kun blevet bedre med tiden med en drømmende meloditone, der står perfekt til hendes let spæde og sårbare vokal. Og det er ganske enkelt bare smukt, når hun henført synger sine små sange, der gerne er kendetegnet ved en skæv tilgang, der ikke gør det store væsen af sig, men hele tiden overrasker.

My Echo er hendes 11. soloalbum, og måske det mest underspillede af dem. Hun har i hvert fald fundet helt ind til en rustik rootsmusik, der på en underfundig facon iklædes lyserøde vinger og blidt svæver rundt i de højere luftlag. Det er et lidt verdensfjernt univers, man suges ind i hos Laura Veirs. Men det er såmænd alvorlige temaer, der italesættes på albummet. Sangene handler om at bryde ud af ægteskabet, før man egentlig ved, at man gør det. Forstået på den måde, at sange handler om en skilsmisse, før den er erkendt.

Og som en yderligere kuriositet, så er albummet produceret af Tucker Martine, der nu er eksmanden. Og man fornemmer tydeligt, at der er flere lag i de ellers yndefulde sange. Ikke mindst tristessen og tvivlen er fremtrædende. Vi er på kanten af, at det hele bryder ud. Nok forstår man de indre kampe og sjælekvaler, som sangskriveren gennemgår, men det bliver aldrig introvert. Her er hun alligevel i stand til at give det alvorlige et tvist, der også bringer smilet frem. Og på den måde er My Echo ganske smukke og håbefulde skilsmissesange.

Men det er ikke mindst Laura Veirs forfinelse af sin folkpop, der gør, at sangene rammer deres eget luftlag. Der er således maser af poesi at finde i de små melodier, der bygger sig langsomt op. Det sker både med strygere og et disciplineret guitaranslag i åbningssangen ”Freedom Feeling”, der som titlen antyder lægger tonen an på det, der er på vej. Det bevæger Laura Veirs sig så rundt i med betragterens milde forundring. Vekslende mellem lammelse og virketrang. Det er rørende i ”Turquoise Walls”, der handler om at stirre på vægge, fordi man ikke er i stand til så meget andet, men at det faktisk giver mening.

Det er i det hele taget lidt af en tur i følelsesregistret, som Laura Veirs tager os med på, men hun sørger hele tiden for, at de lyse toner stråler igennem, så man kan mærke glæden, som i ”Memaloose Island” hvor hun bare overgiver sig til det at være i live. Og det er, hvad My Echo så forment formidler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA