x
Emil Kruse: December

Emil Kruse
December

Emil Kruse vokser med opgaven i albumformat – 1:1

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 13.11.2020
Anmeldt af
Elias Kvist

Så skal vi til den igen. Et halvt år efter Side A udkom, er en af Vangedes stolte drenge tilbage med den anden halvdel af kagen, der tilsammen udgør albummet December. Udgivelsesstilen er noget af et modefænomen, og som anmelder er man fanget lidt i et miskmask af at skulle se sådan en Side B både som et selvstændigt produkt og som en del af kunstnerens helhedsudgivelse. Jeg vælger hertil at gå med min første indskydelse, da min udførlige holdning til første del stadig står ved magt efter de nylige gennemlyt.

Mn kan så nu spørge sig selv, om vi så møder to stilistisk forskellige halvdele i håbet om, at de tematisk kan supplere hinanden. Svaret må være både ja og nej. Vi får, ligesom på forårets udgivelse, en yndig start på 2. halvleg med titelnummeret ”December”, der i et interludes længde formår at skabe meget fylde.

Tyngden afløses dog lidt for hurtigt af samarbejdet med Wads.png på ”I nat er det nat”. Nummeret her bliver dog mest af alt et ekko af de tomgangsnumre, som første halvdel af albummet også bar præg af. En flad synth og hi-hats bliver ikke vanvittigt spændende i et dansk poplandskab, hvor bands som Jung i forvejen huserer.

Så er Kruse bare af større format i sit naturlige stilleje, det som han på vanskelig vis skal forny og stå ved på samme tid. Det klæder ham at have skruet tempoet en smule ned på sidste halvdel, som giver de to ep'er en snert af sammenhængskraft. På ”Bare sig” og ”Baby kommer nok igen” danser Kruse let og frivolt rundt om det lurende mismod, som man kan opdage, når man befinder sig alene i en storby.

Men som Johannes Forføreren sørger han med sine klassiske lo-fi jazzede slum-beats for, at det mørke aldrig nogensinde bliver rigtig farligt. Det er lidt ærgerligt, at den alvorlighed, som sidste halvdel af albummet umiskendeligt bevæger sig hen imod ikke kan mødes af et ditto i det musikalske billede. Den lette dansehygge har vi nemlig masser af i Emil Kruses univers, og det viser sig igen på ”Uendelighed”.

Her lyder han næsten for meget som sig selv, mens teksten stadig higer imod en dyster fornemmelse af tidens gang: ”der' noget nyt, der' på vej / tomheden som der fylder i mig / så glem alt, hvad de siger, for jeg lytter til dig / kan ikke se dine tårer, når det styrter med regn”. Vi bliver mødt af en sangskriver, der tydeligt er mærket af en årelang fest og hitparade, hvilket i sig selv er klædeligt, men lyduniverset er så fanget i sit eget spindelvæv (for at tyvstjæle kunstnerens egen metafor), at det desværre-desværre bliver monotont.

Men der skal absolut sættes pluspoint på kontoen for en afslutning, der siger spar 2. For ”Ud med det blå” føles, på trods af en tydelig Kruse-genkendelighed, som om, at de nævnte modstridende tangenter på paradoksal vis får lov til at mødes og spille op ad hinanden, hvilket momentvis får lov at fungere, måske på grund af det lidt kantede beat, eller Kruses rim-skemaer, der på trods af meget å på å-rim igennem karrieren stadig holder i den rette indpakning.

Stikket hives dog for alvor hjem på lukkeren i selskab med KÅ, ”La' os finde på noget”. Den helt rigtige mol-skala findes frem for at matche op med Kås Kid Cudisk klingende vokal, der er bombastisk og nydelig på samme tid. Kruses rim og halvt nynnede rap har heller aldrig været bedre her i selskab med et let hengemt kor, og hele kombinationen føles simpelthen ny, frisk og velskabt. Sangen er en stor bedrift i sig selv.

Som man kan fornemme, er jeg splittet i min bedømmelse. Jeg blev glad for at få denne Yang-side til at supplere førstehåndsindtrykket af December, der helt bestemt viser Emil Kruse frem som en selvstændig kunstner, som kan arbejde både i det høje og lave. Hans pulserende party-beats står bare ofte i næsten for skarp kontrast med hans lo-fi-tempo-numre, rent tematisk såvel som i musikkens kvalitet.

Universet er umiskendeligt Kruses eget, men jeg glæder mig til at se ham udfordre sig selv og sprænge boblen mere, end tilfældet er på dette album. Men er man fan, bliver man bestemt ikke skuffet, og højdepunkterne er så stærke, at Kruse afkræver applaus for endelig at have sat sig i albumformatet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA