x
The Doors: Morrison Hotel – 50th Anniversary Deluxe Edition

The Doors
Morrison Hotel – 50th Anniversary Deluxe Edition

KLASSIKEREN: Enigmatisk og elementært medrivende

GAFFA

Box / Warner Music
Udgivelse D. 09.10.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

Et sted mellem Melrose Avenue og Santa Monica Boulevard i Los Angeles ligger en stor, grå lagerbygning. Med nøje afstemt luftfugtighed og temperatur og sikkerheden i top. Det er her, man finder arkiverne over The Doors’ kun fem år lange karriere – og herfra, der stadig, med jævne mellemrum, håndplukkes originalbånd med henblik på nænsom restaurering, remasterering og udgivelse.

Der flyder – heldigvis – en stadig strøm af efterladte optagelser fra et af rockens mest uforglemmelige ensembler. For et par år siden fik vi hele gruppens stærke sæt fra festivalen på Isle of Wight ’70 – gruppens sidste europæiske optræden, et lille år inden Jim Morrisons død. Og i 2017 begyndte den forløbende genudgivelse af gruppens studiealbum i fornemme, 50 års-jubilæumsudgaver med masser af ekstramateriale.

Nu er turen så kommet til mesterværket Morrison Hotel fra 1970, som man sagtens kan argumentere for udgør kronen på værket sammen med svanesangen L.A. Woman, der udkom få måneder senere. Efter stryger-eskapaderne på The Soft Parade – og de mere syrede ekskurser på gruppens første tre skiver – er de to sidste plader lyden af et band, som finder ind til essensen. Som for Morrison og kompagnis vedkommende var en potent bluesrock med en helt egen lyd og poesi.

Og jo, magien er minsandten stadig intakt i dag: Vildt og vedkommende, på en gang enigmatisk og elementært medrivende. Vi får originalalbummet på både vinyl og cd, hvortil kommer to cd-plader med outtakes. Her kommer vi tæt på tilblivelsen og hører adskillige udgaver af sange som ”Roadhouse Blues”, ”Queen of the Highway” og ”Peace Frog”.

Hertil kommer den uudgivne vignet ”I Will Never Be Untrue”, ligesom der bliver plads til et par personlige hygge-covers af Berry Gordys ”Money (That’s What I Want)” og blues-standarden ”Rock Me Baby” – alt sammen kurateret og nænsomt afstøvet af The Doors' faste tekniker Bruce Botnick, som også var med i studiet ved de oprindelige sessions.

Drenge og piger, det her et af rockhistoriens store album. Og eneste egentlige ærgrelse ved genudgivelsen er den iboende påmindelse om, at vi aldrig fik lov at høre, hvad The Doors kunne have drevet det til, hvis ikke historien var sluttet i et badekar i Paris i sommeren ’71.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA