x
Róisín Murphy: Róisín Machine

Róisín Murphy
Róisín Machine

Discodød fadæse

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 02.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Av. Nu er vi ved at nå enden på året 2020 – en decideret tålmodighedstest af ren og sker vanvid. Men kigger man på de gode ting, har selve musikåret været helt okay. En af de sjoveste tendenser er, at midterbanens popmusik i første omgang har fået sig et gigantisk ansigtsløft, og at kvalitetsbarren er blevet sat væsentligt højere. En endnu skæggere tendens er, at ’70’ernes mest udskældte genre har fået et decideret comeback! Mine damer og herrer – discoen er tilbage!

Discomusikken har aldrig rigtig været væk, men har mere været nogle stilmæssige greb, som blev brugt af den mere poppede side af alternative outfits og elektropop-musikere. Men når 2020s store popplader er med Dua Lipa, Jessie Ware og genre-dronningen Kylie Minogue, og samtlige plader er gennemsyret af en gennemført, medrivende og spidsfindig discolyd, så er der tale om en strømning, og ikke blot et musikalsk greb. Neodiscoen er en realitet!

Neodiscoens lyd er også præget af sluttressernes lurvede funk og et godt skud elektronisk house, af den type man kan skylle ned med brieost, baguette og rødvin. Genrens store gudfædre er uden tvivl førnævnte Kylie og naturligvis Daft Punk, der for alvor formulerede genren på den lettere overvurderede Random Access Memories. Men neodiscoen kan spoles endnu længere tilbage, til den irske triphop-duo Moloko, der i 1999 udgav den udødelige ”Sing it Back”, som er en af neodiskoens største sange. Senere snapshots som hovedværket Things to Make and Do og Statues byggede videre på succesen, hvor "The Time is Now" vandt på sin akustiske indgangsvinkel til dansemusikken. Moloko er, på nuværende tidspunkt, ganske oversete og virkelige gode. I front for Moloko stod Róisín Murphy.

Og Murphys betydelse for diskoens genkomst skal ikke undervurderes, da hun siden Molokos opløsning har defineret og forfinet det udtryk, som nu er blevet populært, på en række utrolig vellykkede soloplader. Især på Overpowered fra 2007, som ud fra genrens popularitet nu må betegnes som et hovedværk. Jeg kunne høre Murphys direkte indflydelse på både Dua Lipas Future Nostalgia og Jessie Wares Whats Your Pleasure? fra i år, og jeg ser Murphy som genrens førstekvinde, sammen med Minogue. Så da Murphy endelig annoncerede sit femte album, fornemmede man, at det var originalen, der tog til eftermæle. Nu skulle hun fandeme vise, hvor skabet stod placeret.

Men hvad fanden der foregår på Róisín Machine ved jeg simpelthen ikke! Den ene lange disco-odyssé tager over efter den anden, mens Murphy skruer helt op for at spille dansegulvets royalist, med sin karakteristiske, kraftfulde og hæse vokal. Men det kan ikke redde pladen, som klart er den svageste soloplade fra hendes side. Og også den mest skuffende.

Róisín Machine er præget af et forsøg på at lege med genren. Murphy har taget legesygen fra de foregående plader – Hairless Toys og Take Her Up to Monto – og smidt dem ind i hi-tech-discoen fra Overpowered. Og ideen er udmærket, men numrene forgrener sig aldrig rigtig ud i flere indtryk, men forbliver funderende i four-to-the-floor-beats og repeterende funkbas, mens guitarer, syths og strygere flyder ind og ud af lydbilledet. Oftest i op til seks eller otte minutter.

Jeg elsker monoton og eksperimenterende musik. Men genregrebene er for konsekvente, og den houseinspirerede tomgang klæder på ingen måde sangene, som dør under vægten af spillelængde og ambition. Albummet fungerer simpelthen ikke, overhovedet, og når jeg sidder tilbage med en irriterende, hul fornemmelse, efter at have hørt en plade med en kunstner, jeg plejer at respektere højt, så er der noget fundamentalt i vejen.

Måske var det de fire gange, jeg hørte åbneren ”Simulation”, uden at kunne finde en rød, melodisk tråd i de otte minutters funky tomgang. Måske var det den efterfølgende ”Kingdom of Ends”, der med sin ekstremt irriterende, loopede synthbas, og konstante opbygning til noget der aldrig kommer, gjorde mig decideret vred. Måske var det de fatale produktions- og titelvalg på ”Shellfish Mademoiselle”, der gerne vil have noget Prince-soulfulness kørende, men taber sig selv fuldstændig på jorden med diskante, gentagende handclaps og en fuldstændig mangel på reel bund eller low-end.

Faktisk er de eneste rigtig gode numre ”Murphy's Law” og ”Jealosy”. ”Murphy's Law” vinder, da den fremstår som en rigtig popsang, med et medrivende refræn og en lurvet latenight-jazzet brug af vibrafon. Den afsluttende ”Jeaousy” er en dansegulvsfavorit, der godt nok har loopede basgange, men vinder på sit højetempo, sine varme Rhodesflader, arrangeret percussion og et fantastisk dumt syntharragement, som er lige dele triumf og bingo-orgel.

Men langt hen ad vejen er Róisín Machine et gigantisk skridt ved siden af, for en kunstner, der kan gøre det en milliard gange bedre end det her. Jeg forstår godt, hvad Murphy forsøger at gøre på pladen, og brugen af dansemusikkens tomgang som et stilmæssigt værktøj er en spændende ide og en kommentar til popmusikken og livets uendelige cyklus. Men det virker bare overhovedet ikke, og jeg forestiller mig, at de eneste, der vil danse til det her er folk, der går forkert til en jazzercise-konkurrence.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA